Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

Brøndby VK Holdbillede (Foto: Henrik Petersen)Det var volleyball på højt plan da der i weekenden 3.-4. februar blev spillet Final-4 i pokalturneringen. Ikke helt uventet var det de fire øverst placerede  hold i kvindernes Volleyligae, der også skulle kæmpe om pokalen, Brøndby havde trukket de regerende danmarksmestre fra ASV Elite, som også fører dette års Volleyliga, så alle sejl skulle sættes, hvis vi skulle gøre sig håb om en finaleplads. Det var således glædeligt at både hæver Rebecca Illingworth, diagonalspiller Emma Gylling og centerspiller Isabel Viszokai havde meldt sig klar efter en skadespause, mens vi desværre stadig må se bort fra vores to andre centerspillere Paulina Hougaard-Jensen og Abby Feyereisen. ASV som var støttet af et entusiastisk hjemmepublikum var en for stor mundfuld og de senere pokalvindere gik fra banen med en 3-0 sejr.

Det startede ellers fint for os. Vi fulgte godt med og havde en marginal føring ved 11-10, men så gik Frederikke Krogh, der under den afsluttende præmieoverrækkelse blev kåret som pokalfighter, til serv, hvilket hun gjorde så godt at det slog vores angreb i stykker og ASV tog føringen med 17-11. Derfra var der igen en ligelig fordeling af pointene, men vi kom ikke nærmere og tabte sættet med 25-18.

Også i andet sæt var det en enkelt rotation der gjorde udslaget. Vi var på blandt andet effektivt angrebsspil af Olivia Nicholson kommet foran med 17-15. ASV vandt herefter serveretten og sendte Maria Andersen til serv. Vi kom bagud med 22-17, inden serven blev vundet tilbage og et par rotationer senere tog ASV sættet med 25-19.

Tredje sæt startede igen ligeligt. Det var især centerspillet med Mette Breuning og Rocio Fortuny der fungerede og vi kom foran med 21-19, hvor Caroline, en anden af de tre Krogh søstre som ASV råder over, stak en kæp i hjulet med en effektiv serv, der gav dem matchbold ved 24-21. Vi overlevede og fik et par point, inden ASV lukkede kampen med 25-23.

Naturligvis var vi skuffede over at vi ikke tog det tredje sæt, men kampen gav også en del optimisme over at vi nu var ved at være tilbage på sporet med en næsten fuld trup.

Nr. 12 Mette Breuning i et angreb (Foto: Heiner Lützen Ank)Søndag skulle der så spilles bronzekamp mod Gentofte Volley som havde tabt deres semifinale til Holte IF. Vi havde forberedt os godt på morgenens taktikmøde og spillet fungerede perfekt for os i de to første sæt, hvorefter Gentofte fik overtaget og tog de tre sidste.

Der blev gået til stålet på begge hold og publikum blev beriget med lange dueller med kratfulde angreb og eminent forsvar fra begge side. Hos os var det isæt libero Isabella Hegelund og Eva Trpenovska der præsterede de mest utrolige redninger og det lykkedes således at holde bolden i live, indtil Gentofte lidt oftere end os sluttede duellen af med et fejlslag. Vi skiftedes til at tage føring frem til en Gentofteføring på 16-14, hvor vi i Mette Breunings serv gik foran med 18-16 og i de efterfølgende rotationer øgede indtil sættets afslutning ved 25-20.

Mette Breuning var skræmmende effektiv i andet sæt. Med en stime på fem vundne angreb, lagt smukt tilrette af Rebecca Illingworth, var hun med til at kickstarte sættet i fællesskab med Olivia Nicholson som stod for en servestime fra 5-5 til 9-5, hvor hun udover et es bragte Gentoftes modtagninger i voldsomme problemer. Senere i sættet var det Eva Trpenovska der med god servestime fra 12-9 til 16-9 tog brodden af Gentoftes angreb, så vores godt fungerende forsvarsbolde kunne sendes frem til pointgivende angreb af især Olivia Nicholson men også Emma Gylling lavede point og vi øgede yderligere frem til 25-16.

Foran 2-0 med rimeligt overbevisende cifre så det lovende ud for os og vi startede også tredje sæt med en smal føring, som blev elimineret da Gentofte gik fra 5-6 til 10-6 i Lisa Keferlohers serv. Vi var ved 16-17 tæt på at få kontakt igen på gode centerangreb af Mette Breuning og Rocio Fortuny og Eva Trpenovska på kanten, men Sofia Bisgaard og Clara Windeleff hos Gentofte ville det anderledes, så Gentofte trak fra og tog sættet 25-19.

Også i starten af fjerde sæt bølgede duellerne frem og tilbage over nettet, men udover Eva Trpenovska som stod for fire angrebspoint, var effektiviteten i angrebet dalet en del og da især Sofia og Clara stadig voldte os problemer, kunne Gentofte trække fra og tage sættet med 25-15.

Der skulle nu et afgørende sæt til, men Gentofte havde momentum og de tog en hurtig føring. Hos os kom Berit Jensen, som også kortvarigt var på banen i fjerde sæt, ind og lavede to vigtige point, men Gentofte havde mere succes i angrebet og de trak støt og roligt fra indtil de ved 15-10 havde sikret sig bronzemedaljerne.

I den efterfølgende kvindefinale var det ASV Elite der besejrede Holte IF i en 3-1 kamp og hos herrerne var det Odense Volley der løb med sejren. Stort tillykke til de to velfortjente pokalmestre.