Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

Nr. 3 Matthildur hæver til nr. 14 Rocio Fortuny (Foto: Hamistolen)

Det blev ikke den ønskede start for Brøndby Volleyball Klub da vi mandag d. 23. januar havde vores første Volleyligakamp efter en lang kamppause. Vores hold havde således ikke været i en turneringskamp siden d. 14. december og forsøg på at få arrangeret nogle træningskampe mislykkedes da de øvrige hold var begunstiget med op til flere kampe i januar. Det var således et noget uskarpt hold der gik på banen i Kildeskovhallen og resultatet blev fuldt fortjent en 3-0 sejr til Gentofte.


Nr. 14 Rocio Fortuny i et angreb (Foto: INTO FOTO)Gentofte lagde ud med et højt servepres , som til trods for flere servefejl undervejs gav dem den ønskede effekt i form af servemodtagninger hos os som manglede præcision og et deraf følgende noget tandløst angreb. Gentofte tog et pænt ryk da de rykkede fra 6-4 til 11-4. Servemodtagningerne hos Brøndby blev derefter væsentligt bedre og især Isabella Nielsen holdt i denne fase et højt niveau, men et godt kæmpende Gentoftemandskab holdt os fra at indhente det fortabte og de holdt føringen frem til sættets afslutning ved 25-17.


Andet sæt blev væsentligt mere lige. Der var bedre styr på servemodtagningen og Matthildur Einarsdottir fik bedre muligheder for at benytte sine angribere. Mette Breuning og Eva Trpenovska havde således deres bedste sæt og Rocio Fortuny som var kommet på banen i andet sæt vandt sine to angreb. Midtvejs i sættet blev der debut til Liney Gudmundsdóttir, som er kommet til Brøndby fra Aalborg Volley. De to hold fulgtes ad det meste af sættet, men blandt andet nogle servefejl forhindrede os i at lave et hul og det var i stedet Gentofte der fra stillingen 21-21 tog slutspurten frem til 25-22.


Vi kom bedst fra start i tredje sæt og havde en føring på 8-6 før Gentofte tog teten med en god stime til 11-8. Spillet hang ikke ordentligt sammen hos os, mens Gentofte red videre på bølgen og øgede yderligere frem mod de overbevisende cifre 25-14.


Det var tydligt at vi manglede kamptræning. Det bliver der forhåbentlig rådet bod på inden der skal spilles Final-4 i landspokalturneringen d. 3.-4. februar. I hvert tilfælde er der inden da en kamp mod ligaens førerhold Holte IF, når vi besøger Ny Holtehal søndag d. 29. januar. Desværre skal man helt frem til d. 11. februar før vi igen spiller hjemme i Stadionhal 1, da vi kun er blevet tildelt én hjemmekamp ud af de seks grundspilkampe der ligger i foråret.