Brøndby Volleyball Klub sluttede af med at besejre Ikast KFUM 3-0 i sæsonens sidste grundspilkamp. Ikast var nærmeste konkurrent til at snuppe en plads i medalje slutspillet, men allerede inden kampen lå det fast at afstanden op til os var for stor. Vi kunne i stedet bruge Kampen til at forberede holdet til det kommende slutspil, hvor vi skal møde rivalerne fra Holte IF i en semifinaleserie der spilles bedst af fem kampe.
Til trods for flotte servemodtagninger af libero Isabella Hegelund Nielsen, som på nær et par smuttere spillede en stort set fejlfri kamp, havde vi svært ved at få angrebet til at fungere i starten og det var kun Mette Breuning som for alvor var en trussel. Ikast tog således en smal føring, men som spillet skred frem, begyndt også Berit Jensen og Olivia Nicholson at vinde point og vi fik kontakt ved 8-8. Et godt spillende Ikast mandskab fik, med en hårdtslående Mathilde Rolighed i en afgørende rolle, igen et overtag og kom foran 20-17, inden vi, med Rebecca Illingworth som server, tog en stime og overtog føringen med 21-20 og to rotationer senere lukkede sættet med 25-22.
Det gode spil fra slutningen af første sæt blev videreført i anden sæt, hvor vi lagde ud med en hurtig føring på 5-1, på blandt andet gode angreb af Nanna Kunde, som var sat på banen til dette sæt, men også Olivia Nicholson, som er vendt tilbage efter en kortere skadespause, var nu kommet op i gear og vandt flere angreb. Mette Breuning var stadig effektiv i både angreb og blokade og føringen blev øget frem til sættets afslutning ved 25-16.
Tredje sæt blev langt hen ad vejen en lige affære, hvor de to hold skiftedes til at tage point frem til 21-21, hvor vi i en ekstra god periode rykkede til 24-21 og kort efter tog sættet med 25-22. Emma Gylling som var kommet tilbage på banen i tredje sæt, kvitterede for tilliden med fem angrebspoint og var således sammen med Olivia Nicholson vigtige brikker i den endelige sætsejr.
Nu skal der arbejdes på at få de sidste ting på plads, inden der tages hul på semifinale serien, hvor vi møder Holte IF lørdag d. 23. marts kl. 16.30 i Ny Holtehal. hvorefter Holte kommer på besøg i Stadionhal 1, onsdag d. 27. marts kl. 20.00.
Sejr i sidste grundspilskamp
- Details
- Written by: Steen Spangen