Moralen var helt i top, da Brøndby Volleyball Klubs hårdt ramte kvindehold tog en utrolig snæver sejr i et højdramatisk opgør på udebane mod ASV-Elite. Kampen var flyttet til torsdag aften d. 24. februar kl. 20.00, da vi på det oprindelige tidspunkt var lagt ned af Corona. At situationen for holdet ikke var bedre denne aften var så noget andet, men da det nu var "normal" sygdom og skader der var årsagen, måtte kampen spilles med det der var til rådighed.
Vi har i år en stærk bred trup, men da de fire afbud alle var spillere der bestrider kantangrebet i begge sider, var det en noget alternativ opstilling der gik på banen.
Lucia Babic som ofte har være topscorer for os og blev kåret som pokalfighter ved Final-4 er skadet, blev på højrekanten erstattet af Trine Kjelstrup, som ellers normalt benyttes på venstrekanten, men netop dette skift var ikke noget problem, da det er den plads Trine har udfyldt i sine tre år som professionel i henholdsvis Finland, Ungarn og Østrig og hun kom da også ud af denne kamp som topscorer med hele 29 point.
Noget mere alternativt var den ene kantangriberplads, som blev besat af Tajma Muharemovic, som normalt spiller hæver og således aldrig træner denne position. Det gjorde hun så fint, at hun blev inde hele kampen og leverede flere pointgivende angreb og tre serveesser.
Den alternative opstilling gav noget usikkerhed i en servemodtagning hvor også Sille Hansen var savnet og ASV kom med gode server foran med 18-12. Vi fik lidt bedre styr på modtagningen og fik i Rocio Fortunys serv kontakt ved 20-20, men ASV trak på effektivt spil fra igen og tog sættet med 25-21.
Fra andet sæts start blev Sofie Østerberg der normalt spiller på midten, sendt ind som venstre kant og den rolle udfyldte hun så godt, at pladsen blev hendes i resten af kampen, dog med nogle udskiftninger på baglinjen, hvor Coley Pawlikowski, vores assistent coach, som har en fortid som libero i top college volley, kom ind for at stabilisere modtagningen. Det blev en langt bedre start end i første sæt. Vi kom til en 10-4 føring, men Caroline, den ene af tre Stenholt Krogh søstre hos ASV, sørgede med tre serveesser for at hjælpe sit hold tilbage i sættet og vores føring skrumpede til 10-9. I rotationen efter var det søster Frederikke der stod i servefeltet mens ASV overtog føringen 12-11. Hun gjorde sig ellers mest bemærket ved nettet, hvor hun i løbet af kampen, med gode blokader og stor power i angrebet skabte 27 point til ASV. Vi slog os tilbage til en ny føring på 16-12 i Mette Breunings serv og efter at have fået kontakt ved 19-19 blev det ASV´s tur til at tage føring med et par point. En føring som vi kortvarigt eliminerede ved 22-22, hvorefter ASV tog en hurtig slutspurt til sætsejr ved 25-22.
Til tredje sæt blev der rørt lidt rundt i centerbunken. Rocio Fortuny overtog Mette Breunings Plads og Pauline Hougaard-Jensen kom ind hvor Rocio havde været.. Forholdsvis hurtigt tog vi en lille føring på 5-2 og på blandt andet godt forsvarsarbejde af libero, Isabella Nielsen, samt effektfuldt angrebsspil ved nettet af Trine Kjelstrup og Pauline Hougaard-Jensen, hold føringen med små udsving frem til sættets afslutning ved 25-22.
Der var nu tilsyneladende fundet en opstilling som fungerede så optimalt som den nu kunne under de givne omstændigheder og Dan Pawlikowski lavede derfor ingen ændringer i startopstillingen til fjerde sæt. Alligevel blev det ASV der lagde best ud og tog en føring på 7-4, men gode server af Rocio Fortuny lagde grunden for spil der førte til kontakt ved 8-8 og i den efterfølgende opstilling med hæver Tess Reid som server og de to på dagen mest angrebsfarlige spillere Trine Kjelstrup og Pauline Hougaard-Jensen ved nettet, blev det til en føring på 12-8. De to hold skiftedes derefter i underholdende dueller til at score et point, indtil indskiftede Coley Pawlikowski med skarpe velplacerede server lagde grunden til en 24-16 føring og efter en ellers pæn slutspurt fra ASV´s side kunne vi tage sættet med 25-20.
Det blev de samme seks spillere i startopstillingen til det afgørende femte sæt, men i et højdramatisk sæt skulle det vise sig at Dan Pawlikowski skulle få brug for alle de seks tilladte udskiftninger.
Det blev den værst tænkelige start for os. Krogh-søstrene Emilie og Frederikke gjorde det godt ved nettet og i modtagning og forsvar var Ditte Hansen sikkerheden selv og ASV kunne tage en solid føring på 7-1. En indskiftet Laura Thomsen stod for serven da vi fik gang i spillet igen og kom på 5-7 inden hun blev skiftet tilbage igen.
ASV fortsatte herefter ufortrødent frem til det ved 14-9 blev til fem Aarhusiansk matchbolde. Rocio Fortuny vandt det efterfølgende angreb og skulle herefter selv til serv. Dan Pawlikowski udnyttede nu at han allerede havde to hævere på banen, så han valgte at tage Tess Reid ud for at erstatte hende med den højere og mere blokstærke Mette Breuning. Tajma Muharemovic kunne nu for første gang i kampen fungere i sin vante rolle som hæver, mens han med Mette Breuning og Paulina Hovgaard-Jensen fik to af landets bedst blokadespillere på højrekanten over for stærke Emilie Krogh.
Planen lykkedes, ASV forsøgte sig uden held med andre muligheder og på højrekanten tvang den ny etablerede superblok Emilie Krogh til at ty til lob efter at have fået sit angreb blokeret. I forsvaret blev der kæmpet ihærdigt og vi kom på 14-14 inden ASV med et lob der lykkedes for Emilie fik endnu en matchbold ved 15-14. Vi overlevede endnu en gang på en effektiv back-spike af Trine Kjelstrup. En blok af Paulina Hovgaard-Jensen bragte os til vores første matchbold og efter at ASV havde overlevet den første, var det også Paulina der stod for de sidste to point i kampen. Et hurtigt stik-angreb på midten, lagt præcist til rette af Tess Reid og et smash på en bold ASV sendte direkte over nettet efter en effektiv serv fra Tajma Muharemovic.
Det var en flok utrolig glade spillere der kastede sig i hinandens arme efter den tætte 18-16 afgørelse som gav en sejr på et utroligt svært udgangspunkt. En flot holdindsats med høj moral, styret af et godt coacharbejde af Dan Palikowski.
Med sejren fastholder vi førstepladsen i volleyligaen. Allerede lørdag kl. 14.00 på hjemmebanen i Stadionhal 1, får vi besøg af ligaens nummer 2, Holte IF, hvilket vil være den direkte kamp om den øjeblikkelige førsteplads.