Et skridt nærmere en finaleplads

Samling01
Brøndby Volleyball klub sørgede lørdag d. 14. marts for, i et brag af en semifinalekamp, at komme et skridt nærmere den eftertragtede DM-finaleplads. Modstanderen var Holte IF, som sammen med Brøndby har været fast deltager i DM-finalerne i de seneste fire år. Brøndby tog således mesterskabet i 2011, Holte kom øverst på skamlen de to efterfølgende år, hvorefter det igen blev Brøndbys tur i 2014. Nu mødes de to hold i semifinalen, som spilles bedst af fem kampe og det ligger således klart at et af holdene ikke når dette års finale. På forhånd er Brøndby udråbt til favorit, idet de har vundet holdenes tre indbyrdes kampe. To gange i grundspillet med henholdsvis 3-2 og 3-1 samt i landspokalfinalen hvor Brøndby trak det længste strå med en 3-1 sejr, men som resultaterne antyder har der hver gang været kamp til stregen og kampene har haft garanti for intense dueller med spænding på højt plan.

Rikke01    Lørdagens kamp var ingen undtagelse. Det fremmødte publikum fik fuld valuta for pengene. Duellerne bølgede frem og tilbage over nettet og der skulle arbejdes hårdt for at score point. Holte fik en lille føring i starten, men bagud 4-5 vandt Brøndby serveretten og Desiree Ates gik til serv. Hun fik lagt et godt pres på Holtes servemodtagning, deres angreb blev dermed ikke så kraftfuldt og med vores libero, Rikke Larsen i hopla, blev banen godt forsvaret og der kunne gennemføres nogle effektive modangreb med centerspiller Sarah Angelos og kantangriber Amy Town som de mest vindende. Vi kom på 12-5. Holte arbejde hårdt for at kæmpe sig tilbage og nåede da også op på 16-18. men så blev det vores norske A-landsholdsspiller Julie Mikaelsen der skulle serve. Hun lagde ud med to serveesser og fortsatte med yderligere tre gode server, som Holte kun med stort besvær fik bragt til angreb, før hun slap jerngrebet ved at lave en servefejl. Inden da var vi kommet på 24-16 og kort efter blev sættet lukket med 25-17.

    Det gode spil fortsatte i andet sæt, Begge hold havde et fantastisk forsvarspil, som forhindrede selv de bedste angrebsbolde i at nå gulvbrædderne, men vores styrke er, at der er effektive angribere på alle positioner, så som duellerne skred frem, sørgede en fantastisk spillende hæver Eva Bang, for at finde den spiller der kunne bryde gennem Holtes forsvarsværker. En præstation der efterfølgende gav hende TimeGruppen prisen som bedste spiller. Igen i andet sæt var det Holte der lagde ud med en lille føring, som var størst ved stillingen 11-8, men i Paulina Hougaards serv og med en effektiv Julie Mikaelsen ved nettet, overtog vi føringen med 13-11. Føringen blev udbygget til 22-17, før Holte var tæt ved igen at skaffe kontakt ved 22-21. Pigerne havde dog godt styr på spillet og sættet blev lukket med 25-22.

    I tredje sæt tog vi styring fra start og havde skabt sig en solid føring på 21-14, før Holte i de resterende rotationer ved solidt forsvarsarbejde fik mindsket forspringet, så vi i stil med forrige sæt, kunne lukke kampen ned med 25-22.

    I kampen undlod trænerteamet at benytte den danske A-landsholdsspiller Trine Kjelstrup, som i ugen op til kampen havde fået en lettere forvridning. Hun blev ellers meldt klar til kampen, men da de øvrige spillere gjorde det rigtigt godt, blev det valgt at spare hende, så hun kan være helt klar til tirsdagens kamp.

    Med kampen har vi fået sig et godt udgangspunkt, inden vi allerede tirsdag d. 17. marts kl. 19.00 skal spille anden semifinale på udebanen i Ny Holtehal. En kamp som livestreames på Kanal Sport. Bliver det også til sejr i denne kamp, er muligheden for at spille sig i finalen til stede, når tredje semifinale spilles på hjemmebane lørdag d. 21. marts kl. 14.00 i Stadionhal 1. Bliver det ikke til tre sejre i træk, er der yderligere muligheder for at nå målet d. 24. og 28. marts.

Suveræn vinder af grundspil

Julie & Amanda
Med otte point ned til nærmeste forfølger blev Brøndby Volleyball klubs Volleyligakvinder en suveræn vinder af grundspillet og får dermed sammen med nummer to, Lyngby Volley, direkte adgang til semifinalerne. Pladserne 3-6 spiller kvartfinaler om de to øvrige pladser.    Sidste kamp i grundspillet blev spillet lørdag d. 21. februar på udebane hos DHV Odense og selv om holdets anfører og førstehæver Eva Bang måtte blive på bænken med en fiberskade i ryggen, tog vores to øvrige talentfulde hævere Sigrid Friis Christiansen og Ida Lambach over på overbevisende vis.

    Vi var som tophold naturligt nok storfavorit mod ligaens oprykkerhold og der blev derfor startet lidt anderledes end normalt. Det var således årige Ida Lambach der startede som hæver på banen sammen med de to unge centertalenter Paulina Hougaard og Amanda Andersen, diagonalspilleren Julie Mikaelsen og de to kanter Amy Town og Trine Kjelstrup samt libero Rikke Larsen. Dermed havde coachteamet også en ganske solid udskiftningsbænk, som foruden hæver Sigrid Friis bestod af den amerikanske centerangriber Sarah Angelos, den canadisike kantangriber Desiree Ates og modtagnings og servespecialist Stephanie Dahl samt selvfølgelig anfører Eva Bang, som i dagens kamp, måtte nøjes med at stå for lodtrækningen og ellers støtte sit hold fra bænken.

    Spænding blev der ikke det store af i kampen. De to hævere, som var de første der skulle serve i hvert sæt, sørgede med gode server for at bringe os i front fra start. Således bragte Ida sit hold i front med 4-0 i første sæt og 5-0 i andet, mens Sigrid ligeledes stod for at serve til en 5-0 føring i tredje sæt. De to hævere som fik en halv kamp hver, brugte deres angribere fornuftigt og vi kunne støt og roligt trække fra i sættene, som alle blev vundet overbevisende med henholdsvis 25-15, 25-18, 25-17.

    Mens første sæt på nær en enkelt udskiftning blev kørt igennem med startopstillingen, blev andet sæt brugt til at holde "skiftedag". Midt i sættet blev der foruden hæverskiftet byttet ud med Desiree som kom ind i stedet for Trine og Sarah som skiftede med Paulina. De fik så lov til at køre kampen færdig, mens Paulina kom tilbage i tredje sæt i stedet for Amanda.

    DHV lagde gennem kampen et godt pres på serven, hvilket resulterede i at vores servemodtagninger på ingen måde var prangende. Alligevel fik hæverne især en angriber til at lyse op i kampen. Det var norske Julie, som gennem kampen stod for 15 point og dermed også blev tildelt TimeGruppen prisen som bedste spiller.

    Vores piger har nu en pause i kampaktiviteterne mens kvartfinalerne bliver afviklet. Modstanderen bliver vinderen af opgøret mellem Team Køge og sidste års sølvvinder Holte IF, som vi besejrede i årets pokalfinale. I den anden semifinale møder Lyngby Volley vinderen af kvartfinalen mellem Fortuna Odense og Aarhus Volleyball. Semifinalerne spilles bedst af fem kampe og vi starter på hjemmebanen i Stadionhal 1, lørdag d. 14. marts kl. 14.00.

Sejr i to topkampe - klar til semifinale

Amy Town
Med sejr i to vigtige topkampe inden for seks dage, har Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder før sidste runde i grundspillet, sikret sig direkte adgang til sæsonens DM semifinaler. Tirsdag d. 3. februar blev det til en overbevisende magtdemonstration med en 3-0 sejr over ligaens nummer to fra Fortuna Odense. Fortuna rykkede dermed ned på en tredjeplads, mens andenpladsen blev overtaget af Lyngby Volley, som Vi skulle møde søndag d. 8. februar. Det blev igen til en sejr, omend denne gang kun med 3-1. Det betyder at Brøndby før grundspillets sidste runde ligger på en klar førsteplads, med ti point ned til nummer to.

    Nr. 1 og 2 i grundspillet går direkte til semifinalerne, mens nr. 3-6 spiller kvartfinaler om videre deltagelse. Vores damer skal således spille den første DM-semifinale lørdag d. 14. marts kl. 14.00 på hjemmebanen i Stadionhal 1.

    Kampen mod Fortuna kom efter en uge med kampe mod tre af ligaens bundhold. Det gav trænerteamet omkring holdet gode muligheder for at afprøve forskellige konstellationer i opstillingen og pudse taktikken af med henblik på de to vigtige topkampe. Forberedelserne bar frugt og det blev fra start en ren magtdemonstration i kampen mod Fortuna Odense. I den norske A-landsholdspiller Julie Mikaelsens effektive serv, gik vi fra 3-2 til 12-2. Trine Kjelstrup var sikkerheden selv i angrebet og også hæver Eva Bang kunne vinde tre point direkte på perfekte fremspilninger fra libero Rikke Larsen. Inden Fortuna nåede at sunde sig havde vi vundet sættet med 25-10. Unægtelig sætcifre der sjældent ses i kamp mellem to tophold.

    Fortunas spil er bygget meget op om ligaens topscorer, amerikanske Melina Terrell og det lykkedes da også væsentligt bedre for det fynske mandskab, at bringe hende til effektive angreb i andet sæt. Det blev et tæt afslutning på et sæt, hvor vore egne godt nok kom bedst fra start med 5-1 i Amy Town serv og yderligere øgede til 13-6, før Fortuna for alvor kom i gang. Det gjorde de til gengæld så godt, at de fik kontakt ved 17-17. De kom til føring på 21-19 og vi skal prise os lykkelige for, at vi på det tidspunkt fik den 189 cm høje Julie frem til nettet, hvor hun vandt de fire angreb hun fik og var kraftigt medvirkende til at vi på vores tredje sætbold kunne tage sættet 28-26, efter at Fortuna havde haft en enkelt af slagsen ved stillingen 23-24.

    I tredje sæt lagde de to hold ud med to gode servestimer. Hos os servede Eva Bang til 9-2 , hvorefter Fortuna rettede op på tingene med en stime til 9-8, men herefter havde pigerne igen sættet i fuld kontrol. Amy Town, som fik TimeGruppen som kampens spiller gjorde det solidt i alle spillets faser og var samtidig en effektiv indpisker på holdet og da vores indskiftede servespecialist Ida Lambach ved stillingen 14-14 pressede Fortunas modtagning til det yderste, gik vi på 20-14 og kort efter var kampen lukket med 25-18.

    Søndag var modstanderen Lyngby, som i kraft af Fortunas nederlag, samt egen sejr over Holte IF, var rykket op på andenpladsen. Kampen var imødeset med stor spænding i Brøndbytruppen, idet Lyngby er det eneste danske hold der har formået at besejre os i løbet af sæsonen. Det var i en spændende 2-3 kamp, som ligger tilbage til starten af december måned. Siden da har vi taget revanche, da vi på vejen mod pokalmesterskabs titlen slog Lyngby i semifinalen med 3-1.

    Holdet gik fokuseret til søndagens opgave og anfører Eva Bang gav sit bidrag til en god start, da hun servede sit mandskab til 4-0 i en serveserie der indeholdt tre esser. Generelt var første sæt præget af et utroligt højt servepres fra pigernes side, som blev præsteret uden at det en eneste gang resulterede i servefejl. Således havde Ida Flensted også en god stime til 10-6. Samtidig holdt modtagningsspillerne med libero Rikke Larsen i front et meget højt niveau, som gav gode muligheder for angrebet. Sættet bød på meget godt volleyball og Lyngby var tæt på at få kontakt ved 16-15, før vi for alvor løb fra dem og tog sættet med 25-17.

    Også i andet sæt fulgte Lyngby godt med i starten, hvor de også lå i front i en periode, men især et meget højt niveau hos Trine Kjelstrup, som vandt alle sine fem angreb i sættet, samt ikke mindre end syv pointgivende Brøndbyblokader, gjorde at vi fra stillingen 14-12, støt og roligt kunne udbygge forspringet frem til sættets afslutning på 25-16.

    De to sidste sæt var "forbudt for børn". Der blev kæmpet indædt af begge hold. Lyngby kom bedst fra start i tredje sæt og fik en føring på 7-4, som pigerne indhentede og tillige bragte sig selv til en føring, som var størst ved 20-16. Lyngby fik kæmpet sig tilbage ved 22-22 og den blev også 24-24, inden Lyngby på sin anden sætbold tog sættet 26-24.

Amy Town    Fjerde sæt blev omend endnu mere spændende. De to hold skiftedes til at tage små føringer og der blev kæmpet indædt på begge mandskaber. Hos os kunne headcoach Jens Bang glæde sig over den store bredde vi har i truppen, som gjorde at han havde gode muligheder for at skifte kvalificeret ud, når der var en der viste svaghedstegn. De mange udskiftninger blev kædet godt sammen af en godt kommunikerende Amy Town, som endnu en gang fik TimeGruppen prisen som bedste spiller. Udslagsgivende for sættet kan meget vel være vores gode blokader, hvoraf der i fjerde sæt var seks. I kampen som helhed havde Brøndby 18 pointgivende blokader mod Lyngbys beskedne antal på kun 4. Det var således også karakteristisk at vi vandt sættet på en blokade til 27-25, ved den anden matchbold, efter Lyngby havde haft sætbold ved 24-23.

    Kampen var for øvrigt et foreløbigt farvel til Ida Flensted, som skal på en jordomrejse inden hun næste år skal starte på lægestudiet. I Brøndby håber vi inderligt på, at hun kan få indpasset sin sport i studiet, således at vi igen kan nyde glæde af den fantastiske udvikling hun har gennemgået gennem de sidste to sæsoner.

3. sejr inden for en uge

Samling01
Det har været en udbytterig uge for Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder. Tre udebanesejre som alle har været på 3-0 er det blevet til. Startende med en tur til Aarhus søndag d. 25. januar, hvor det eneste jyske Volleyligahold for kvinder i denne landsdel, blev slået 25-14, 25-14, 25-19. To dage senere var det en noget kortere tur, da Vestegnspigerne besøgte Team Køge, som blev besejret med 25-15, 25-22, 25-10 og efter endnu et par dage i træningshallen, gik turen nord for København, hvor Gentofte måtte lide den samme skæbne som de to øvrige, da de måtte se sig slået med 25-10, 25-17, 25-15. Dermed kunne Brøndby sætte ni gode point ind på kontoen og sikrer sig dermed et solidt forspring i Volleyligaen, som de fører med seks point ned til nummer to, Fortuna dense Volley, som godt nok har spillet en kamp mindre. Netop Fortuna er Brøndbys næste udfordring og det bliver en ganske anderledes hård opgave. Fortuna råder således over ligaens topscorer Malina Terrell, som Brøndbyblokaderne skal have stor fokus på, men lykkes dette, er en yderligere udbyggelse af Brøndbys forspring en realistisk mulighed.

    I ugens tre kampe, som i sandhedens interesse har været mod hold fra den nederste halvdel af Volleyligaen, har der været afprøvet forskellige muligheder i opstillingen, så på den måde har det tætte program værret en god mulighed for at afprøve spillernes evner i forskellige realistiske scenarier, inden tirsdagens topkamp.

    Holdet normale førstehæver og anfører Eva Bang, har således næsten konstant opholdt sig på bænken, mens de to øvrige hævere Sigrid Friis Christiansen og Ida Lambach har fået lov til at demonstrere deres kunnen. Det gjorde de med så stor overbevisning at Ida tog TimeGruppen prisen som bedste spiller i Team Køge kampen, mens Sigrid løb med æren i Gentoftekampen. Uden tvivl en præstation Sigrid var ekstra glad for, idet den 18-årige talentfulde ungdomslandsholdshæver netop foretog et skifte fra Gentofte til Brøndby før denne sæson. Om det var dette indgående kendskab til Gentofteholdet svagheder hun udnyttede er uvist, men faktum er, at hun med 24 server stod for ikke mindre end en tredjedel af sit holds server. Således startede hun kamppen med at bringe sit hold på 4-0 i første sæt og i tredje sæt lagde hun ud med ti server hvoraf tre var esser. Brøndby førte dermed med 9-0, før hun desværre servede fejl på den tiende.

   Ida præsterede noget nær det samme mod Team Køge. hvor hun ligeledes havde en servestime som gav Brøndby et afgørende ryk i første sæt, da hun servede fra 8-9 til 15-9. Angriberne blev brugt på skift i de tre kampe og her skal man også se noget af grunden til, at det ikke er Brøndbyspillere der ligger i toppen af ranglisten for flest scorede point. Dels sidder de på skift på bænken, selv om de alle er fuldt kvalificeret til at have fuld spilletid og holdet er så stærkt besat på alle pladser, at hæverne har flere muligheder i hvert angreb og ikke som en del af de øvrige hold føler sig tvunget til at benytte den absolutte stjerne på holdet. Der er således en sund konkurrence på holdet om at tilkæmpe sig spilletid. Alt sammen noget der er med til at udvikle spillerne yderligere. Går man ind og ser på de enkelte spilleres effektivitet i forholdet mellem antal angreb og deraf vundne point vil man se, at på denne rangliste ligger Brøndbys amerikanske centerangriber Sarah Angelos på en klar førsteplads, Julie Mikaelsen ligger på en fjerdeplads og ikke færre end seks Brøndbyangribere ligger i top 18 ud af 36 spillere, som er registrerede med et gennemsnnit på mindst tre angreb pr. sæt.

    Hvem af disse stærke angribere der får lov at starte på tirsdag i kampen mod Fortuna Odense, er stadig uvist, da det først bliver besluttet i den afsluttende mandagstræning. Her tæller det også med i billedet hvem af angriberne der står bedst rustet til at støtte holdets stærke libero Rikke Larsen i modtagningen.

    Tirsdagens kamp bliver den sidste hjemmekamp inden slutspillet. Til dette går de to bedst placerede direkte til semifinalerne, mens nummer tre til seks skal spille kvartfinaler om de to øvrige pladser. Opfylder Brøndby målet om at tage den direkte vej til semifinalen, vil man først kunne se holdet i Stadionhal 1 igen d. 7 marts.

God start på travl uge

Det blev en god start på en travl uge for Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder. En tur til den jyske hovedstad, Aarhus, blev kronet med en sikker 3-0 sejr og dermed en perfekt optakt til en periode der byder på udekampe mod Team Køge på tirsdag d. 27/1 og lørdag d. 31/1 mod Gentofte Volley, for så at slutte af med et brag af en kamp mod rækkens nummer to Fortuna Odense på hjemmebanen i Stadionhal 1, tirsdag d. 3/2 kl. 19.00. En kamp der samtidig bliver sidste mulighed for at se Brøndby på hjemmebane inden slutspillet.

    Brøndbys normale førstehæver Eva Bang fik lov til at starte på bænken i kampen mod Aarhus og i stedet var det den 18-årige ungdomslandsholdshæver Sigrid Friis Christiansen der skulle have ansvaret for fordelingen af bolde.Sigrid greb chancen og spillede en meget flot kamp, hvor hendes gode valg var medvirkende årsag til, at Aarhus kun havde to føringer i kampen, ved stillingen 4-3 i første sæt og 1-0 i andet.

    Headcoach jens Bang har et luksusproblem i forhold til udvælgelsen af sin startopstilling. Til angrebet på de to kanter og diagonalen, rådede han til kampen over fem højt kvalificerede spillere, canadierne Desiree Ates og Amy Town, danske Ida Flensted, den hårdtslående danske A-landsholdsspiller Trine Kjelstrup samt den nyligt ankomne norske A-landsholdsspiller Julie Mikaelsen. I søndagens kamp, var det Desiree og Julie der måtte starte på bænken. De to centerpladser blev besat af Amanda Andersen og amerikanske Sarah Angelos. Aarhus fulgte med indtil Brøndbyføring 9-7 i første sæt, men så sendte Trine syv server afsted, hvoraf tre var esser og tre øvrige voldte Aarhus så store problemer, at de ikke var i stand til at omsætte dem til effektive angreb. Brøndby kom på 16-7 og udbyggede yderligere føringen med et par point frem til 25-14.

    De seks spillere plus libero Rikke Larsen fik genvalg til andet sæt og de fortsatte de gode takter. Undervejs blev Amy erstattet af Desiree, som fik lov til at spille kampen færdig og ligeledes blev Sarah erstattet af Paulina Hougaard. En dobbeltudskiftning blev der også plads til, da Eva bang erstattede Ida på baglinien og Julie tog netturen i stedet for Sigrid. Eva vidste på forhånd at hun ikke skulle regne med megen spilletid, så det gjaldt om at udnytte tiden før der blev skiftet tilbage. Hun lagde således ud med at serve holdet fra 7-4 til 10-4 og nåede at give den 189 cm høje Julie mulighed for at vinde et par point inden de begge blev returneret til bænken. Sættet blev i stil med første sæt vundet med 25-14.

RikkeModtagning01    I tredje sæt blev der spillet næsten rent dansk. Dog havde Desiree, som ikke nåede at få hævninger i andet sæt, fået lov til at blive inde. Sigrid sørgede stadig for at angrebet fungerede effektivt, men hun fik også god hjælp af en suverænt spillende libero, Rikke larsen, som efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller. Hun præsterede gennem kampen et usædvanligt flot modtagningsniveau på 2,56 og sluttede af med i tredje sæt, udelukkende at levere perfekte 3´er modtagninger på alle sine ti modtagninger. Sættet blev med 25-19 vundet sikkert om end knap så overbevisende som de to øvrige.

    Med sejren har Brøndby lagt sig så sikkert i spidsen af Volleyligaen, at selv et 3-0 nederlag ikke vil fjerne dem fra denne plads. Unægteligt noget der giver selvtillid og samtidig muligheder for at eksperimentere lidt med opstillingerne inden den direkte kamp om førstepladsen på tirsdag d. 3.

Norsk landsholdsstjerne til Brøndby

15JulieHeileMikaelsenI Brøndby Volleyball Klub går vi en travl periode i møde, med ikke mindre end fem kampe på femten dage. Vi glæder sig derfor over, at julepausen har budt på endnu en forstærkning til holdet, idet vi har fået tilgang af den 189 cm høje norske landsholdsstjerne Julie Mikaelsen, som ved juletid vendte tilbage til Europa efter et 4-årigt collegeophold i USA. Her spillede hun for Wisconsin College, som er et af de bedste collegehold i USA.

05TrineNoerKjelstrup    Kort før jul blev vores trup forstærket med den hjemvendte A-landsholdsspiller Trine Kjelstrup, som efter en halv sæson som professionel i tyske Rote Raben, besluttede at vende tilbage til Brøndby, tids nok til at være med til at vinde finalen om landspokalen. Med tilgangen af de to stjerner, står vi godt rustet til det hårde program, som blev en realitet, idet kampe der oprindeligt var lagt tidligere i januar, er blevet flyttet, som følge af Brøndbyspilleres deltagelse på DU20-landsholdet, som startede året med en 4-nationers turnering i Luxembourg samt EM-kvalifikation i Tjekkiet. Vi havde således deltagelse af hæver Sigrid Friis Christiansen og center Paulina Hougaard-Jensen. Sidstnævnte er vendt stærkt tilbage efter at have stået ude det meste af sæsonen, som følge af en skulderskade. Hun var i de nævnte turneringer tilbage for fuld kraft og blev således kåret som bedste spiller i en af landskampene, hvor hun blandt andet stod for ikke mindre end syv blokadepoint.

    Den sene start på anden halvdel af grundspillet, har givet os gode muligheder for at få spillet de nye spillere ind i truppen, inden det for alvor igen går løs og holdet føler sig dermed godt rustet, inden de, på tirsdag d. 20/1 kl. 19.00 i Ny Holtehal, lægger ud med en TV-transmitteret (Kanal Sport) topkamp på udebane mod ærkerrivalerne fra Holte IF. Holte var den anden part, da vi vandt landspokalfinalen 3-1 kort før jul, så mon ikke vi vil fremstå som favoritter hos BET25, som har live-bet på kampen.

    Lørdag d. 25/1 spiller vi igen når vi på udebane møder Aarhus Volley og to dage efter går turen til oprykkerne fra Team Køge, igen en udekamp d. 31/1 mod gentofte, inden det endelig bliver tid til en hjemmekamp tirsdag d. 3/2 kl. 19.00, hvor vi møder Lyngby Volley i endnu en TV-transmitteret topkamp. Denne kamp bliver samtidig en foreløbig afsked med Ida Flensted, som allerede ved sæsonstart meldte ud, at hun vil udleve en drøm om en jordomrejse, inden hun til efteråret tager hul på et medicinstudie. En beslutning vi var noget bekymret for ved sæsonstart, da Ida har udviklet sig til en meget betydningsfuld spiller for holdet. Nu er situationen, med de tilkomne landsholdsstjerner, heldigvis en noget anden og vi går fortrøstningsfulde ind til forsvaret af mesterskabet og håber på at Ida efter sin jordomrejse kan få et liv som Volleyligaspiller i Brøndby passet ind i det hårde medicinstudie.

Pokalen tilbage til Brøndby

PokalJubel

Søndag eftermiddag d. 21/12 kl. 15.57 var det en realitet - Brøndby Volleyball Klub havde vundet landspokalen og den store pokal får hermed atter residens på Vestegnen. Dermed var en spændende og medrivende weekend endt succesfuldt for vores glade Brøndbykvinder.
Landspokalturneringen blev for første gang afsluttet med en Final Four, hvor der spilles semifinaler om lørdagen og finale om søndagen. Arrangementet blev afholdt i Frederiksberghallen og altså på neutral grund i forhold til de deltagende hold i Final Four.
I lørdagens semifinale skulle vi møde Lyngby Volley, som vi i starten af december havde haft vores hidtil eneste nederlag til, da vi tabte i en 2-3 kamp i Volleyligaen. Der var således ekstra spænding op til den vigtige knald eller fald kamp.
Begge hold er meget angrebsstærke og meget kunne komme til at afhænge af om et af holdene kunne formå at slå det andet holds servemodtagning i stykker og dermed svække angrebet. Det var dermed også tydeligt, at Lyngby pressede deres server til de yderste og til tider så meget, at det i stedet blev til en servefejl. De havde således med ikke færre end 21 servefejl i løbet af kampen, tæt på det dobbelte af hvad vore piger fejlede.
Det blev en yderst medrivende fight, men masser af godt angrebsspil og tilsvarende fantastiske forsvarshandlinger, som holdt liv i mange spektakulære dueller. De to hold fulgtes pænt ad gennem første sæt, frem til stillingen 18-17 til Lyngby, som vandt bolden og i den tidligere Brøndbyspiller Mirjana Durics serv foretog et lille men afgørende ryk til 21-17. Føringen holdt sættet ud og Lyngby tog sættet 25-20.
Hvis vores spillere på nogen måde lod tankerne glide tilbage til nederlaget i de to holds seneste kamp, lod de sig på ingen måde mærke med det. Fra start af andet sæt sad de totalt på spillet. Eller måske skulle man sige at Amy Town sad på Lyngby. Vi vandt sættet så overbevisende som 25-10 og det var Amy der stod for serven hele 13 gange. Det var således hende der servede til 4-0 og seks rotationer senere fra 16-8 til 24-8. Undervejs var der tre serveesser, men lige så vigtigt var det, at hun fik presset Lyngby så meget, at deres angreb blev så forudseligt, at pigerne med Paulina Hougaard-Jensen som bannerfører, kunne etablere fem pointgivende blokader og vi kunne tage sættet med 25-10.
I tredje og fjerde sæt blev jævnbyrdigheden noget større, men igen spillede serven en stor rolle. Anfører Eva Bang, som efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, stod således for ikke mindre end fem serveesser i løbet af de to sæt, blokaderne fungerede stadig godt og Desiree Ates og Trine Kjelstrup viste deres fulde angrebsstyrke. De to sæt blev vundet med 25-21, 25-16 og finalepladsen var en realitet.
I Brøndbylejren kunne man glæde sig over at man umiddelbart inden Final Four weekenden kunne føje Trine Kjelstrup til holdet. Efter at have været med til at vinde Danmarksmesterskabet for os i sidste sæson, valgte hun at sige ja til et tilbud fra den tyske Bundesliga klub Rote Raben, men samarbejdet levede ikke op til Trines forventninger og hun valgte at vende tilbage til Brøndby, lige netop i tide til at kunne være med i Final Four.
Søndag skulle der så spilles pokalfinale mod Holte IF, som i deres semifinale havde besejret Fortuna Odense 3-1. Det er efterhånden blevet noget af en tradition, at de to hold møder hinanden i de afgørende finaler om DM- og pokaltitlen. Dog med en undtagelse i sidse sæson, hvor vi fejlede fælt mod Frederiksberg Volley i semifinalen, hvorefter Holte i finalen overbevisende kunne sikre sig titlen.
Nu stod de to kombattanter igen i en flot kulisse og skulle måle styrke og sikkerhed. Ingen tvivl om at det var Holte der stod for sikkerheden, som er et af deres helt store varemærker. De havde således gennem kampen kun få uprovokerede fejl og således også kun en enkelt servefejl, mens vores piger kunne noteres for 13 af slagsen. Hvad Brøndbypigerne mister i sikkerhed, har de til gengæld i power og er der en angriber der falder i niveau undervejs, er der straks en anden der er klar til at tage over.
Duellerne bølgede frem og tilbage over nettet i første sæt uden at nogen af holdene var i stand til at lave pointstimer. De to hold skiftedes til at tage føringer og i en tæt afslutning tog Brøndby sættet med 26-24. Noget kunne tyde på at Holte havde lagt en taktik der gik ud på at serve vores libero Rikke Larsen i stykker. Ikke mindre en 72% af serverne landede i Rikkes arme, men kun i korte perioder i første og andet sæt lykkedes taktikken. Som kampen skred frem, blev resultatet i stedet en utrolig sikker Rikke Larsen, som lagde den ene perfekte modtagning efter den anden frem til hæver, Eva Bang. Den periode hvor modtagningerne kiksede i andet sæt, var da Anneka Hastings bragte Holte fra 14-13 til 19-13. En føring der holdt frem til sættets afslutning på 25-19 til Holte.
Først mod slutningen af andet sæt begyndte vi at få effekt af centerangrebet, men nu viste vores elegante Amerikaner, Sarah Angelos sit store potentiale og sikrede os adskillige vigtige point. Samtidig sørgede den indskiftede Amanda Andersen, som er kommet til Brøndby fra Holte, for at lægge point på kontoen med fire blokadepoint i tredje sæt. Vi kom til en solid føring på 13-7, men i en enkelt opstilling kæmpede Holte sig tilbage til 12-13, før vi igen trak fra og tog sættet 25-20.
Holte var ikke til sinds at give op og de fik en mindre føring i fjerde sæt, men Desiree Ates kæmpede sammen med vores libero i forsvaret og fik reddet adskillige bolde op til Eva Bang, som hun resolut sendte videre til de hårdtslående angribere, Trine Kjelstrup og Amy Town eller valgte den hurtige løsning med Sarah på midten, som ofte krydsede bag om Eva i et fly-angreb. Specielt blev Amy, som efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, fodret med hævninger i dette sæt. Ikke færre en 19 angreb fik Canadieren, som i sidste sæson var topscorer i den svenske liga. Matchbolden tog den godt spillende hæver dog selv æren af. På en flot fremspillet servemodtagning fra Rikke Larsen, steg Eva til vejrs - undlod at hæve og sendte i stedet bolden i Holtes gulv med et elegant lob, hvorefter hun sammen med resten af holdet kunne stimle sammen på midten af banen, i vild jubel over den tilbageerobrede pokal, som betyder at Brøndby nu besidder både mesterskabs- og pokaltitlen.

Mesterskabet til Brøndby igen

Danmarksmesterskabet i dansk damevolleyball er ført hjem til Vestegnen, efter at Brøndby Volleyball Klub i den fjerde finalekamp mod Holte IF, vandt 3-2 og dermed nåede op på de nødvendige tre sejre. Hele finaleserien blev med Brøndby nævnt først til 3-1, 2-3, 3-0, 3-2.

Det var fra start tydeligt, at der stod meget på spil for de to hold. Holte var tvunget til sejr hvis de skulle skubbe afgørelsen ud i en femte og afgørende kamp. Vi havde muligheden for at tage mesterskabet i hus, men har ikke de bedste traditioner på Holtes hjemmebane, hvor hjemmeholdet plejer at være noget nær uovervindelige.

Begge hold var bevidste om at en god presset serv kan være nøglen til succes, men det resulterede i et voldsomt antal servefejl i starten af kampen. Vi kom bedst ud af denne fase og gik i Mirjana Durics serv fra 8-8 til en føring på 11-8. Det var tydeligt at Holtes mål var at serve Trine Kjelstrup væk. Ikke færre end 11 ud af 15 server ramte Trine, hvilket meget vel kan være årsag til, at hun kun kom til to angreb i første sæt. Til gengæld var hun sikkerheden i servemodtagningen, som hun klarede med en med en modtagningseffektivitet på 2,3. Det resulterede i gode arbejdsbetingelser for en veloplagt hæver, Eva Bang, som med stor succes fik valgt de rigtige udveje. Det gav hende efterfølgende Time Gruppen prisen som bedste spiller. Det godt varierede angrebsspil gjorde det svært for Holtes blokader, som ikke skabte et eneste point i første sæt og de formåede derfor som oftest kun at lave et enkelt point pr. rotation, mens vi støt udbyggede føringen frem mod slutciffrene 25-17.

I andet sæt kom Holte bedre fra start og tog hurtig en lille føring. Vi var stadig plaget af en del servefejl og i en konsekvens af dette valgte headcoach Jens Bang at sætte vores 2. hæver, Ida Lambach på banen ved stillingen 10-12. Den 18-årige servespecialist lod ikke denne chance gå fra sig. Kold som is og uden at lade sig påvirke af finalekampens vigtighed, lagde hun ud med et servees og fulgte op med fire server mere, som resulterede i yderligere to esser. Vi var nu bragt i front, men en dårlig periode i servemodtagningen, hvor Holte havde fundet andre at serve på end Trine, resulterede i et temmeligt højt antal hævninger til backspike angreb, som desværre ikke havde den sædvanlige store effektivitet. Holte genvandt dermed overtaget, og end ikke vores bedste blokperiode flot ført an af Michelle Osunbor, kunne vende denne situation. I alt elleve blokader i sættet, hvoraf seks var pointgivende blev det til og alligevel kom Holte til fire sætbolde ved 24-20. Vi overlevede disse på utroligt aggressivt og powerfyldt angrebsspil af Mirjana, som har evnen til at satse helhjertet på alle bolde uanset hvordan situationen er. Holte fik yderligere en sætbold ved 25-24 som vi også overlevede og selv kom til en sætbold ved 26-25, før Holte til sidst lukkede sættet med et servees til 28-26.

Centerspiller Amanda Anderson sørgede for en god start for os i tredje sæt, da hun på fire effektive serve bragte os i front med 7-2. Der var dermed noget at tære på og selv om Holte gjorde hvad de kunne for at indhente det tabte, holdt vi stand og kunne tage sættet med 25-23. Igen i dette sæt blev udskiftningen med Ida som erstatning for Eva i en enkelt rotation den store succes. Igen blev det til en servestime på fem server, som pressede Holtes angreb til det yderste. Vi kunne dermed, godt hjulpet på vej af den godt kæmpende libero, Stephanie Dahl, vende forsvaret til et effektivt angreb.

Holte var nu med ryggen mod muren og var tvunget til at tage de to sidste sæt, hvis de skulle føre finaleserien ud i en afgørende femte kamp. Dette så i første omgang ud til at blive spoleret af Amanda, som endnu en gang stod for en god servestime, som bragte os i front med 5-0. Holtes rettede op på dette, da de i Lærke Grønfeldt serv kom på 4-5. Herefter fulgtes de to hold frem til 21-19, hvor Mirjana havde et lob over Holtes blokade, som Brøndbylejren så klart i gulvet. Desværre var dommeren af en anden opfattelse, da han mente at en godt kæmpende forsvarsspiller lige netop havde fået en hånd mellem gulv og bold. I stedet for 22-19, blev det nu 21-20, men hvad værre var, var at det var starten på en Holte servestime af Juliane Daugaard frem til sættet afslutning på 25-21.

Det femte og afgørende sæt var nu en realitet og et fantastisk medlevende publikum, hvoraf fangruppen fra Brøndby havde gjort sit til at Brøndbypigerne kunne glemme alt om udebane, rykkede nu lidt længere ud på stolekanten, klar til det afgørende drama. Så draktisk blev det dog ikke. Simone Asque lagde ud med at serve til 5-0. Mirjana og Trine var forrygende i angrebet og da vi en hel omgang senere, igen stod med Simone på servepladsen, kunne hun serve de tre sidste server til den overbevisende slutstilling 15-6. Den sidste bold blev vundet på en effektiv blokade af Mirjane, som resolut kastede sig ned på knæ med armene i vejret, hvorefter resten af Brøndbyholdet fulgte trup og samledes i vild jubel på midten af banen, til den afsluttende medaljeoverrækkelse.

Anfører Eva Bang modtog den tunge pokal som hun til trods for fem udmarvende sæt, hævede højt over hovedet, inden hun lod den gå videre til sine holdkammerater, som stolte præsenterede den for deres trofaste fans, som det tydelige bevis på at mesterskabet er ført tilbage til Brøndby efter to års fravær.

Se mange flere billeder på Thomas Guldager's fotogalleri

Generalforsamling 2014

Brøndby Volleyball Klub afholder generalforsamling mandag d. 28. april 2014 kl. 19:00.

Dagsorden ifølge vedtægter:

  • 1. Valg af dirigent og stemmetællere
  • 2. Formandens beretning
  • 3. Udvalgenes beretning
  • 4. Kassereren aflægger regnskab
  • 5. Fastsættelse af kontingent
  • 6. Indkomne forslag
  • 7. Valg af bestyrelse og revisorer
    • - Formand vælges for 2 år (lige år)
    • - Næstformand og kasserer vælges for 2 år (ulige år)
    • - 4 menige bestyrelsesmedlemmer vælges for 1 år
    • - 2 revisorer vælges på skift for 2 år
    • - Revisorsuppleant vælges for 1 år
  • 8. Valg til udvalg
  • 9. Eventuelt

Sager der ønskes behandlet, må indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV