- Details
- Written by: Steen Spangen
Hvad nytter det at lave flest point, hvis man alligevel taber kampen. Det var unægtelig et noget skuffet mandskab der forlod banen efter 2-3 nederlaget i åbningskampen ved NCC (Nordic Club Championship) mod arrangørklubben Engelholm. Men der var også grund til at være skuffet, for ikke nok med at vi lavede flest point. Vi havde også chancen for at komme foran 2-0 i sæt, men kom i stedet bagud 1-2, for derefter at komme stærkt tilbage og vinde fjerde sær stort, hvorefter vi igen svigtede, da sejren var tæt på.
Vi startede kampen med Morgan Springer som sikkerheden selv i liberorollen. Konstant modtog hun perfekt, men Engelholm lagde nogle gode blokader, så vores angribere havde lidt svært ved at komme i gang og det så fuldstændigt så svært ud, som vi på forhånd havde forventet. Ved første tekniske time out var vi således bagud 3-8. Så trådte vores to centerspillere Katie Post og Casey Wright i karakter sammen med en oplagt hæver Eva Bang og vi begyndte at hale ind på forspringet, som blev indhentet ved 20-20. De gode takter fortsatte til slutciffrene 25-22.
Vi var nu i gang og andet sæt startede bedre end det første. Denne gang var det os der kom bedst til første tekniske ved 8-5 og der blev støt øget på blandt andet fantastisk pressede server af Anile Clemente og gode blokader af Julie Guldager. Det blev til sætbold ved 24-21, hvor en af Sveriges gennem tiderne bedste landsholdsspillere, Åsa Gustafsson gik i servefeltet og lagde så stort pres på os, at vores angreb ikke fik bid og Engelholm kørte hele vejen til 26-24.
Utroligt trist, men pigerne havde ikke ladet sig ryste mere, end at de igen tog føring til midt i sættet, hvor Engelholm overhalede og kom til føring 21-16. Vi begyndte nu igen at producere point og igen var det lige ved at lykkes, men Engelholm lukkede lågen ved 25-23.
Efter to tætte sætnederlag var det imponerende hvad pigerne kunne diske op med i fjerde sæt. Julie som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiler, startede sættet med nogle gode angreb og Katie lavede foruden to angrebspoint også tre pointgivende blokader. Det blev sammen med Aniles to og Eva Bangs ene blokade til ikke mindre end seks blokpoint, så det var et noget rådvildt Engelholm hold der havde svært ved at finde løsninger. Det de fik over, blev samlet og en velspillende Eva fodrede især Trine Kjelstrup, som var helt ustyrlig i dette sæt og vandt samtlige seks hævninger som blev serveret for hende. Et overbevisende sæt, som henviste Engelholm til at være renes statister, blev gennem stillingerne 8-4, 16-9, 21-11 afsluttet med de knusende ciffre 25-13.
Vi var flyvende og de gode takter fortsatte i femte sæt, hvor vi går til sidebyt med en føring på 8-6 og øger yderligere frem til den største føring på 12-7. Engelholm begynder nu at hale ind, men på smash af trine går vi til 13-10 og sejren er ikke langt væk. Engelholm vinder dog det næste point og Åsa Gustafsson går i servefeltet. igen sker det der ikke må ske. Engelholm vinder de næste fem point og sættet tabes 13-15.
Det er OK at være skuffede når man taber sådan en kamp. To overbevisende sætseje og tre knebne sætnederlag, samt en positiv boldscore på 9. Jo det var trist, men vi har ikke mistet modet. Nu må vi sørge for at vinde over både Frederksberg og Stod. Det bliver svært, men kan vi spille lige så godt som vi gjorde i rigtig store perioder af kampen i dag, er det ikke umuligt.
Stod vandt i dag 3-0 (25-18, 25-18, 25-19) over Frederiksberg, som var utroligt uheldige, idet de fik Asta Kjærgaard skadet efter kun syv bolde i første sæt og fire bolde senere vred også deres amerikanske hæver Denise Van De Mortel rundt på foden. Lørdag møder vi Frederiksberg kl. 16. Kampen kan følges med jævnlige opdateringer på vores Facebookside "Brøndby Volleyballklub"
- Details
- Written by: Steen Spangen
Kvindernes Volleyliga er startet utroligt jævnbyrdigt, og hvert eneste sæt er derfor vigtigt. Det var derfor også et dybt koncentreret Brøndbymandskab der gik på banen mod Lyngby Volley og med en 3-0 sejr forsvarede vores førstepladsen i Volleyligaen. Var kampen faldet ud til Lyngbys fordel, ville vores piger i stedet være røget ned på en femte plads.
Med et hold der på nær Liv Magnussen er uden skader, kunne vi starte i samme opstilling, som gav bonus i sidste weekends dobbeltprogram mod Bedsted KFUM og Fortuna Odense. Libero Morgan Springer var igen suveræn i servemodtagningerne, som i første sæt, på nær en enkelt, alle blev lagt perfekt op til hæver Eva Bang. Desværre var angriberne ikke kommet helt op i gear endnu, og Lyngby kunne derfor holde trit indtil 20-20, men i Trine Kjelstrups serv tog vi det afgørende ryk til 23-21 og kort var sættet hjemme med 25-22.
Mod slutningen af første sæt var Trine for alvor kommet i gang og i andet sæt bankede vores 17-årige stortalent det ene smash efter det andet i gulvet. Dette var sammen med en godt blokerende Katie Post og Julie Guldager med til at give en solid føring, som holdt helt til sættets afslutning på 25-16.
I tredje sæt var det Lyngby der kom bedst fra start og tog en føring på 10-7. Trine som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller, holdt sit høje niveau, men modtagningerne var blevet lidt dårligere og det gav en ellers velspillende Eva Bang lidt problemer med at iscenesætte de øvrige angribere til effektive afslutninger. Det var Lyngby der satte os i gang igen med fire servefejl midt i sættet. Pigerne fik muligheden for at komme tilbage i sættet og tage en føring på 23-19. kampen så således ud til at være tæt på sin afslutning, men et godt kæmpende Lyngbymandskab hev sig ind i kampen igen og nåede endda at få sætbolde ved 25-24 og 26-25, før vi fik sat trumf på og sluttede kampen med en effektiv blokade til 29-27 af Eva Bang og Katie Post i perfekt samarbejde.
Kampen var en god optakt til vores deltagelse i "Nordic Club Championship" i næste weekend, hvor vi skal spille indledende pulje om det Nordiske Mesterskab for klubhold. De seneste to år, har vi kvalificeret os til finalen, men dette års indledende pulje ser unægtelig ud til at blive en hård nød at knække. Modstanderne er norske Stod, som sidste år blev nr. 2 i turneringen. De har op til denne sæson satset voldsomt, med køb af syv udenlandske spillere, idet de i år har planer om også at begå sig godt i Europa Cuppen. Fra Danmark kommer foruden Brøndby, Frederiksberg og fra Sverige er der den arrangerende klub Engelholm, som vandt turneringen for to år siden. Det er således utroligt vigtigt, at holdet har fundet ind i en god spillerytme, da der ikke er plads til mange fejltrin, hvis avancement til finalepuljen i januar skal blive en realitet.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Efter en weekend med dobbeltprogram, indtager vores Volleyliga nu førstepladsen i damernes Volleyliga.
Holdets første turneringskamp i den forgangne uge endte som bekendt med et nederlag til rivalerne fra Holte IF, men det tog på ingen måde humøret fra vores piger. De var fuldt bevidste om, at turneringsstarten ville blive svær, idet holdet kun havde tre uger efter landsholdsspillernes hjemvenden fra diverse kampe i Europa til at blive spillet sammen og da holdet desuden blev ramt af tre skader, blev situationen på ingen måde lettere.
Der er nu gået yderligere en god uge og den eneste af spillerne der stadig ikke er klar er Liv Magnussen.
Vi har derfor haft næsten alle muligheder for at kunne stille med den formodede stærkeste opstilling til både træning og ikke mindst weekendens kampe. Katie Post som i Holtekampen måtte "vikariere" på højrekanten i angrebet, er kommet tilbage som centerangriber, som har været planen fra start og Julie Guldager kan nu udfylde denne plads, efter at Trine Kjelstrup, hvis brækkede finger er i orden, har kunne varetage venstrekanten.
Der er således arbejdet ihærdigt alle ugens dage, på at få sammenspillet til at fungere, så selv om det i lørdagens kamp var turneringens formodede svageste hold fra Bedsted KFUM der stod på den anden side, blev der aligevel startet i stærkeste opstilling.
Resultatet udeblev da heller ikke. Første sæt blev vundet med hele 25-9. Til andet sæt blev nogle af kanonerne så skiftet ud, så de kunne spare kræfter til søndagen. Bedsted kom lidt mere med i kampen, men dog ikke mere end at vi også tog de to næste sæt med sikre 25-17, 25-12.
Om søndagen var det Fortuna Odense Volley der var modstanderen. De havde lagt stærkt ud i turneringen med en sejr over Frederiksberg og der var derfor forventet et meget svært opgør. Dramaet udeblev dog. Vi havde fundet opstillingen der fungerede og fra start til slut havdede vi styr på begivenhederne og med cifrene 25-19, 25-17, 25-17, fik pigerne vist, at vi også i år har fået sammensat et hold der vil være med i den absolutte top.
I weekendens kampe gik Time Vision prisen som bedste spiller til holdets sidst ankomne spiller, den polske centerspiller Marta Bronisz. Hun er af statur ikke prototypen på en centerspiller, da hun ikke er speciel høj til denne plads. I modsætning til hendes tre holdkammerater på pladsen, der måler 184 (Pernille Navntoft), 190 (Casey Wright) og 192 (Katie Post) er hun med sine "kun" godt 180 cm. en lille center, men til gengæld springer hun utroligt højt og læser spillet fantastisk.
Da Frederiksberg, som Fortuna slog i sidste weekend, i denne weekend slog Holte, betyder weekendens resultater, at vi lige netop kniber os ind på førstepladsen i en turnering, der har lagt lige præcis så spændende og jævnbyrdigt ud, som det var forventet.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Vores Volleyligahold fik ikke den ønskede start på turneringen, da vi lagde ud mod Holte IF. Det blev til et 1-3 nederlag og generelt må man sige at kampen bar meget præg af at det var sæsonens første betydningsfulde kamp, hvor især vores spil bar præg af den korte tid der havde været til at spille holdet sammen
I modsætning til Holte, som stillede med et hold næsten identisk med det, som de benyttede til sidste sæsons finaler, har vi bygget et nyt hold op, hvor der er hele syv nye spillere i truppen. En så stor udskiftning i truppen kræver tid at få til at fungere og den har der ikke været meget af.
Med hele fem landsholdsspillere på holdet, har en stor del af holdet været optaget af landsholdsaktiviteter indtil tre uger før sæsonstart. Den korte forberedelsesfase blev yderligere ramt af tre skader. En brækket finger hos Trine Kjelstrup, et mindre vrid i knæet hos Julie Guldager og et træthedsbrud i foden hos Liv Magnussen. De to førstnævnte blev meldt klar i ugen op til Holtekampen, mens Liv stadig var ukampdygtig.
Set i det lys, er vi meget fortrøstningsfulde. Vi er overbevist om, at vi har fået sammensat et hold, som vil kunne blande sig i toppen, med det ultimative mål at gå efter både DM-guld og pokalmesterskab.
Holdet har mere power end forrige sæson og med den nye amerikanske libero Morgan Springer, regner vi med, at vi har fået den rigtige styrmand i det defensive spil. Servemodtagning og markforsvar kræver en høj grad af kommunikation og der vil endnu gå nogle uger før dette er helt indarbejdet, men når dette er på plads føler vi os sikre på, at den forøgede slagstyrke også vil vise sit værd. Således var Kathleen "Katie" Post også en af de mest fremtrædende spillere i kampen og fik fuldt fortjent Time Vision prisen som bedste spiller.
- Details
- Written by: Steen Spangen
I den kommende sæson vil TV-kanalen "KanalSport" sende Volleyligakampe hver tirsdag kl. 19.00. Der lægges ud tirsdag d. 9/10 kl. 19.00, hvor Brøndby Volleyball Klubs kamp mod Holte IF i Ny Holtehal er udvalgt som den mest seværdige kamp at åbne sæsonen med.
I Brøndby er vi stolte over at kampen er udvalgt og vi er ligeledes stolte over, at man har valgt en damekamp som værende den mest attraktive åbningskamp. Noget vi vælger at tage som en anerkendelse af den store underholdningsværdi der ligger i damevolleyball, hvor der ofte er flotte lange dueller hen over nettet.
Vores Volleyligahold har op til den nye sæson fået sammensat et nyt og slagkraftigt hold, som danner baggrund for klubbens erklærede mål, at forsvare pokalmesterskabet og genvinde Danmarksmesterskabet, som desværre i den forgangne sæson blev afgivet til netop Holte IF. Der bliver således lagt ud med noget der må betragtes som en topkamp, selv om holdenes indbyrdes styrkeforhold endnu er noget uvis.
Det foreløbige kendskab til de øvrige klubbers nyerhvervelser i spillertruppene tyder på, at der bliver en meget hård og lige kamp mellem fem hold, som skal kæmpe om de fire slutspilspladser. De fem hold er Frederiksberg Volley, Lyngby Volley, Fortuna Odense Volley, Holte IF og Brøndby Volleyball Klub. De øvrige hold i Volleyligaen levnes ikke de store chancer for at blande sig i top-striden.
Der er sket en stor udskiftning i vores trup. På hæverpladsen er der stadig anfører og førstehæver på A-landsholdet, Eva Bang samt Stine Spangen, men de er nu suppleret med Rose Olander, som i sidste sæson spillede i Frederiksberg Volley og ligeledes var på A-landsholdet i sidste sæson.
Kantangrebet råder stadig over de unge A-landsholdstalenter Trine Kjelstrup og Julie Guldager samt DU17 landsholdsspilleren Liv Magnussen, som for nylig blev kåret som MVP ved NEVZA ("nordisk mesterskab") for U17-hold. De er blevet suppleret med brasilianske Anile Clemente, som i sidste sæson blev hentet til landet af Lyngby Volley. Centerangrebet er blevet fuldstændig udskiftet. Fra USA er hentet to høje og slagkraftige spillere - den 1,92 m. høje Kathleen (Katie) Post og den 1,90 m. høje Casey Wright og disse suppleres af Marta Bronisz fra Polen og den danske A-landsholdsspiller Pernille Navntoft, som er hentet i Gentofte Volley. sidst men ikke mindst er liberopladsen blevet besat af den utroligt hurtige Amerikaner Morgan Springer, som skal binde forsvaret sammen, så det slagkraftige angreb får mulighed for at vise sin styrke.
Trænerteamet, som bestod af headcoach Jens Bang og de to assisterende coaches, Steen Spangen og Martin Rønn er ligeledes blevet styrket, idet man har udvidet coachteamet med Holger Schultz, som er hentet i Gentofte volley.
I den forgangne weekend blev opvarmningsstævnet Time Vision Cup spillet i Brøndby og kampene blev brugt til at sammenspille holdet og afprøve de muligheder der er i truppen. Desværre har der op til turneringsstarten været et par kedelige uheld, som gjorde at der ikke kunne spilles i den opstilling der oprindelig var tiltænkt. Liv Magnussen har således i forbindelse med deltagelsen på DU17-landsholdet tildraget sig et træthedsbrud i foden og hun er efter al sandsynlighed ikke med ved sæsonstarten. Trine Kjelstrup har brækket en finger under træning, Stine Spangen har gennemgået en mindre operation og Julie Guldager har haft et mindre vrid i knæet. Disse tre forventes dog alle at være klar til åbningskampen.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Mens vores Volleyligahold stadig har omkring to uger til turneringsstart, havde klubbens hold i 1. division, "BRH Volley Talent" debut med stor succes. I en kamp, hvor alle holdets 14 spillere nåede på banen, fejede de Rosenlund Volley ud af banen med de knusende cifre 25-13, 25-13, 25-15.
Til dem der skulle undre sig over, at vi har hold i 1. division, er forklaringen følgende: Normalt er en klub ikke berettiget til at have hold i både Volleyliga og 1. division, men i bestræbelserne på at understøtte udviklingen af unge talenter har man givet tre af landets klubber denne mulighed, Gentofte Volley, Fortuna Odense Volley og os. Endvidere har Team Køge fået en ekstraordinær plads og de har i modsætning til de tre førstnævnte mulighed for at erhverve pladsen permanent, da de ikke har Volleyligahold.
Tilladelsen er knyttet sammen med visse restriktioner for holdet. Det kræves således at der altid skal være mindst fire ungdomsspillere på banen. Denne restriktion volder ikke problemer for os, idet vi har så mange unge talenter, at der til lørdagens kamp, var tolv ud af holdets fjorten spillere der var ungdomsspillere. Gennemsnitsalderen af de tolv ungdomsspillere er kun 17 år og yngste spiller er vores kun 13-årige libero Sidse Andersen.
Der blev selvfølgelig lagt ud i stærkeste opstilling, men som kampen skred frem, stod det klart for headcoach Martin Rønn, at der var gode muligheder for at afprøve hele truppen. Således nåede klubbens nye spillere Trine Jonassen og Sine Aydin, som er kommet til fra naboklubben Glostrup IC også at få divisionsdebut og det samme gjorde Annika Pedersen, som kommer fra Aarhus. Hun har valgt at tage sin studentereksamen på Brøndby Gymnasium, for at kunne være en del af vores talentudvikling. En beslutning, som vi selvfølgelig er glade for.
Med på holdet er også tre af vores fire DU17-landsholdsspillere, Paulina Hougaard, Stephanie Dahl og Ida Lambach, som for nylig var med til at vinde det Nordiske Mesterskab for deres aldersgruppe.
Allerede i den kommende weekend, står holdet over for sin første alvorlige prøve. Det er når de skal møde Team Køge, som også bejler til en topplacering i divisionen og som var lige så overbevisende som vores piger i deres første kamp mod KV61. Opgaven bliver ikke lettere af, at det er Team Køge der har hjemmebane i de to holds første opgør.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Fire af Brøndbys Volleyligaspillere har været på en hård opgave, da de var med A-landsholdet i Holland for at spille EM-kvalifikation.
De fire spillere var anfører og hæver Eva Bang, Kantangriberne Julie Guldager og Trine Kjelstrup og centerangriber Pernille Navntoft.
På forhånd var Danmark ikke levnet store chancer og det blev da også til et klart nederlag, i fredagens kamp, til hjemmebaneholdet Holland, som i modsætning til de danske spillere består udelukkende af fuldtidsprofessionelle spillere. Set med Brøndbyøjne, kunne vi glæde os over at vores kun 17-årige stortalent Trine Kjelstrup, blev Danmarks topscore og også blev udråbt som kampens spiller. Resultatmæssigt gik det ikke bedre om lørdagen mod Grækenland, som ligeledes vandt 3-0, men i denne kamp var det Julie Guldager som blev topscorer, mens Eva Bang, fik æren af at blive kampens spiller.
Om søndagen var det Ukraine der stod på menuen. Heller ikke i denne kamp var Danmark levnet store chancer, men selv om det blev til nederlag, formåede holdet i denne kamp at vinde et sæt. Eva Bang spillede endnu bedre i denne kamp end om lørdagen, men kåringen som kampens spiller blev dog tildelt Lykke Degner fra Holte IF, som blev kampens topscore efterfulgt af Julie Guldager.
Mandag går turen tilbage til Danmark, hvorefter der i den kommende weekend igen spilles EM-kvalifikation. Denne gang i Ukraine.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Brøndby Volleyball Klub har i weekenden fået fire Nordiske Mestre. For første gang nogen sinde, har Danmark erobret titlen som Nordisk Mester for DU17-landshold. Mere korrekt, er det et udvidet Nordisk Mesterskab, idet Storbritannien også deltager i NEVZA (The Northern European Volleyball Zonal Associations).
De fire Brøndbypiger er kantangriber Liv Magnussen, som er anfører på DU17-landsholdet og som vi jo også har glæde af på vores Volleyligahold, centerangriber Paulina Hougaard og vores to hævere Ida Lambach og Stephanie Dahl, som er med i vores "eliteboblergruppe" og spiller på klubbens BRH-talenthold i 1. division.
I den indledende pulje blev der lagt ud mod England, som blev overbevisende slået 3-0. Tre af vores Brøndbypiger startede i grundopstillingen. Paulina, som fik sin debut på landsholdet, markerede sig fra start med stærke blokader og godt engagement i angrebet. Liv modtog stabilt og lagde tryk på angrebet og Stephanie styrede angrebsspillet stabilt med sine hævninger og blev senere udskiftet med Ida, som bestrider samme plads.
I anden kamp var Sverige modstanderen. Ofte er det de to hold der kæmper om andenpladsen, da Finland traditionelt ligger et niveau over de øvrige nordiske lande. Denne gang var Danmark dog for stærke. Sverige måtte nøjes med et enkelt sæt og igen var Liv en dominerende spiller i angrebet, sammen med Team Køge spilleren Laura Kjelstrup, som er lillesøster til vores stortalent Trine Kjelstrup, som spiller på Volleyligaholdet og A-landsholdet.
Som puljevinder var Danmark sikret direkte adgang til semifinalerne, hvor England igen stod på den anden side af nettet. Igen var Danmark igen i en klart dominerende rolle. Denne gang med Ida på hæverpladsen og i 3-0 sejren blev der endda plads til at spare Liv til den senere finale.
I finalen skulle der så prøves kræfter med storfavoritterne fra Finland, som oven i købet havde hjemmebanefordel. Det blev et brag af en kamp, hvor Danmark starter med fuldstændigt at overrumple de sejrsvante Finner med en 11-1 føring. Finland får sundet sig, men Danmark som igenn har tre af Brøndbypigerne på banen er kommet godt i gang og snuppe sættet. Finland har dog fået sundet sig og tager de to næste sæt. Ida sættes på banen i stedet for en heroisk kæmpende Stephanie, som er ved at løbe tør for kræfter og den nye energi forplanter sig til de øvrige på holdet, som med Liv som en bærende kraft tager både fjerde sæt og det afgørende femte sæt.
Jubelen er ubegribelig hos Brøndbypigerne og deres landsholdskolleger, da de modtager pokal og guldmedaljer. Glæden bliver ikke mindre, da turneringens Dream Team bliver kåret. Vi får både Ida og Liv på Dream Team og Liv bliver ydermere kåret som MVP (most valuable player - turneringens mest betydningsfulde spiller).
- Details
- Written by: Steen Spangen
Vi kan i Brøndby Volleyball Klub her kort før turneringen går i gang, glæde os over, at klubben har fire spillere, som er vigtige brikker på det A-landshold der i de kommende to weekends skal spille EM-kvalifikation mod Holland og Grækenland.
Vores hæver og anfører 21-årige Eva Bang er således førstehæver på landsholdet, som i den netop forgangne weekend spillede to testmatcher mod Østrig. og på nær en kort periode i den anden kamp, fik hun fuld spilletid i de to kampe. Det var således hende der havde ansvaret for at fordele boldene i angrebet og hun kunne derfor også glæde sig over at have hele tre holdkammerater på holdet.
Af disse angribere spillede især vores to unge talenter 20-årige Julie Guldager og den kun 17-årige Trine Kjelstrup dominerende roller, mens den tidligere Gentoftespiller, centerangriber Pernille Navntoft, som vi har været så heldige at få tilgang af, fik en pæn men noget mere begrænset indflydelse.
Lørdagskampen som blev spillet på vores hjemmebane i Stadionhal 1, blev vundet af Østrig i en tæt 4-sætskamp med 26-28, 25-20, 28-26, 26-24. Kampen varede ikke mindre end 2 timer og et kvarter, hvilket er utroligt lang tid for fire sæt. Julie Guldager blev i denne kamp mest vindende angriber, mens Pernille ikke var på banen og Trine kun kom ind i kortere perioder. Perioder hun til gengæld udnyttede så godt, at hun blev valgt til startopstillingen i søndagens kamp.
Om Trine gjorde udslaget i kampen som blev vundet 3-2 (28-26, 25-22, 19-25, 22-25, 20-18), skal være usagt, men faktum er, at hun blev næst mest vindende angriber efter Holtes stjerneangriber Lykke Degner og det er tydeligt at det unge talent er en angriber, landsholdet kan få glæde af i mange år frem i tiden. I Brøndby glæder vi os over at hun nu igen er klar, efter at hun kort før DM-finalerne vred om på foden, så hun ikke kunne være med i bestræbelserne på at forsvare mesterskabet.
Pernille kom på banen i fjerde sæt og var med gode blokader en afgørende faktor i det der skulle blive dansk sejr i en gyserafslutning.
- Details
- Written by: Webmaster
Danmark - Østrig
Brøndby Volleyball Klub kan glæde sig over, at der nu bliver endnu en mulighed for at præsentere landskampsvolley i Stadionhal 1. Det sker fredag d. 31. august kl. 18:00, når det danske damelandshold får besøg af Østrig.
I den danske trup indgår der flere fra Brøndby Volleyball Klub: Eva Bang, Julie Guldager, Trine Kjelstrup samt klubbens nyerhvervelse Pernille Navntoft, som er kommet til klubben fra Gentofte