Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

 Brøndby VK´s hæver viser hvem vi skal møde i Big Ten (Foto: Steen Spangen)Onsdag d. 9. marts var det igen kampdag. Vi started dagen med at tage afsked med Coleys dejlige forældreog kørte turen fra deres hyggelige hus i Batavia og til Coleys tidligere coach, som nu sammen mmed hendes mand ejer en ranch, med et antal værelser som et mindre hotel. Dejlige gæstfrie mennesker som lod os indtage deres hjem som har alle bekvemmeligheder inklusiv fitnessrum og biograf hjemmebiograf der kan rumme et helt hold. Ærgerligt at vejret ikke var varmere, så vi også kunne gøre nytte med beachvolleybanen tæt ved swimmingpoolen.

Efter at have indlogeret os, gik turen til University of Illinois, hvor vi blev vist rundt på hele det kæmpe anlæg for amerikansk fodbold. En kæmpe oplevelse at se det store professionelle anlæg, med både udendørs og indendørs ban, et fitnesscenter større end noget der er set i Danmark, taktikrum for hver enkelt spilfunktion og et restitutionsanlæg med diverse maskiner og flere bassiner af forskellig temperatur samt hæve-sænke bund, så den enkelte spillers krop kunne nedsænkes i en grad der harmonerede med den belastning hans beskadigede kro kunne bære.

Vores rundvisning skabte nogen misundelse blandt Illinois volleyspillere, som endnu ikke har opnået en rundvisning på anlægget, som kun er forbeholdt fodboldspillerne og særligt udvalgte, som vi som følge af Dan og Coley Pawlikowskis venner nu var blevet en del af.

Efter en frokost på en lokal restaurant gik turen til volleyanlægget som dog også var ganske imponerende. Illinois volleydamer hører til i den øverste top af amerikansk volley. For dem der ikke har kendskab til den amerikanske struktur, som kan være ganske svær at sætte sig ind i, er her en lille præsentation, som på ingen måde er fyldestgørende.

USA's college volleyball er indelt i tre niveauer Division I, II og III. Division I består af 340 hold, som er inddelt i 22 forskellige conferenses, af disse er Big Ten regnet for en af de to stærkeste og Illinois tilhører denne. Som navnet antyder burde den bestå af ti hold, men den er siden den blev oprettet, udvidet til 14 hold. Efter at de forskellige conferenses har spillet deres indledende turneringer, kvalificerer de bedste sig til det afsluttende landsdækkende play off, som startes med 64 hold og efter fire runder er de skåret ned til fire hold, som samles i et Final-4, som er en kæmpe begivenhed med 18.000-19.000 tilskuere. Som oftest har Big Ten 2-4 hold med i play off. Vores modstander University of Illinois vandt i 2018 sølv og i den seneste turnering fik de en 24. plads ud af de 340 Division I hold. Så absolut et top college, som blandt andet har leveret to spillere til USA´s landshold med deltagelse i OL 2020, Michelle Bartsch Hackley (2011) nu i tyrkiske Vakifbank og hæver Jordan Poulter (2018) nu i italienske Busto Arsizio Volleyball.

Det var således også med en vis ærefrygt vi gik ind i den kæmpe hal med plads til nogle tusinde tilskuere. Til vores kamp dukkede der dog kun godt et par hundrede op, men det må vel siges at være ganske flot til en uofficiel kamp. Blandt tilskuerne som også bød på amerikansk familie, var der også lokale fans, som var mødt op med Dannebrog med et dansk ”velkommen” skrevet på og efterfølgende ønskede billeder med de danske stjerner. Det bør også nævnes at i mandagens kamp mod de Paul fik vi besøg af vores tidligere spiller Deprese Washington, som stødte til os i Chicago Zoo og blev til aftenens kamp inden hun fløj tilbage, for at passe sit coachjob.

Desværre måtte vi også i denne kamp undvære Paulina Hougaard-Jensen, selv om der var satset på at det var en af de kampe hun skulle spille. Til gengæld blev Lucia Babic, efter en konsultation hos Illinois sundhedsstab, erklæret klar til kamp. Hun startede derfor på sin normale diagonalplads og spillede en rigtig god kamp.

Til trods for den store respekt vi havde for vores modstander, blev der gået til den fra start, vel vidende at der skulle angribes effektivt på alle bolde og at gratis overspilninger ikke var vejen frem. Vi kom bedst fra start på blandt andet gode angreb af Lucia og fik en føring på 6-3. Ved 8-8 havde Illinois dog lukket hullet og vi skiftedes til at vinde point frem til 11-11, i en periode hvor Manuella Johnsen var yderst effektiv i vores side-out. Vi fik en ny føring som var størst ved 16-11, men igen fik Illinois lukket hullet ved 19-19 og igen skiftedes holdene i nogle drabelige dueller til at score point. Vi nåede først til sætbold ved 24-23 og nåede at få endnu en ved 25-24. Illinois overlevede begge og kom stærkest ud af sættet med en 27-25 gevinst.

Starten på andet sæt var skidt for os. Vi fik ikke ordentligt styr på deres server og vores angreb blev tilsvarende uden bid. Illinois kom foran med 7-1 og vores redning blev en servefejl. Gode modtagninger af Isabella Nielsen gav Tess Reid mulighed for at få vores centerangreb i gang, Vi hentede Illinois ved 14-14 og godt blokadearbejde af Rocio Fortuny og Mette Breuning lagde yderligere point i bunken. Forspringet blev dog aldrig større end to point og ved 19-19 var der igen samling. Illinois tog tre point i træk til 22-19, men et godt angreb af Mette Breuning brød deres stime. Vi fik kæmpet os til 23-23, hvor Tess Reid gik til serv og lukkede sættet med to serveesser til 25-23.

Starten på tredje sæt blev en gentagelse af andet sæt, men heldigvis med modsat fortegn. Det var nu os der kom foran med 6-1, på blandt andet flotte angreb af Manuella Johnsen, som for alvor kom ud med den opsparede energi fra de kampe hun har måttet stå ude pga. det kvotesystem hun er underlagt da hun har planer om college i næste sæson. Der blev spillet med de amerikanske regler om at libero godt må serve for den ene centerspiller, en regel som Isabella Nielsen blomstrede fint i. Ikke nok med at hun havde effektive server, men den blev så også fulgt op af hendes eminente forsvar. Vores føring blev størst ved 13-6, men herefter begyndte Illinois med effektivt spil at hale ind på os, men vores forspring var tilstrækkeligt komfortabelt til at vi holdt hjem og tog sættet med 25-23.

Der blev i alle sæt benyttet en anden amerikansk regel, som tillader at man flere gange skifter frem og tilbage mellem to spillere. Noget som blandt andet blev udnyttet til at få udbytte af Tajma Muharemovic og Laura Thomsens gode server. Vi spillede lige op med Illinois til langt hen i fjerde sæt, men ved 13-14 gik gassen lidt af ballonen og Illinois trak fra og tog sættet med 25-18. Da der også i denne kamp var aftalt at spille fire sæt uanset resultatet af de tre første, blev det for anden dag i træk et uafgjort 2-2 resultat.