Det var ikke den ønskede start for Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder da de lørdag d. 8. oktober havde debut i årets turnering. Der var omvendt heller ikke dybe panderynker efter nederlaget på 1-3 til Gentofte Volley, Da der var lovende takter i en trup der endnu ikke er komplet og derfor begrænsede holdets nye italienske headcoach Gianluigi Proto i agere på de udsving der var i præstationen.
Til kampen var trænerteamet således begrænset til at benytte 10 spillere ud af en trup som er på 16 spillere. Til kampen manglede således blandt andet en færøske landsholdsspiller som endnu ikke er kommet til Danmark, to udlændinge, som stadig mangler deres spilletilladelse samt den danske landsholdsspiller Paulina Hougaard-Jensen der er skadet.
De to hold fulgtes ad til langt hen i første sæt, hvor Gentofte ved 16-16 hvor effektiviteten i vores angreb faldt en del og Gentofte på gode modangreb bragte sig på 23-16 og kort efter tog sættet med 25-17.
Vores angreb kom tilbage på sporet og der blev også lagt større tryk på serverne, hvor især anfører Mette Breuning og Rocio Fortuny sørgede for at tage brodden af Gentoftes angreb. Det gav også bedre betingelser for vores blokader, hvor Mette Breuning, som blev kampens spiller for Brøndby, ligeledes var effektiv, hvilket også gjaldt amerikanske Abby Feyereisen, som spillede den anden centerplads. I angrebet sørgede vores nytilkomne islandske landsholdshæver, Matthildur Einarsdottir for at gøre vores angreb godt med flotte hævninger til de to centerspillere, hvis effektivitet tvang Gentofte til at prioritere dem i blokaden. Der gav gode mulighed for kantangreb, hvor især Markéta Plesingrova var effektiv. Holdene skiftedes til at tage små føringer frem til 22-22, hvor vi vandt angrebet. Med et servees bragte Markéta Plessingrova os på 24-22 og i bolden efter blev det 25-22.
I tredje sæt kunne vores headcoach "Gigi" for alvor have haft brug for den fulde trup. Der blev lavet alt for mange angrebsfejl og nogle af spillerne kunne have brug for en pause. Med ni slagfejl og to servefejl gjorde vi det meget svært for os selv. Alligevel holdt vi kontakt indtil Gentofte lavede et hul fra 11-11 til 16-11. En føring som vi ikke formåede at eliminere da blandt andet Elisabeth Einarsdottir, søsteren til vores hæver, med godt spil gjorde sit til at bevare føringen frem til 25-19.
Angrebet fungerede igen for os i fjerde sæt, men det gjorde det også for Gentofte, som i år har fået den rutinerede amerikanske hæver Ijeoma Moronu Alstrup til at styre begivenhederne. Godt forsvar af vores libero Isabella Nielsen, som i sommer debuterede på landsholdet, sørgede for at holde os med i sættet, men Gentofte tog et afgørende ryk fra 7-8 til 12-8. Vi fik næsten kontakt igen ved 15-16, hvor Gentofte tog et nyt ryk til 19-15 og hold føringen til sejren var i hus ved 25-18.
Naturligvis var der skuffelse at spore i truppen, som har et mesterskab at forsvare, men i visheden om at det er tidligt på sæsonen, med en trup der har haft en stor udskiftning og endnu ikke er komplet, er der stor tro på at resultaterne nok skal komme. Om det bliver allerede i næste kamp, hvor vi mandag d. 17. oktober kl. 18.30 tager imod sidste års sølvvindere fra Holte, må tiden vise. At se kampen live er altid det bedste, men skulle man være forhindret bliver kampen også transmitteret direkte på Sport Live.