I den netop overståede weekend, stod BRH Volley, holdfællesskabet mellem Brøndby Volleyball Klub og RS Volley, for afholdelsen af DM for DU18-hold. Mesterskabsstævnet, som blev afholdt i Rødovrehallen, havde deltagelse af 19 hold som havde kvalificeret sig gennem de forskellige kredses turneringer.
BRH Volley havde deltagelse på dameungdomssiden, hvor de sammen med Team Køge og Gentofte Volley var udråbt som favoritter i det 10 hold store felt og det blev ganske som spået BRH Volley og Team Køge, som spillede sig frem til finalen der fik Team Køge som vinder i en yderst seværdig finale, som begge hold havde stor ære af.

På de efterfølgende pladser kom nr. 3 (bronze) Gentofte Volley. nr. 4 Lyngby-Gladsaxe. nr. 5 Amager VK. nr. 6 Ikast KFUM. nr. 7 BVC Esbjerg. nr. 8 Fortuna Odense. nr. 9 S-E Volley. nr. 10 Vesthimmerlands VK.

Der blev lagt ud med indledende kampe i to puljer med fem hold og første modstander for vores piger var Vesthimmerlands VK. I denne kamp var der god mulighed for at få alle spillere i gang, for selv om der blev skiftet godt ud og alle truppens 14 spillere kom på banen, blev det alligevel til en knusende sejr på 25-4, 25-7.

Noget større modstand kom der i de følgende kampe, som dog alligevel blev vundet overbevisende. Det blev således til 2-0 sejre i alle kampe, med følgende sætcifre: Fortuna Odense 25-16, 25-20. Ikast KFUM 25-16, 25-13 og Gentofte Volley 25-17, 25-22. Til trods for de overbevisende cifre bør det dog nævnes, at sejren over Gentofte kun blev så overbevisende, fordi vi i denne kamp spillede det vel nok flotteste spil de præsterede gennem stævnet og måske også gennem sæsonen som helhed. Dermed fik BRH Volley også en kærkommen revanche for sidste års DM, hvor det blev til et nederlag i finalen til netop Gentofte.

Med de fire sejre gik pigerne direkte til semifinalerne om søndagen, mens nr. 2 og 3 i puljerne skulle gennem kvartfinaler for at gå videre. I semifinalen blev modstanderen Lyngby-Gladsaxe, som havde slået Ikast i kvarten. Første sæt blev vundet uden problemer med 25-19, men i andet sæt måtte det tunge skyts for alvor tages i brug for at sikre sættet med knebne 30-28.

Med sejren, var vi nu i finalen, hvor modstanderen var Team Køge, som ligeledes var puljevindere og i deres semifinale slog Gentofte med to gange 25-20. Første sæt blev meget lige. De to hold skiftedes til at tage små føringer, men mod slutningen stod pigerne til at tage sættet. Om det var finalenerver der spillede spillerne et pus, skal være usagt, men desværre blev der bedst som det hele så godt ud, lavet tre uprovokerede fejl. En servefejl, en overspilning med baggerslag ud af banen og et smash der ligeledes gik ud, gav Team Køge sættet med knebne 27-25.

Andet sæt gik anderledes godt. Pigerne sad med effektivt angrebsspil solidt på sættet og kunne tage det yderst overbevisende med 25-17 og der skulle nu et afgørende tredje sæt til.

Det afgørende sæt startede lige. Team Køge var igen kommet op i gear og ved sidebyt havde vi en smal føring på 8-7, men herefter var det Team Køge der havde størst succes med deres spil og de trak langsomt fra, frem til de endelige cifre på 15-11. Vores piger var selvfølgelig skuffede. Specielt fordi de havde været så tætte på at tage første sæt, men da sølvmedaljerne blev hængt om halsen, var der alligevel brede smil - det var et DM de kunne være stolte af.
Efterfølgende blev der traditionen tro kåret et Dream Team og her kunne vi glæde os over at have kantangriber Liv Magnussen og centerangriber Paulina Hougaard-Jensen blandt de syv udvalgte. Mange havde sikkert også forventet en af vores to ungdomslandsholdshævere, Ida Lambach og Stephanie Dahl på holdet, men da de jo deler spilletiden på holdet, kommer de automatisk også til at "stjæle" stemmer fra hinanden, men det skal her nævnes at de begge ydede en fantastisk indsats.

BRH Volley havde ikke deltagelse på drengesiden, men her blev vinderen Gentofte Volley, som i finalen slog Lyngby-Gladsaxe. På de efterfølgende pladser kom nr. 3 Ikast KFUM, nr. 4 Grøndal EV, nr. 5 DHV Odense, nr. 6 BVC Esbjerg, nr. 7 Hvidovre V, nr. 8 S-E Volley og nr. 9 VK Vendsyssel.

Brøndby Volleyball Klub afholder generalforsamling mandag d. 22. april 2013 kl. 19:00 i klublokalet.

Dagsorden ifølge vedtægter:

  • 1. Valg af dirigent og stemmetællere
  • 2. Formandens beretning
  • 3. Udvalgenes beretning
  • 4. Kassereren aflægger regnskab
  • 5. Fastsættelse af kontingent
  • 6. Indkomne forslag
  • 7. Valg af bestyrelse og revisorer
    • - Formand vælges for 2 år (lige år)
    • - Næstformand og kasserer vælges for 2 år (ulige år)
    • - 4 menige bestyrelsesmedlemmer vælges for 1 år
    • - 2 revisorer vælges på skift for 2 år
    • - Revisorsuppleant vælges for 1 år
  • 8. Valg til udvalg
  • 9. Eventuelt

Sager der ønskes behandlet, må indsendes skriftligt til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.

Så må vi jo tage mesterskabet i fem kampe. Det er indstillingen hos Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder, efter de tabte den anden finalekamp til Holte IF. Selv om også denne kamp endte med et 0-3 nederlag, er der masser af gode elementer der kan tages med til det kommende finaleforløb. Der er så sandelig også ting der skal arbejdes med og det vil der blive. Video fra den første kamp blev grundigt studeret og der blev foretaget justeringer i taktik og opstilling, som gav et væsentligt bedre spil i den anden kamp. Desværre var det ikke helt nok, så der arbejdes nu videre på at lave yderligere optimeringer inden den tredje kamp, som spilles på udebane i Ny Hotehal, tirsdag d. 9. april kl. 19.00.

De to hold skiftedes til at tage føringer frem til 17-17 første sæt, hvor Holte trak fra og tog sættet 25-21. Undervejs havde vi haft lidt problemer i servemodtagningen, hvor Holte fremprovokerede fire pointgivende modtagningsfejl og da vi selv havde to servefejl, fik Holte den fornødne luft til at tage sættet. Undervejs får pigerne vist at de har Danmarks bedste angreb, men dette er ikke nok, når der samtidig laves slagfejl i bestræbelserne på at skabe pointet. Holtes store styrke er netop deres fejlfrihed. Således forærede vi ti point væk i første sæt, fordelt på to servefejl, fire modtagningsfejl og fire slagfejl, mens vi selv måtte lave næsten alle vores point. Kun to point gav Holte væk, mens vi selv måtte præstere de 19 ud af 21 point.

I andet sæt var de to hold igen lige, frem til midten af sættet, men ved 11-11 fik Holte på en god servestime af Lærke Grønfeldt skabt et hul til 17-11. Forspringet blev øget en smule mere og Holte kunne tage sættet 25-16.

Også i tredje sæt var de to hold lige indtil Holte på en servestime af Lykke Degner øgede deres føring fra 14-13 til 19-13. Pigerne kæmpede indædt for at komme tilbage i kampen og det blev til flere gode dueller, hvor især Casey Wright, som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller ydede en flot indsats. Holte fastholdt dog føringen og de fik deres første matchbold ved 24-17. Publikum belavede sig så småt på at kampen var slut, men der skulle dog syv matchbolde til før vi måtte give os. Casey stod for den sidste servestime frem til 23-24, hvor Holte til stor ærgelse for os, tog det sidste point og forhindrede at kampen gik ud i flere sæt. Den sidste hektiske periode viste med stor tydelighed, at hvis vi undgår at lave uprovokerede fejl, kan Holte have svært ved selv at producere pointene. Den store og på ingen måde lette opgave for vores hold består derfor i at mindske antallet af egne fejl, for der hersker ingen tvivl om, at vi fuldt ud er i stand til at skabe egne point. Lykkes dette er der stor tro på at det kan blive til sejr d. 9/4 og i så fald vil der igen skulle spilles på hjemmebanen i Stadionhal 1, søndag d. 14/4. Både kampen d. 4/4 og en evt. kamp d. 14/4 vil kunne følges live på Kanal Sport.

Tirsdag d. 26/3 lagde vores Volleyliga damer ud med en nederlag i finaleserien mod Holte IF. Finalen spilles bedst af fem kampe, så der er endnu fire kampe til at indhente det forsømte. Det kan dog blive svært nok, idet de to næste kampe er på Holtes hjemmebanne, hvor Holte står utroligt stærkt.

Men selv om oddsene dermed er imod os, har pigerne på ingen måde tænkt sig at lægge sig på ryggen og lade Holte løbe med guldet. Til trods for en klar 3-0 sejr til Holte, var der flere elementer, som får dem til at tro på, at de stadig kan rejse sig i de næste kampe.

Det var således Brøndby der kom bedst fra start i alle tre sæt. I første sæt førte vi således 9-6 ført an af fantastisk angrebsspil fra Trine Kjelstrup, før det i en enkelt opstilling gik galt og Holte lavede otte point i træk til 14-9. Et forspring de øgede til slutcifrene 25-15.

 

I andet sæt var pigerne igen godt med i starten af sættet, men ved 14-14 blev en servestime fra Holtes side igen afgørende. De fik et forspring på 19-14 og igen blev der øget hen mod sættets slutning på 25-16. Anile Clemente, som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller, var den eneste af vores angribere der for alvor fik præsteret point i dette sæt. De øvrige blev som oftest samlet i Holtes effektive forsvar, ført an af libero Mia Kloth.

Vi havde på ingen måde mistet troen på succes og igen i tredje sæt gik spillerne ind til opgaven med en sund optimisme, som igen resulterede i en startføring. Denne gang på hele 5-0, men allerede i den efterfølgende Holteserv skiftede billedet og det var nu dem der var foran med 7-5. Holte kørte videre på bølgen og i resten af sættet var det tydligt at der var en del frustrationer i vores lejr. Holte tog sættet og dermed kampen med overbevisende 25-13.

Når vi alligevel kan bevare troen på at billedet kan vende i de næste kampe, skyldes det, at der til trods for det klare nederlag var flere opmuntrende elementer. Der var således rigtig mange gode dueller, hvor begge hold spillede flot volleyball og hvor godt forsvarsarbejde på begge sider forhindrede et egentligt angrebspoint. Det var således oftest en personlig fejl der afgjorde duellen. Vi lavede flest af disse og producerede dermed for mange af Holtes point. Et element der kan og skal rettes inden de kommende kampe.

Hæver Eva Bang arbejdede hårdt under kampen, men et maveonde op til kampen, gjorde at hun ikke var helt oplagt og undervejs kunne hun have haft godt af en pause. En mulighed der var umuliggjort af Rose Olanders skade. Det forventes at Rose er klar igen til næste kamp.

Ofte har der været talt om Holtes skræmmende blokader, men også her viser statistikken, at vi ikke ligger efter. Holte lavede 13 blokpoint, mens vi stod for 12 af slagsen og da det jo i denne kamp var Holte der havde serven flest gange og dermed også havde flere blokademuligheder, er det faktisk os der kommer bedst ud af blokadesituationerne, hvis det opgøres i succesprocent.

Påsken er blevet brugt til at justere spil og taktik. De næste kampe i Holte d. 4/4 og 9/4 skal vise om det giver os succes så muligheden for at vinde guldet på hjemmebane d. 14/4 bliver en mulighed.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV