Søndag d. 20. oktober tog Brøndby til det jyske for at møde Ikast KFUM. Det er altid med en vis spænding vi tager til sæsonens første opgør mod dem, da der normalt er en ret stor udskiftning i deres trup, da der er en del unge studerende, som normalt er i byen for et enkelt år. Men som sædvanlig er der også i år kommet kvalificerede spillere til holdet.
Det blev således også en lige kamp, som heldigvis endte med en 3-2 sejr til os, hvilket giver en noget bedre stemning i bilen på den lange tur hjem.
Første sæt startede lige med os i en snæver føring frem til 20-19, hvor Abby Feyereisen startede n lille stime med et es, efterfulgt af ende et par server frem til føring 23-19 og i rotationen efter kunne Emma Gylling med en effektiv serv tage brodden af Ikast angreb og vi kunne tage første sæt med 25-20.
Andet sæt lignede på mange måder det første. Blot med det for os triste faktum, at det nu var Ikast der lå i front hele vejen og havde den største føring ved 18-12. Vores angreb havde indtil da ikke fungeret optimalt, men nå trådte Julie Moore og Abby Feyereisen i karakter og også Mille Rydahl fik sat nogle vigtige point på kontoen. Vi var nær ved at skabe kontakt ved 18-20, men Ikast holdt presset og tog sættet med 25-23.
Julie Moore skabte med en effektiv servestime der indeholdt et es, grundlaget for en føring på 5-0. Føringen hold frem til 17-13, hvor Mille Rydahl med en flot servestime indeholdende to esser, pillede al effektivitet ud af Ikast angreb og vi kunne tage sættet med de overbevisende cifre 25-13.
De gode takter så ud til at fortsætte i fjerde sæt, hvor det nu var Lizzy Lobzhanidze der gav Ikast servemodtagning voldsomme problemer. Tre esser i en stime på syv server var med til at give os en komfortabel føring på 11-4 og det så ud til at vi kunne slutte kampen i fjerde sæt. Desværre for os ville Ikast det anderledes. Med god fight kom de tilbage i sættet og fik kontakt ved 15-15 og med deres mest rutinerede spiller Tenna Donslund i servefeltet, gik de til en solid føring på 22-18 og selv om vi, med blandt andet gode blokader af Emma Gylling, kortvarigt overtog føringen med 23-22, var det Ikast der gjorde det bedst i slutfasen og tog sættet med 25-23.
Der skulle nu et afgørende sæt til og her var det igen en godt servende Emma Gylling, som med et godt servepres var medvirkende til en føring på 8-3 ved sideskift. Ikast fik barberet af vores forspring, men vi holdt sættet ud og kunne tage sejren med 15-12.