Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV
Nr. 15 Rebecca Illingworth i en pres duel ved nettet (Foto: Hamistolen)Det så ikke ret godt ud, da Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder var på besøg i Ikast. Bagud 0-2 og ligeledes bagud til langt hen i tredje sæt, skulle der for alvor hentes redskaber i værktøjskassen for i et stærkt comeback at tage den endelige sejr med 3-2.

Ud over at være en vigtig kamp om at tilkæmpe sig en plads i Volleyligaens slutspil, var det også forpremiere på de to holds opgør, som bliver spillet allerede to dage efter, når de mødes i pokalturneringens kvartfinale.

Det startede ellers godt for os, som primært på angreb fra Emma Gylling og Olivia Nicholson tog en hurtig føring, som var størst ved stillingen 14-7, men så fik et godt servende Ikasthold slået hul på vores servemodtagning. Truslen fra centerspillet var dermed væk og angrebene fra kanterne blev for letlæselige for det talentfulde unge Ikasthold. Med fantastisk forsvar og effektfulde angreb af blandt andet deres dygtige Mathilde Rolighed, gnavede de af vores føring og opnåede kontakt ved 20-20. Vores anfører Mette Breuning holdt med gode blokader vores hold inde i sættet, men uden et velfungerende angreb lykkedes det ikke for os at afslutte sættet. I stedet fik Ikast sætbold ved 24-23. Vi overlevede og der skulle yderligere to sætbolde til før Ikast KFUM tog sættet med 27-25.

Ikast havde momentum og de kom til en føring på 5-0 i andet sæt. Vores modtagning var blevet bedre, men angriberne havde stadig svært ved at slå sig igennem Ikast´s levende gulv og da vi heller ikke for alvor formåede at sætte Ikast´s servemodtagning under det fornødne pres, fortsatte deres angribere med at lægge point i kurven og de øgede støt og roligt frem til sættets afslutning ved 25-16.

Det så nu ikke ret godt ud for os og de mørke skyer i horisonten tårnede sig op, da Ikast gik fra 0-2 til 5-2 og selv om vi fik samlet op, løb Ikast igen fra os med 9-5. Ikast satsede hårdt på at holde det effektive servepres, som havde givet god gevinst i starten af kampen, men nu begyndte der at indfinde sig nogle flere servefejl og det satte os i gang. Omvendt var vores server begyndt at give gevinst. Der kom kontakt ved 13-13 og i Rebecca Illingworths serv overtog vi føringen med 17-15 og Mette Breuning skabte med to esser og yderligere tre gode server grundlaget for den første sætbold ved 24-17. Ikast overlevede, men måtte i bolden efter overlade sættet til os med 25-18.

Som sættet var skredet frem havde vi fået bedre styr på modtagningen og angrebene over midten begyndte nu at fungere. Paulina Hougaard-Jensen som havde gjort det godt da hun blev skiftet ind i andet sæt, var fortsat på banen og hun var sikkerheden selv på sine tre angreb. Ligeledes producerede Mette Breuning nogle point i angrebet, men det var især hendes gode blokader som imponerede og gjorde det svært for Ikast.

Ikast kæmpede stadig godt i fjerde sæt og der skulle arbejdes hårdt for at vinde boldene og de havde også en lille føring ved 8-7, men der var nu kommet gang i vores centerspil, som lagde grunden til at vi kunne trække fra. Paulina Hougaard-Jensen vandt alt hvad hun fik serveret fra Rebecca Illingworth og Mette Breuning vandt også sine tre første angreb. Ikast´s blokader var nødt til at have stor fokus på midten og det gjorde det lettere for vores kanter, hvor Emma Gylling og Eva Trpenovska nu stemplede ind og således kunne vi tage fjerde sæt 25-19.

Der skulle nu et afgørende sæt til. Det var tydeligt at vores tro på egne evner var vendt tilbage, Rebecca Illingworth lagde ud med to esser og ved nettet fortsatte Emma Gylling og Eva Trpenovska med at score point. Paulina Hougaard-Jensen gjorde det svært for Ikast´s angribere. Fem gange stoppede hun deres angreb i blokaden. Tre af gangene direkte til point. Vi gik til en føring der var størst ved 10-3, men et stadigt godt kæmpende Ikast hold, fik begrænset hullet, inden vi kunne lukke kampen ved et godt centerangreb af Mette Breuning til 15-11.

Der er nu lagt op til endnu en spændende opgør når Ikast kommer på besøg i Stadionhal 1, mandag d. 11. december kl. 19.00. Forhåbentlig har vores spillere nu fået et psykisk overtag og en opskrift på hvordan man klarer sig ud af de vandskellige situationer, så vi med en sejr kan kæmpe os til Final-4 som spilles i Aarhus den første weekend i februar.