- Details
- Written by: Steen Spangen
Søndag d. 22. januar 2012 vil stå som en af de store mærkedage i Brøndby Volleyball Klub. For første gang havde vi et damehold i landspokalfinalen og alligevel blev det til en 3-2 sejr over Holte, for hvem det var tyvende gang de havde et hold i finalen.
De to hold har i det seneste år haft adskillige spændende og medrivende kampe. Ikke mindst da vi i foråret blev danske mestre ved at slå Holte med 3-2 i finalerækken.
Pokalfinalen blev ingen undtagelse. Det var spænding fra første til sidste fløjt. Holte fik lagt bedst ud. Med gode server pressede de os så meget i bund, at vi havde svært ved at lave noget konstruktivt i angrebet. Det var tydeligt at der endnu ikke var styr på nervøsiteten, 1600 tilskuere er unægtelig noget mere end vi normalt spiller for hjemme i Stadionhal 1. Holte trak derfor fra og headcoach Jens Bang valgte at skifte Anneka Hastings ind i stedet for Chelsea Wilhoite. Det skulle vise sig at være en god beslutning. Med gode server fik hun revet Holtes spil fra hinanden og de bolde der kom retur blev straks straffet i angrebet af især den kun 17-årige Trine Kjelstrup og Casey Bauer, som blev kåret til finalens pokalfighter. Brøndby gik fra 15-22 til 23-22, men desværre var det for sent og Holte tog sættet med 25-23.
Vi var dog kommet i gang og som finalen skred frem kom der mere og mere styr på spillet. Hæver Eva Bang udnyttede sine angribere godt og andet sæt gik til os med 25-23.
I tredje sæt var det igen Holte der styrede begivenhederne og de vandt ret overbevisende 25-17, men så tog vores fantastiske libero Line Trans Hansen fat. Hun havde startet lidt svingende, men nu spillede hun nogle fantastisk sæt, hvor hun modtog perfekt og nåede de mest umulige bolde i forsvaret, hvilket da også indbragte hende Time Vision prisen som bedste spiller. Vi tog fjerde sæt med 25-21 og femte sæt var en realitet.
I femte sæt, fik vi lidt hjælp i form af et par Holte servefejl, hvilket gav et lille hul. Mette Spangen blev skiftet ind for at stabilisere modtagningen og Eva Bang var ikke sen til at udnytte de gode modtagninger til et par pointgivende angreb på andengangs bold. Holte virkede knækket og uden så meget power i angrebet. Vi kunne under vild jubel lukke kampen med 15-10.
Vores danske mestre kan hermed også skrive pokalmestre på visitkortet. Næste store opgave er allerede i den kommende weekend, hvor vi skal til Norge for at kæmpe om det nordiske mesterskab for klubhold (NCC - Nordic Club Championship). Blandt de fire hold der har kvalificeret sig er netop foruden vore egne helte, Holte samt de to norske topklubber Oslo og Stod.
DR - Volleyballfestival: To tætte finaler i Odense