Igen, igen og igen. Som næsten altid når Brøndby Volleyball Klub og Holte IF møder hinanden i vigtige slutspilsopgør, går kampene ud i fem sæt og ligeledes ofte ud i en femte og afgørende kamp. Sådan er det også i sæsonens semifinaleserie, hvor stillingen efter 4. semifinale der blev spillet torsdag aften d. 4. april er den, at holdene har vundet to kampe hver og de tre seneste kampe er gået i fem sæt.
Vi lagde ud med en servestime til 5-0 af Rebecca Illingworth og den føring hold frem til 18-18. Det var især Olivia Nicholson der sørgede for at holde os inde i sættet, men også Mette Breuning på midten sørgede for point og mod slutningen af sættet lavede Rocio Fortuny nogle vigtige point, som var med til at vi kunne tage det sidste nødvendige ryk frem til sætsejr på 25-23.
Også i andet sæt sørgede Rebecca Illingworth for en god start på sættet og vi kom på 3-0. Herfra skiftedes de to hold til at vinde point i nogle drabelige dueller frem til 7-5. Hvor der endelig kom to point til os i en opstilling med Abby Feyereisen som server. Det var igen Olivia Nicholson der var bedst scorende , men gode modtagninger af Isabella Hegelund Nielsen blev også udnyttet til angreb af Mette Breuning og Abby Feyereisen på midten. Holte tog et vigtigt ryk fra 16-17 til 20-17 i deres amerikanske hæver Isabella Marciniaks serv og den føring hold de fast i frem til 25-22.
Endnu en god servestime af Rebecca Illingworth gav os en føring på 3-0 i tredje sæt, men Holte fik kæmpet sig tilbage til 10-10, hvorefter holdene igen skiftedes til at tage point, i utroligt velspillede dueller. De mange tilskuere i den næsten fyldte Stadionhal 1, med fans til begge hold, blev for alvor underholdt og gav med godt gang i trommerne, deres til en fantastisk atmosfære i hallen. Holte kom i front med 22-20, men i Berit Jensens serv tog vi det afgørende ryk til 25-22. Rocio Fortuny havde i sættet været den mest vindende for os, men også Abby Feyereisen havde sin bedste periode med tre vindende angreb, samt nogle vigtige blokader.
Man var ikke nået ret langt hen i fjerde sæt, før Holtes Nora Mølgaard med en effektiv serv for alvor fik sat vores modtagning på prøve. Det var kun Isabella Hegelund Nielsen der holdt et højt niveau i det sæt. Det udnyttede Holte og de tog en solid føring på 12-6. Berit Jensen havde sin bedste periode, men samlet set blev der ikke vundet nok, så hullet blev ikke lukket og Holte bragte med 25-19 kampen ud i et afgørende femte sæt.
Igen var det Rebecca Illingworth serv der gav os en god start på sættet til stillingen 4-2 og det blev fulgt op af Olivia Nicholson som servede frem til 7-3, men så "frøs" computeren da forbindelsen til internettet forsvandt og der blev en pause på flere minutter. Vi mistede momentum og Holte fik tid til at sunde sig og tale sammen. Spillet blev genoptaget med en servefejl og Holte overtog serven og kom på 7-7 inden vi vandt et point og skiftede side ved 8-7. Holte vandt bolden tilbage og Emma Stevnsborg som havde været ude i nogle bolde kom på banen igen og sørgede med en effektiv serv at bringe Holte på 14-8. Vi nåede at pynte en smule på det, men måtte se sejren gå til Holte med 15-10.
Der skal nu spilles en afgørende femte kamp i Ny Holtehal på søndag d. 7. april kl. 16.30. Det bliver sindssygt spændende og mon ikke man kan se frem til en fyldt Ny Holtehal med endnu et dejligt medlevende publikum fra begge lejre.
I den anden semifinaleserie mellem ASV Elite og Gentofte Volley er man også røget i fem kampe. Pudsigt nok har de fire foregående kampe været vundet af udebaneholdet. En statistik ASV nok ikke ønsker fortsat, men som man i Brøndby meget gerne bekræfter når vi besøger Ny Holtehal.
Igen igen igen
- Details
- Written by: Steen Spangen