Det var med Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga kvinder som klare favoritter, da de søndag d. 24. november havde besøg af ny oprykkerne fra Holstebro KFUM. På nær en noget sløv start, levede vi med en 3-0 sejr op til favorit værdigheden.
Vi havde kun kendskab til Holstebros kvaliteter fra vores eget træningsstævne, TimeGruppen Cup der blev afviklet før sæsonstart. Ved dette stævne udviste Holstebro stor servestyrke og det var også dette der var udslagsgivende i starten af første sæt, hvor Holstebro med gode server fik taget brodden af vores angreb og tog en føring som blev størst ved 14-11. Gode angreb fra især Emma Gylling, sørgede for at Holstebro ikke kunne udbygge føringen. Vi kom bedre i gang og hullet blev lukket ved 19-19, hvor Holstebro nåede at få endnu et point, inden vi lukkede sættet med 25-20, på en god serveserie af Rikke Chrisensen, som skabte Holstebro store problemer og ved nettet sørgede Isabel Viszokai med flere gode blokader for at gøre livet surt for Holstebros angribere
Vi kom langt bedre fra start i andet sæt. Det var igen Rikke Christensen der med en flot serveserie på seks server, der totalt ødelagde Holstebros angrebsopbygning, lagde grunden til en 10-5 føring. Det fik ikke Holstebro til at tvivle på egne evner og med flot fight fik de skabt kontakt ved 15-15. I angrebet var det nu Julie Moore, der sørgede for at Holstebro ikke kunne passere og Emma Gylling lavede vigtige point i blokaden. Vi trak igen fra og tog sættet med 25-20.
Med 5-0 i Abby Feyereisens serv, lagde vi godt fra land i tredje sæt og denne føring blev med små udsving holdt fast til 19-15. Hvor Indskiftede Lizzy Lobzhanidze var afgørende, da hun med en serveserie der indeholdt tre esser, var udslagsgivende da vi tog de sidste point frem til sejr ved 25-15. Midt i sættet var U19-landsholdsspilleren Vera Rosthøj skiftet ind på hæverpladsen, hvor hun med stor succes fik sat de to centerspillere Abby Feyereisen og Lizzy Lobzhanidze i spil til effektive angreb, hvilket også gjorde det lettere for kanterne Emma Gylling og Julie Moore, som fortsatte med at vinde de fleste af deres angreb.
Levede op til favoritværdighed
- Details
- Written by: Steen Spangen