Det blev svært og tæt som forventet. Brøndby Volleyball Klub Volleyliga damer tabte til Holte IF i den fjerde finalekamp. Nederlaget blev på 0-3, men med så tætte sætcifre som 24-26, 22-25, 24-26, så det var kun de små marginaler der kunne have fået det til at tippe den anden vej. Med nederlaget står den nu 2-2 i kampe og der skal spilles en afgørende 5. kamp på torsdag d. 19. maj kl. 19.00 i Stadionhal 1. Indtil videre har det været holdet med hjemmebane der er gået sejrrigt ud af kampene, så håbet er lysegrønt.
Holte havde gennem kampen stor succes med et meget hårdt servepres, som i perioder voldte os store problemer. I første sæt gik Holte til 6-1 i Nikoline Mogensens serv, Men derfra var der rigtig meget godt spil fra begge sider. Mette Breuning vandt alle sine angreb og fik efterfølgende TimeGruppen prisen som bedste spiller. og Trine KJelstrup havde ligeledes en overvejende del af vundne angreb. Vi halede en smule ind på Holte, overlevede en sætbold ved 20-24 og kom i Trine Kjelstrups serv på 24-24, før Holte IF fik scoret de to sidste point til 26-24. Måske var manglende blokader, som vi ikke havde en eneste af i sættet, årsag til at Holte holdt stand og vandt sættet.
I andet sæt kom vi bedre fra start. Servemodtagningerne var ikke optimale, men det gjaldt også på Holtes side af nettet, så vi fik kæmpet os til en pæn føring på 16-10 og holdt føringen frem til 22-19, hvor Holtes Sofia Martinez-Lavine gik til serv og viste hvorfor det er hende der fører ligastatistikken over flest serveesser. Hun lagde endnu et par stykker til statistikken samt pressede generelt vores modtagning så meget at angrebet ikke havde den fornødne effekt og Holte kunne gå hele vejen til 25-22.
I tredje sæt var det igen Sofie Martinez-Lavine der var en udslagsgivende faktor. Hun stod således for serven fra 8-5 til 14-5 og præsterede flere serveesser undervejs. Den føring holdt Holte indtil 24-15 og det så meget sort ud for os, men så var det hæver, Emily Betteridge der gik til serv og pigerne holdt moralen oppe og kæmpede ufortrødent videre. Vi gnavede godt og grundigt af Holtes forspring og Holte fik gummiarm. Jo tættere vi kom, jo flere fejl lavede Holte. For dem var det knald eller fald. Spændingen steg og stemningen i hallen var euforisk, Vi overlevede hele ni matchbolde, men ved 24-24 erobrede Holte bolden og vandt også det næste point til 26-24.
Med sejren fik Holte udlignet og der skal nu en femte og afgørende finale til for at finde mesteren. Skal det lykkes for os, er det nødvendigt at servemodtagningen fungerer bedre og mon ikke det lykkes når der skal spilles i vante rammer. Spændende bliver det i hvert tilfælde og der venter en fyldt Stadionhal 1 i endnu en nervepirrende opvisning i topvolley.
Overlevede ni matcbolde
- Details
- Written by: Steen Spangen