Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV
Nr. 1 Eva Bang, nr. 3 Manuela Johnsen og nr. 10 Deprece Washington efter vunden bold (Foto: Heiner Lützen Ank)Stillingen er 1-1 efter de to første DM finalekampe mellem Brøndby Volleyball Klub og Holte IF. Holte tog en sejr på 3-1 i den første kamp, men vi kom stærkt igen i den anden kamp, hvor det bliv til en 3-2 sejr i en rigtig finalegyser. Et nederlag ville have sat os under et voldsomt pres, da der spilles bedst af fem kampe og Holte dermed ville have haft endnu tre kampe til at løbe med mesterskabet. Nu ser det anderledes lyst ud for os og alt er stadig åbent.

Vi lagde stærkt ud med blandt andet gode angreb fra Deprece Washington og kom i front med 7-2, Holte fik dog samlet sig og fik kontakt ved 11-11 og der var stillingskrig nogle rotationer, men Mette Breuning der netop er kåret til årets hold, tog nogle vigtige point i blokaden, før hun gik ned og startede en serveserie med to esser og vi kom på 22-16. Holte fik atter en gang kæmpet sig tilbage og nåede op på 24-24, før vi nuppede de to sidste point til 26-24.

Nr. 6 Laura Kjelstrup i en forsvarsaktion (Foto: Vislerphoto)I andet sæt var det Holte der styrede begivenhederne. Vi fejlede voldsomt i både angreb og serv og forærede dermed Holte ti point. Dertil kom et par gode Holteblokader og de pressede hårdt i serven og tog dermed et overbevisende sæt på 25-17.

Vi fik ryddet ud i fejlene til tredje sæt og i nogle heftige dueller skiftedes de to hold til at tage små føringer og Holte førte med 21-20, da vi vandt bolden og kunne sende Autumn Jenkins til serv og med en stærk duo ved nettet, bestående af Mette Breuning og Manuela Johnsen kunne vi slutte sættet af med 25-21.

Også fjerde sæt var en gyser værdig. Vi lagde bedst ud. Eva Bang som modtog gave fra Grey Matter som bedste spiller, fordelte boldene godt og havde især succes med at benytte Mette Breuning på midten. I Autumn Jenkins serv gik vi til en solid føring på 16-11 og herfra skiftedes de to hold til at vinde point frem til stillingen 20-15. Hos os var det især Deprece Washington der sørgede for angreb der vandt serven tilbage, men bedst som det så ud til at vi havde styr på sættet og sejren inden for rækkevidde, bed Holte igen fra sig, da indskiftede Johanne Kappel servede Holte tilbage til stillingen 20-20 og i rotationen efter fik de tre sætbolde ved 24-21. Vi overlevede dem alle, men Holte fik en ny chance ved 25-24. Også den overlevede vi, men så gik den ikke længere og Holte tog de to sidste point til en kneben sætsejr på 27-25.

Der skulle nu et afgørende sæt til og publikum fik for alvor noget for pengene, da også femte sæt blev en gyser. Vi førte 8-6 ved sidebyt, men Holte vandt derefter bolden og havde succes med en dobbeltudskiftning, som gav dem en føring på 10-8. De førte ligeledes 12-10, da vi vandt bolden og med Eva Bang i servefeltet fik vi to matchbolde ved 14-12. Holte overlevede den første, hvorefter headcoach Jens Bang tog en time out og på det næste angreb kunne Autumn Jenkins smashe os til sejr på 15-13.

Der resterer således minimum to kampe. Den tredje finalekamp spilles 2. Påskedag kl. 15.00 i Ny Holtehal og fjerde finale spilles i Stadionhal 1, torsdag d. 25. april kl. 19.00. Skulle en femte og afgørende kamp være nødvendig, spilles den mandag d. 29. april kl. 19.00 i Holte.