Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV
Nr. 3 Manuela Johnsen klar til serv (Foto: Lars Rasmussen)
Det var et yderst motiveret og velforberedt hold der gik på banen, da Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder i løbet af ugen på overbevisende vis spillede sig i DM-semifinalen, ved at besejre Ikast KFUM med to gange 3-0. Mindre end 14 dage før den første kvartfinale var det Ikast der løb af med en 3-2 sejr i en kamp i grundspillet, så det var tydeligt at vores damer gik ind til kvartfinaleserien, som spilles bedst af tre kampe, med den klare målsætning at bevise at det var en beklagelig off-day de havde i starten af marts.

Første kvartfinale var på hjemmebane, onsdag d. 13. marts. Det tidligere nederlag sad stadig i baghovedet og der blev ikke løbet nogen risiko. Fra start blev der lagt ud med den formodede stærkeste opstilling og da det gav det ønskede resultat, skulle vi helt hen i tredje sæt, før der blev foretaget udskiftninger. Udskiftninger der vel at mærke fortsatte de gode takter som var sat i gang.

Ikast fulgte godt med i starten, hvor de med stor dygtighed fik styr på de fleste af vores angreb og vi skulle helt hen til stillingen 11-11, før vi i to rotationer bragte os på 15-11 i Mette Breunings serv, 23-12 i Eva Bangs serv og kort efter var første sæt sat ind på kontoen med 25-13.

Nr. 10 Deprece Washington i et smash (Foto: Vislerphoto)I andet sæt var det Manuela Johnsen, som efterfølgende fik gave fra Grey Matter, som bedste spiller, der sammen med Deprece Washington var de dominerende spillere på holdet. Deprece vandt de seks angreb hun stod for og efter at Manuela havde servet frem til 7-1, tog Deprece over og var med en god serie medvirkende årsag til det næste ryk, frem til 12-2. Det pæne forspring, blev på effektivt og nærmest fejlfrit spil yderligere øget frem til sættets afslutning ved 25-11.

Det flotte spil fortsatte i tredje sæt i hvilket Alina Sode erstattede Deprece Washington og Tajma Muharemovic kom ind i stedet for Eva Bang. Igen spillede serverne en afgørende rolle. Mette Breuning havde således en serie på syv server, som for alvor satte Ikast modtagning på prøve, frem til stillingen 19-6. Ved nettet var det i dette sæt især Taylor Alexander og Autumn Jenkins der scorede flittigt og det blev til endnu et overbevisende sæt med 25-10 i en kamp der kun kom til at vare en time.

Tre dage senere gik turen så til Ikast og motivationen til at afgøre kvartfinalen i to kampe var ikke blevet mindre. Startopstillingen var den samme som i onsdagens kamp og resultatet var lige så overbevisende. Deprece Washington, som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, havde en imponerende servestime på ikke færre end elleve server frem til stillingen 14-2 og fremme ved nettet sørgede hun sammen med især Autumn Jenkins, for en række gode angreb, som bragte sættet til sin slutning på 25-10.

De to næste sæt blev ligeledes præget af imponerende servestimer, som satte Ikast modtagningsspillere på en hård prøve. I andet sæt var det Manuela Joensen som stod for en stime på ti server og i tredje sæt var det Autumn Jenkins der diskede op med en serie af samme størrelse. Ved nettet var det især Mette Breuning der viste sine evner, både som angriber og i blokken - en disciplin som Taylor Alexander også deltog i med stor succes. De to sæt blev vundet med 25-15 og 25-16. Mod slutningen blev der noget uvant eksperimenteret lidt med at lade anfører og førstehæver Eva Bang indtage en angrebsrolle, mens Tajma Muharemovic med succes overtog hæverrollen.

Med de to sejre har vi kvalificeret os til semifinalen, som spilles bedst af fem kampe. Modstanderen bliver Elite Volley Aarhus, som i deres kvartfinale har været lige så overbevisende i to 3-0 sejre over Fortuna Odense. Der er således lagt op til nogle drabelige opgør, når Brøndby og Elite Volley Aarhus mødes. Første gang er på vores hjemmebane i Stadionhal 1, på lørdag d. 23.marts kl. 14.00. Herefter går turen til Aarhus d. 27. marts og igen i Brøndby d. 30. marts kl. 13.00. Er der herefter ikke fundet en finalist, er der afsat en eventuel 4. kamp d. 2. april i Aarhus og hvis det bliver nødvendigt, en sidste og afgørende 5. kamp d. 6. april i Brøndby.