- Details
- Written by: Steen Spangen
For os var det en god mulighed for at komme ovenpå igen, efter forrige uges 2-3 nederlag til Holte IF. I den kamp kneb det gevaldigt med at få samspillet mellem hæver og centerspillerne til at fungere, så dette samarbejde var der stor fokus på i lørdagens kamp. Det skulle vise sig at blive sværere end håbet på. De unge spillere fra Vestsjælland lagde ud med et højt servepres, som resulterede i fire servesser i første sæt og alt for få modtagninger kom frem til U17 landsholdshæver Tajma Muharemovic og de to hold fulgtes ad frem til 16-16, hvor Jens Bang valgte at sætte den mere rutinerede hæver Eva Bang på banen. I starten gav det ikke den ønskede effekt, men ved 20-19 føring til Vestsjælland, tog vi nogle afgørende ryk. først til 22-20 i Mette Breunings serv og i rotationen efter lukkede vi sættet ned i Eva Bangs serv til 25-22. Undervejs havde vores 193 cm. høje Taylor Alexander bidraget med nogle vigtige blokadepoint.