Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

Nr.  11 Paulina Hougaard-Jensen og nr. 15 Lucia Babic i en blokade (Foto: Heiner Lützen Ank)Det var tydeligt at ASV Elite ville forsvare deres egen hule, da de i den ikoniske Aarhus Gl. Stadionhal vandt 2. DM semifinale 3-1 over Brøndby Volleyball Klub, som havde en aften, som ikke gik vores vej. ASV spillede en helt igennem perfekt kamp, hvor de gav deres hjemmepublikum en stor oplevelse. De lagde ud med et højt servepres, som de formåede at holde hele vejen og som gav os problemer med for alvor at få angrebsmaskinen i gang. Omvendt sad vores serv ikke helt i handsken og vi fik ikke nok ud af den til at berettige det forholdsvis store antal servefejl.

ASV lagde ud som lyn og torden og kom foran med 8-4, Et forspring som vi fik lukket da Lucia Babic med en effektiv serv satte en foreløbig stopper for ASV´s ellers ganske effektive angreb. Vi kom på 9-8, men ASV trak fra igen på flot forsvarsspil og kom på 15-11. Et forspring der blandt andet i kraft af deres gode server som gav dem fire serveesser i sættet, blev udvidet yderligere til sætsejr på 25-19.

ASV red videre på bølge i starten af andet sæt, hvor de kom på 9-4 før vi begyndte at hale ind. Modtagningerne fungerede nu bedre og det gav især gode muligheder for et godt centerspil af Mette Breuning, som vandt alle sine fire angreb og Paulina Hougaard-Jensen som ligeledes vandt fire angreb. Paulina viste endvidere utrolig blokstyrke, da hun i løbet af sættet stod for ikke færre end seks blokadepoint, som da også har ført hende op på en suveræn førsteplads i den officielle statistik med 1,15 blokade per sæt.

Nr. 12 Tess Reid under en springhævning (Foto: Claus Olsen)Der blev kontakt ved 12-12 og derfra var der parløb indtil vi, på sin tredje sætbold, i en ren gyser tog sættet med 33-31. Undervejs havde ASV haft ikke haft færre end seks sætbolde, som flere gange fik et medlevende publikum op af stolene, for skuffede at sætte sig igen, når Brøndby i en intens fight skabte lighed i stillingen. Især duellen til 29-29 gav høj puls til både spillere og publikum, da vi efter godt forsvarsspil på begge sider vandt duellen, da den gik over nettet for 16. gang og blev vundet af et brag af et smash fra Lucia Babic.

Vi tog føringen med 5-1 i tredje sæt, men glæden var kortvarig, da ASV allerede i rotationen efter overtog med en 7-5 føring. Vi havde svært ved at vinde point i egen serv da især de to søstre Frederikke og Emilie Krogh havde succes i angrebet. ASV øgede støt og tog sættet overbevisende med 25-16.

Forsvaret fungerede stadig godt hos ASV og vores angreb havde svært ved at sætte sig igennem. ASV tog en hurtig føring som de støt udbyggede til kampens afslutning ved 25-18.

Det blev en lang tur hjem for vores skuffede spillere, som ikke for alvor kom ind i kampen. Der skal nu kikkes video for at se hvor der kan forbedres og så skulle det gerne blive til en sejr i tredje semifinale som spilles på hjemmebane søndag d. 27. marts kl. 16.00, med forhåbentlig mange støttende publikummer på lægterne, inden der igen er en aftentur, efter en for mange af spillernes vedkommende dag på arbejde eller studie, når vi torsdag d. 31. igen skal spille kl. 20.00 i Aarhus. Ikke helt optimalt at vores to udekampe ligger på hverdagsaftener, mens det er hjemmekampene der ligger i weekends.