Tre kampe var ikke nok
- Details
- Written by: Steen Spangen
Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder skal ud i mindst endnu en semifinale før en eventuel DM-finaleplads er sikret. I semifinale serien spilles der bedst af fem kampe og Brøndby fører opgørene mod Elite Volley Aarhus (EVA) med 2-1. Det blev således til sejre i de to første kampe med 3-0 og 3-1, mens det i det seneste opgør blev til et 2-3 nederlag i et utroligt tæt opgør hvor EVA til slut sikrede sig det afgørende sæt.
Første opgør blev spillet i Brøndby d. 23. marts med os som en sikker vinder, men i den anden kamp, hvor EVA var støttet af et stort hjemmepublikum, var det EVA der kom bedst fra start. Med effektive server fik de os presset i bund, mens vi med hele fem servefejl, gjorde det svært for os selv at indhente det tabte og EVA kunne tage sættet med 25-20.
Vi fik styr på serv og modtagninger til andet sæt og især Manuela Johnsen, som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, blev med stor succes fodret at hæver Eva Bang og vi kunne tage sættet med de overbevisende cifre 25-16.
I tredje sæt var EVA igen med fra start og tog en føring på 12-8, før vi i Manuella Johnsens serv fik vendt billedet og tog en føring på 13-12. Især centerspiller Mette Breuning brillerede i denne periode og føringen blev øget yderligere frem til sættes afslutning ved 25-21.
Mette Breunings effektive samarbejde med Eva Bang fortsatte ind i fjerde sæt, hvor hun lagde ud med yderligere fire vunde angreb oven i de tre hun sluttede tredje sæt af med. duellerne bølgede frem og tilbage over nettet og fantastisk fight og godt forsvar sørgede for at duellerne til trods for adskillige power angreb blev hold længere i live end normalt. De to hold skiftedes flere gange i sættet med at tage føring, men mod slutningen var det os der trak det længste strå med 25-23 i en kamp, som begge hold havde stor ære af.
Lørdag d. 30. marts var der igen kamp i Brøndby. Indtil selve kampdagen var der tvivl om hvorvidt Autumn Jenkins, som havde ligget syg op til kampen kunne deltage og da Sille Hansen stadig ikke er kommet sig over sin fodskade, var der en del bekymrede miner, men på dagen meldte Autumn sig klar til at spille.
Vi kunne med en sejr spille os i finalen, men EVA havde tydeligvis set alvoren af dette faktum og var yderst opsatte på at forlænge semifinaleserien. De lagde som i de tidligere kampe ud med et effektivt servepres og det lykkedes dem, at holde os fra at kunne benytte vores ellers så effektive centerspil i starten af sættet, hvor det stort set kun var Deprece Washington som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, der kunne vinde bolde. EVA fik en føring som var størst ved 19-13. Vores angreb var nu kommet bedre op i gear, men selv om der blev hentet godt ind, var det for sent. Vi overlevede en sætbold ved 24-21, på en solid blokade af Mette Breuning og det lykkedes at få udlignet ved 24-24, før EVA tog de to sidste point til 26-24.
Til trods for sættabet, var spillet begyndt at fungere for os og vi tog hurtigt føringen på blandt andet effektive angreb fra Manuela Johnsen og sættet blev overbevisende vundet med 25-17.
De gode takter fortsatte ind i tredje sæt, hvor vi bragte os på 14-10, men EVA kæmpede ufortrødent videre og det blev svært for os at banke boldene igennem EVA´s forsvar. De fik kontakt ved 16-16 og sluttede også bedst af, så sættet gik til dem med 25-21.
I fjerde sæt var situationen vendt om. Det var nu EVA der fik en føring på 11-6, som de holdt frem til 19-16, hvor vi vandt bolden. Med Mette Breuning i servefeltet fik vi overtaget med 20-19 og med Taylor Alexander fremme i blokken kunne vi tage sættet med 25-22.
Det blev en skidt start for os i det afgørende femte sæt. Ved stillingen 3-3, fik EVA slået hul på vores servemodtagning og de kunne gå til sidebyt ved 8-3. En skidt situation for os, men pigerne kæmpede indædt støttet af vores fantastiske hjemmepublikum, for at indhente det tabte og det lykkedes også at lukke hullet, men først fik EVA tre matchbolde ved 14-11 og vi overlevede yderligere to matchbolde, før EVA i en utrolig spændende afslutning kunne tage sejren med 18-16 på deres syvende matchbold.
Resultatet betyder at vi skal endnu en gang til Aarhus, når vi tirsdag d. 2. april skal spille den fjerde og forhåbentlig sidste semifinale. Skulle det gå galt, er der en sidste og altafgørende kamp lørdag d. 6. april kl. 14.00 i Stadionhal 1.