Brøndby i kvartfinalen
- Details
- Written by: Steen Spangen
Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder spillede sig onsdag d. 15. november i landspokal kvartfinalen ved at leve op til favoritværdigheden, da de besøgte VLI fra 1. division i den ikoniske Kedelhal på Frederiksberg. Til trods for et medlevende hjemmepublikum som skabte en fantastisk atmosfære, måtte VLI sande at det med et 0-3 nederlag blev exit fra pokalturneringen.
Vi tog et afgørende ryk i første sæt, da anfører Mette Breuning der efterhånden er kommet op i fuldt gear efter sin langvarige knæskade, med en serveserie på fem server lagde et godt pres på VLI´s modtagninger. Vi kunne således få det meste af det der kom retur i spil og især Olivia Nicholson som var forrygende sørgede for at omsætte angrebene til point og vi kom til føring 11-3. De gode takter fortsatte gennem hele sættet, så vi udbyggede lidt mere og tog sættet med 25-15.
VLI lod sig på ingen måde gå på af første sæts ret overbevisende cifre. Godt hjulpet på vej af et medlevende publikum, fightede de intenst for at holde sig inde i kampen og til trods for at vi hurtigt tog føringen kæmpede de ufortrødent videre. En føring til os, som undervejs var på fem point blev elimineret og i en periode hvor det lykkedes at slå hul på vores ellers stabile servemodtagning, overtog VLI føringen med 19-17. Vi fik igen styr på spillet og fik, på blandt andet nogle gode anden gangs overspilninger af hæver Rebecca Illingworth, lukket hullet ved 21-21 og det var også hende der kort efter kunne lukke sættet med et servees til 25-23.
Tredje sæt startede med intense dueller hvor de to hold fulgtes ad, men en godt servende Rebecca Illingworth fik i en servestime der indeholdt to esser skabt en føring på 13-10. Ved nettet var det det Emma Gylling og Olivia Nicholson der var de store pointslugere og det var også Olivia der stod for serven, da vi rykkede fra 14-11 til 18-11. En føring der holdt frem til kampens afslutning ved 25-17.
Vi er nu klar til kvartfinalen, hvor modstanderen er Ikast KFUM, som i Volleyligaen er placeret en enkelt plads under os, så der er lagt op til et brag af en kamp når vi tager til det jyske på en endnu ikke fastsat dato i perioden 11.-17. december.