Det blev som ventet et brag af en kamp, da Brøndby Volleyball Klubs damer, søndag d. 28. februar, mødte Holte IF i årets landspokalfinale på deres hjemmebane. Desværre var det Holte der løb med en 3-1 sejr, men det var en kamp på højt niveau, som begge hold havde stor ære af og en kamp, som havde fortjent et stort, medlevende publikum.
I en masse medrivende dueller som bølgede frem og tilbage over nettet, skiftedes de to hold til at tage små føringer frem til stillingen 17-17, hvor Holte i det unge talent Frida Brincks serv gik til 23-17. Et hul, som vi ikke formåede at lukke og Holte tog sættet 25-19. Undervejs havde vi vores største føring ved 11-8. Servemodtagningen var solidt styret at libero Freja Barkler og Sofia Bisgaard, men effektiviteten i angrebet var ikke høj nok, primært som følge af et flot forsvarsspil fra Holtes side.
Holte kom med 6-1 bedst fra start i andet sæt, men vi fik kæmpet os tilbage på blandt andet gode server af Emma Burton og godt blokadearbejde af Mette Breuning. Der var næsten kontakt ved 11-12, men Holte trak igen fra og tog sættet 25-20.
Det lykkedes os at få mere gang i centerspillet i tredje sæt, hvilket også gav noget mere plads på kanterne, hvor Sofia Bisgaard og Sille Hansen havde væsentlig større succes med at overtrumfe Holtes forsvar. Vi tog en hurtig føring, som blev udbygget indtil den var størst ved 20-11. Holte fik pyntet lidt på det, men vi holdt sættet hjem og tog det med 25-19.
Fjerde sæt mindede på mange måder om tredje, blot med modsat fortegn. Holte tog en tidelig føring, som var størst ved 18-10 og vi begyndte at hale ind, men kvaliteten i servemodtagningen var faldet en del, så de fleste angreb måtte sættes ud over kanten, hvor det kun var Lucia Babic, der med seks pointgivende smash, havde den nødvendige effektivitet. Hullet blev derfor ikke lukket og Holte kunne tage sejren med 25-20.
De to hold mødes også i DM-semifinalen, som spilles bedst af fem kampe, så der er lagt op til flere gode volleykampe. Vores tro på succes i semifinaleserien er intakt og der skal i den kommende tid granskes video for at se hvor der kan justeres, så det ellers udmærkede spil, kan bringes lidt højere op, så der gennem hele kampen kan spilles på det høje niveau der gav succes i tredje sæt
Første kamp i semifinaleserien spilles i Holte søndag d. 7. marts. Vi har hjemmebane torsdag d. 11. marts, hvorefter turen igen går til Holte søndag d. 14. marts. Hvis ikke der på det tidspunkt er fundet en finalist, spilles der igen i Brøndby torsdag d. 18. marts og måske skal der en afgørende kamp til i Holte lørdag d. 20. marts.