Slutspillet er i gang
- Details
- Written by: Steen Spangen
Slutspillet er i gang og som vinder af grundspillet har Brøndby Volleyball Klub fået et godt udgangspunkt. I kvartfinalen skal Brøndby således møde ligaens nummer 8, Ikast KFUM. I kvartfinalen spilles der bedst af tre kampe og Brøndby startede på udebane lørdag d. 3. marts.
På papiret skulle det være en overkommelig opgave og det blev da også til en sejr til pigerne fra Brøndby, men dog ikke uden ridser i lakken. Første sæt gik planmæssigt. Vi lagde godt fra land og sikrede os, blandt andet i kraft af en rigtig godt servende Deprece Washingtonen, en komfortabel føring, som holdt frem til sættets slutning på 25-18.
Ikast KFUM består primært af unge talenter fra Ikast Idrætsefterskole og de unge talenter lod sig ikke kyse. De lagde i andet sæt ud med et godt servepres og det lykkedes dem at tage en føring på 5-1. men med Trine Kjelstrup som frontfigur fik vi indhentet det tabte ved stillingen 9-9 og herfra blev der støt øget frem til stillingen 25-17.
I tredje sæt skiftedes de to hold til at tage små føringer. Der blev undervejs i sættet skiftet godt ud i vores opstilling og tingene så ud til at fortsætte på betrykkende vis, men ved 19-19 tog Ikast et afgørende ryk til 22-19, og kort efter tog de under stor jubel sættet med 25-22.
Igen i fjerde sæt fulgtes de to hold ad indtil vi i Emily Betteridges serv tog et afgørende ryk fra 10-10 til 17-10. Især var Deprece Washington godt kørende i denne periode og sluttede en god nettur af med fem pointgivende angreb. Kira Sutcliffe gav sit bidrag i form af nogle gode blokader og vi kunne sætte det endelige punktum ved 25-18.
Med sejren fik vi et godt udgangspunkt inden returkampen på onsdag d. 7. marts kl. 20.00 i stadionhal 1. Skulle Ikast løbe med sejren, er der en afgørende kamp, ligeledes i Stadionhal 1, lørdag d. 10. marts kl. 14.00.