Hvad der i starten så legende let ud for Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga kvinder, skulle hurtigt vise sig at blive en hårdere kamp end starten indikerede, da de lørdag d. 12. oktober sikrede sig en 3-2 sejr over nyoprykkede Farum VK.
Der var ikke det store kendskab til dagens modstander, da de to hold gik på banen i Stadionhal 1. Dog vidste vi, at en stor del af Farums hold bestod af unge talentfulde U19-landsholdsspillere.
Det var os der kom bedst fra start. På blandt andet en rigtig flot servestime fra Abby Feyereisen, fik vi en komfortabel føring på 11-3, men så begyndte fejlene at indfinde sig og med et godt servepres lykkedes det Farum at kæmpe sig ind i kampen. Hos os var det kun Emma Gylling, der for alvor producerede point og Farum fik næsten kontakt ved 14-13. Herefter bølgede spillet frem og tilbage, indtil Farum i Matilde Stæhrs serv gik fra 16-19 til 20-19. Vi fik igen overtaget og kom på 23-21, inden Farum i en flot slutspurt tog de manglende point og vandt sættet med 25-23.
Farum havde fået blod på tanden og tog i andet sæt flere små føringer, som vi havde svært ved at eliminere, da chancen for dette for ofte blev spildt med en servefejl. Der var dog kommet bedre styr på angrebet. Eva Trpenovska havde således sin bedste periode og i Julie Moores serv tog vi det afgørende ryk. Vi gik foran med 23-21 og kunne lidt senere tage sættet med 25-23.
Vores angreb var blevet mærkbart bedre og fra starten af tredje sæt var der også rigtig godt styr på servemodtagningen og det resulterede i en føring på 10-8, men så fik Farum igen smidt grus i maskineriet og i Nikita Clausens serv gik de til 16-10. Vi var til kampen voldsomt hæmmet af blandt andet sygdom og Carmen Eskildsens deltagelse i ungdomslandets træningslejr, så den normale trup var skrumpet ind til ti spillere, med deraf følgende begrænsninger i udskiftningsmulighederne. "Blødningen" blev dog stoppet og der blev næsten kontakt igen, da indskiftede Vera Rosthøj stod for serven frem til 16-17. Der var dog stadig en del uro på banen, som Farum kunne udnytte til at tage sættet med 25-18.
Pausen mellem tredje og fjerde sæt blev brugt til at få nogle aftaler bedre på plads, samt at give hinanden hånd på, at hver især måtte bestræbe sig på at lægge lidt ekstra energi i spillet og peptalken så ud til at virke. Vores centerspil med Lissy Lobzhanidze og Abby Feyereisen fungerede bedre, hvilket også gav bedre plads til angreb fra kanterne og i en effektiv serv af Emma Gylling gik vi til 8-2 og med Abby Feyereisen i servefeltet kom yderligere et ryk fra 14-9 til 19-9. Ved nettet var Lizzy Lobzhanidze helt utrolig i blokaden. I løbet af kampen havde hun ikke færre end 17 blokader, hvoraf ti var direkte pointgivende. Det gode spil fortsatte sættet ud. Farum bed fra sig med god fight, men vi holdt føringen og tog sættet 25-16. I slutfasen skabte det jubel hos hjemmepublikummet, da holdets mangeårige anfører Mette Breuning, på nær en enkelt serveindskiftning i tredje sæt, fik sæsonens første optræden ved nettet, da hun sammen med Vera Rosthøj kom ind i en såkaldt dobbeltudskiftning og kvitterede med en monster blok.
I det afgørende femte sæt, sørgede Rikke Christensen med en effektiv servestime, som indeholdt et es, for at skabe den fornødne ro, ved at hjælpe sit hold til en føring på 3-0. Det var også hende der serverede hævningerne til Emma Gylling, som ved nettet var sikkerheden selv med tre angreb som alle blev omsat til point og også Abby Feyereisen nød godt af hendes hævninger og gav sit bidrag med to point, frem til sideskift med os i front med 8-3. Det vides ikke om det var nervøsitet hos de unge Farumspillere, over at have mulighed for deres Volleyliga sejr, der spillede dem et puds, men den nødvendige effektivitet i deres angreb udeblev og de måtte i Julie Moores lille servestime fra 12-9, der blev sluttet af med et es til sejr ved 15-9, se sig slået i en kamp, som de ellers havde stor ære af.
Sejr hevet hjem med gode blokader
- Details
- Written by: Steen Spangen