Brøndby klar til slutspil - velkommen til Lauren Søderberg
- Details
- Written by: Steen Spangen
Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga kvinder er efter en 3-0 sejr over Team Køge, klar til årets slutspil med et fint udgangspunkt. Sejren var samtidig en fin generalprøve, som tankede selvtillid inden næste weekends Final-4 i landspokalturneringen og dette var måske det vigtigste, da kampens resultat ikke havde indflydelse på placeringen i grundspillet, hvor vi allerede inden sidste runde havde sikret os 2. pladsen.
Spillerne var meget bevidste om at kampen var den sidste mulighed for at få afprøvet nogle ting, efter de seneste ændringer i spillertruppen. Det var således et yderst motiveret hold der gik på banen og især var Jaime Kosiorek godt spillende ved nettet. Hun vandt således fem ud af seks angreb i første sæt og det lykkedes således kun Team Køge at score et enkelt point i hver rotation, mens vi scorede noget mere flittigt og bragte sig i front med 13-5, en føring der holdt sig stabil frem til sættets afslutning ved 25-16.
Team Køge kom noget bedre fra start i andet sæt og lagde sig i front frem til 8-6, hvor Julie de Blanck, som efterfølgende modtog gave fra Grey Matter som bedste spiller, lagde ud med to serveesser samt endnu en godt presset serv frem til føring på 9-8. Team Køge fightede sig med fantastisk forsvarsspil atter foran, men kun for en kort bemærkning, indtil Sofia Bisgaard med en effektiv serv pressede Team Køge fuldstændigt i bund og med en stime indeholdende to esser stod for serven fra 10-11 til 16-11. En føring som blev udbygget yderligere frem til stillingen 25-18.
Team Køge kæmpede ufortrødent videre og deres flotte forsvarsspil gjorde det svært for os at lave point og da der samtidig blev lavet en del flere fejl i angrebet, kom Team Køge i front med 10-3, Hæver Tajma Muharemovic fik nu sat gang i Jaime Kosiorek og Mette Breuning og med solidt forsvarsspil af Alina Sode og libero Laura Kjelstrup, begyndte vi at gnave af Team Køges forspring og ved 14-14 blev der kontakt. Duellerne bølgede frem og tilbage over nettet. Holdene skiftedes til at tage føring og der blev kæmpet indædt for at få overtaget. Vi fik matchbold ved 24-23, men Team Køge overlevede og der måtte yderligere to dueller til inden vi kunne trække os sejrende ud med 26-24.
Kampen var debut for vores nye assisterende coach Lauren Søderberg. Efter at Martin Henningsen som følge af en udstationerering i udlandet, har måttet forlade holdet, har vi været på udkig efter en kvalificeret erstatning og det er lykkedes til fulde. Den dygtige australske coach Lauren Søderberg, som er dansk gift med den tidligere beachvolley landsholdsspiller Bo Søderberg, er efter at have været bosat i Australien, nu rejst til Danmark og det er med stor glæde, at vi er lykkedes med, at få en aftale i hus med Lauren, som er succesrig coach med erfaring fra både volleyball og beachvolleyball. Lauren har således været olympisk coach for det australske beachlandshold og har en kåring som "International coach of the year" på sit CV. Kampen mod Team Køge var det første tegn på et godt samarbejde mellem hende og Jens Bang. Et samarbejde der gerne skulle bære frugt, når vi allerede på fredag kl. 15.00 skal spille semifinale i landspokalen, når vi i Final-4 som afvikles i Aarhus, møder Holte IF. En kamp der sammen med alle de øvrige Final-4 kampe for både damer og herrer streames på www.volleytv.dk.