Det blev som ventet endnu en tæt kamp, da Brøndby Volleyball Klubs kvinder torsdag d. 16. marts, med en 3-2 sejr over Team Køge i den anden kvartfinale, spillede sig i årets DM semifinale.
Vi havde også vundet den første kvartfinale og da der spilles bedst af tre kampe, bliver det ikke aktuelt med en afgørende tredje kamp.
Det var fra start tydeligt at det var en vigtig kamp for begge hold. Der blev kæmpet indædt om hver bold og holdene skiftedes til at tage en lille føring og man skulle helt hen til Køge føring på 19-18, hvor Køge, efter at have vundet angrebet, sendte Nanna Kaarde Hansen til serv. Det gjorde hun så effektivt, at vores angreb, som indtil da ikke havde været prangende, blev endnu mere tandløst og Køge kunne rykke til 23-18 og kort efter tage første sæt med 25-23.
Køge red videre på bølgen og fik i andet sæt en solid føring på 13-7. Vi vandt det efterfølgende angreb og Abby Feyereisen blev herefter vores frelsende engel, da hun med en utrolig imponerende servestime på hele elleve server, hvoraf tre var esser, lagde grunden til en solid Brøndbystime, som bragte os til en føring på 18-13. Ved nettet var angrebet begyndt at fungere bedre og især de tre kanter Evelina Rutkovska, Liney Gudmundsdottir og Rocio Fortuny skabte point, mens centerspiller Susanne Ludvig, som på bedste vis har ovetaget en centerplads i stedet for Mette Breuning, som fik en alvorlig skade i første kamp, var effektiv i blokaden, hvor hun stoppede hele syv Køge angreb. Tre af disse direkte til point. Køge kom endelig ud af jerngrebet, men vi var nu kommet i gang og holdt fast i føringen, som gav en sætsejr på 25-19.
Der skulle mere til at ryste Køge end tab af et andet sæt, hvor føringen ellers var solid, så de kæmpede godt videre i tredje sæt, for at rette op på skuffelsen og det var også dem der endnu en gang tog en hurtig føring på 7-1. Støt og roligt fik vi gnavet af forspringet og ved 14-14 blev der kontakt og vi fortsatte ufortrødent frem til sættets afslutning ved 25-21.
Fjerde sæt startede lige med gode dueller fra begge sider, som gav en velbesøgt Stadionhal 1 god underholdning. Køge fik for alvor sat deres angrebsstjerner Katrine Strøbæk og Mathilde Overgaard i spil og i Nanna Kaarde Hansens serv tog de et solidt overtag på 16-8, som de fastholdt, indtil de ved 25-15 sendt kampen ud i et afgørende femte sæt.
Køge havde ryggen mod muren og var tvunget til at vinde femte sæt, hvis kvartfinaleserien skulle sendes ud i en afgørende kamp. Om det var dette der gav nerver skal være usagt, men i hvert tilfælde virkede holdet en smule anspændt, da Matthildur Einarsdottir med en servestime på otte server pressede Køges modtagning tilstrækkeligt til at hun i de efterfølgende angreb, som blev startet af solidt forsvar fra libero Isabella Nielsen, kunne sætte Rocio Fortuny og Evelina Rutkovska til adskillige pointgivende angreb. Fantastisk støttet af et medlevende publikum, med godt gang i trommerne, kunne vi, over en føring på 8-1, gå videre til slutcifrene 15-6.
Med sejren har vi spillet os i semifinalen, hvor vi i en serie, hvor der spilles bedst af fem kampe, skal møde Holte IF der i deres kvartfinale har slået LGV. Første kamp spilles i Ny Holtehal lørdag d. 25. marts kl. 13.00. Anden kamp spilles på Brøndbys hjemmebane i Stadionhal 1, torsdag d. 30. marts kl. 20.00.