God start på nyt årti
- Details
- Written by: Steen Spangen
Brøndby Volleyball Klub fik en god debut på det nye årti, da vi søndag d. 19. januar på udebane besejrede det jyske flagskib ASV Elite 3-0. Godt støttet af et veloplagt publikum, holdt ASV trit med os langt hen i første sæt, men en række servefejl var medvirkende til at de ikke kunne holde trit og vi kunne midt i sættet trække fra på gode angreb af en altid velspillende Sofia Bisgaard.
I andet sæt var det Julie de Blanck, som for alvor bragte århusianerne i problemer, da hun med ti fantastiske springserveer, fuldstændig satte ASV til vægs. De effektive server, hvoraf to var esser tog fuldstændigt brodden af det jyske angreb, hvilket Mette Breuning lukrerede på i blokaden, hvor hun stoppede syv angreb, heraf tre til point. To time-outs kunne ikke bringe ASV ud af kniben og vi kom komfortabelt foran med 12-5. En føring der holdt frem til sættets afslutning på 25-19.
ASV lod sig ikke påvirke af de to foregående sæt og på et rigtigt godt forsvar af blandt andet deres dygtige libero Ditte Hansen, tog de en føring på et par point, som holdt indtil Julie de Blanck som efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, igen lagde tryk på ASV, med en effektiv serv der var medvirkende årsag til at Brøndby kunne gå til 13-12 føring. Anfører Eva Bang fortsatte det gode servepres i rotationen efter og føringen var nu på 17-13. ASV kæmpede sig tilbage til 20-20, men i en god afslutning med blandt andet gode aktioner af 17-årige Sille Hansen, som for alvor er trådt i karakter, trak vi igen fra og tog sættet 25-21.
Med sejren fastholder vi 2. pladsen i ligaen og fik med sejren en god optakt til landspokal kvartfinalen, som skal spilles på udebane mod VK Vestsjælland torsdag d. 23. januar kl. 19.00.