I forbindelse med Volleyball Danmarks Repræsentantskabsmøde blev formand for Brøndby VK, Steen Spangen, tildelt Volleyball Danmarks ærestegn for mere end 50 års arbejde med volleyball.
Bestyrelsesformand i Volleyball Danmark, Mads Olsen, knyttede disse ord til overrækkelsen af ærestegnet:
Kære Steen,
Tillykke med prisen og tak for dit store arbejde for volleyball i Danmark. Man kan blive helt svedt, når man læser om alt det, du har lavet i de over 50 år, hvor volleyball har været en del af dig, og du har været en del af volleyball.
Du er og har været en helt central del af volleyball ude på vestegnen, hvor I har skabt en klub for ungdom, bredde og elite. Måske er det de mange mesterskaber, titler og medaljer til dameholdet der skinner mest, men det skal ikke blænde for, at du også med fuldt engagement træner ungdom på forskellige niveauer og derudover har været formand i Brøndby Volleyball Klub i mere end en menneskealder.
Som formand er du ikke bare manden i toppen af kransekagen – du er også med på gulvet, når der skal laves noget af det frivillige arbejde, der skal til for at skaffe økonomi til at spille volleyball. Du er også altid til stede, når Volleyball Danmark holder møder og du deltager på bedste vis i den demokratiske meningsudveksling, der bør gå forud for enhver vigtig beslutning. Af disse grunde er du både en kendt og respekteret lederskikkelse inden for vores verden.
Du har også haft tillidsposter i såvel Volleyball Danmark som Sjællands Volleyball Kreds. Lige så vigtigt – måske vigtigere – er dit store engagement i det enkelte menneske, uagtet om det er en U16 spiller, der skal trøstes efter et nederlag, eller en ny udenlandsk spiller, der skal hjælpes til at komme på plads i klubben og i landet. Folk, der kender dig bedre end jeg gør, omtaler dig som et godt menneske, der altid går ”de ekstra skridt” for at skabe gode oplevelser på og uden for banen for andre.
Frivilligt arbejde og viljen til at gøre en forskel i andres liv beskrives på engelsk som ”passing it forward” – dit engagement, din glæde og dit store arbejde med at skabe gode ungdomsliv giver glæde på kort sigt og inspiration på lang sigt. Tak for det!Det kan føles næsten som en fornærmelse at beskrive så mange år i volleyballs tjeneste med så få ord, men budskabet bliver ikke vigtigere eller vægtigere fordi fortællingen bliver længere. Din historie er en flot historie om frivillighedens betydning i Danmark. Tillykke med ærestegnet og endnu engang TAK!
Volleyball Danmarks ærestegn uddeles til personer, der gennem en længere årrække har arbejdet idrætsligt eller organisatorisk til gavn for volleyballsporten.
Reference: Volleyball Danmark