Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV
Nr. 1 Eva Bang i en hævning til nr. 12 Mette Breuning (Foto: Lars Rasmussen)
Imens en stor del af Danmark var taget på vinterferie i uge 8, blev Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder hjemme i det noget tidlige forår og sikrede sig to vigtige sejre over deres to nærmeste konkurrenter Elite Volley Aarhus og Gentofte Volley.

Torsdag d. 21. marts var der hjemmebanekamp mod Gentofte. Der var på forhånd en del spænding op til kampen. Det unge talentfulde hold løb noget overraskende med sejren i det første indbyrdes opgør og det var noget der gjorde ondt på vores piger, som har et udtalt ønske om at forsvare deres mesterskab. Det var derfor også et yderst tændt Brøndbymandskab der gik på banen i bestræbelserne på at opnå revanche. Måske var de endda for tændte.

I hvert tilfælde var det Gentofte der kom bedst fra start. De servede med stor effekt og slog vores noget anspændte servemodtagning fuldstændig i stykker og bragte sig således i front med ikke mindre end 12-3. Pigerne lod sig ikke slå ud af den dårlige start og begynde at få bedre struktur på spilet og mens vi fra stillingen 16-7, begrænsede Gentofte til kun at lave et point i hver rotation, lavede vi selv små servstimer, hvoraf de mest markante var i Alina Sodes serv fra 10-17 til 13-17 og Autumn Jenkins serv fra 18-20 til 23-20. Det blev endda til en sætbold ved stillingen 24-21, men så var det igen ved at gå galt. Gentofte tog en stime på fire point og det var så deres tur til at have sætbold ved 25-24, men vi klarede os igen ud af problemerne og tog en slutspurt til sætsejr på 27-25.

I andet sæt var billedet vendt noget om. Det var nu os der kom bedst fra start og vi kom i Eva Bangs ser på 12-7. Den føring hold helt frem til 21-14, hvor det igen gik galt og Gentofte fik kontakt ved 21-21 og på deres tredje sætbold var det deres tur til at tage et sæt med 27-25.

Spillet havde indtil da ikke været særligt kønt fra vores side. Modtagningen lå under vanlig standart og hvis det ikke havde været for en godt velspillende Eva Bang, som kæmpede ihærdigt for at bringe sin angribere til smash, kunne det meget vel være gået galt, men fra tredje sæt hang det bedre sammen for os og Gentofte havde flere udfald, så vi kunne tage de to næste sæt med 25-18 og 25-20 og dermed en vigtig 3-1 sejr. Eva Bang kunne efterfølgende modtage gave fra Grey Matter som bedste spiller.

Nr. 9 Sille Hansen og nr. 13 Taylor Alexander i en blokade (Foto: Lars Rasmussen)Tre dage efter var der igen topkamp, da vi tog den jyske hovedstad for at møde ligaens nummer 3, Elite Volley Aarhus (EVA). Det blev en helt anderledes kamp end torsdagens noget svingende præstation. Servemodtagningen fungerede i denne kamp langt bedre og det forplantede sig til de øvrige faser af spillet, som var på et langt højere niveau. Et niveau, som det også var nødvendigt at holde for at slå et godt fightende EVA-mandskab. Det kneb således en del med at få de ellers ganske udmærkede angreb ned gennem et sprudlende Aarhusiansk forsvar, ned til de aldrende brædder i Aarhus Stadionhal, Til gengæld havde vi stor succes med blokaderne, som skabte seks point i sættet, hvoraf Sille Hansen stod for tre. Hun havde generelt en flot kamp og det blev således også det 16-årige stortalents første fulde kamp og hun fik efterfølgende TimeGruppen prisen som bedste spiller. De gode blokader var en direkte følge at et godt servepres, hvoraf især Taylor Alexander markerede sig med en stime på otte server som bragte os på 24-14 og kort efter var sættet i hus med 25-15.

Serverne var også tæt på at være udslagsgivende i andet sæt, hvor vi ikke kunne holde det gode pres uden at lave seks servefejl. Det var dermed ikke muligt at lave et afgørende ryk og de to hold fulgtes gennem hele sættet, men dog med os som dem der trak det længste strå mod slutningen og tog sættet med 25-23.

Der kom igen styr på serverne i tredje sæt og Alina Sode lagde blandt andet ud med to serveesser i en serie der førte til en 4-0 føring. EVA kæmpede stadig heroisk og der skulle arbejdes hårdt for at skabe pointene, men det lykkedes Eva Bang at sprede spillet godt mellem angriberne og i en kamp hvor begge hold var med til at give publikum en god volleyoplevelse, tog vi sættet med 25-22.

Ugens to vigtige sejre cementerede vores øjeblikkelige 2. plads i ligaen og meget skal gå galt i grundspillets tre sidste kampe, hvis denne placering ikke holdes. Næste kamp er på hjemmebanen i Stadionhal 1, lørdag d. 2. marts kl. 14.00 mod Ikast KFUM.