Brøndby Volleyball Klub har igen i denne sæson deltaget i den privat etablerede Øresundsturnering, som blev skabt for tre sæsoner siden for at få flere kampe på højt plan. Der har således igen år været deltagelse af tre tophold fra henholdsvis Danmark og Sverige.
Fredag d. 23. og lørdag d. 24. februar blev turneringen afsluttet med et final-4 stævne med Brøndby som arrangør. De fire hold der havde kvalificeret sig til finalestævnet var Hylte-Halmstad og Engelholm som ligger henholdsvis nr. 1 og 2 i den svenske liga og fra Danmark var det ligeledes nr. 1, Brøndby VK og nr, 2 Holte IF der havde kvalificeret sig. Pokalen har de to første år stået på dansk grund, men efter weekenden rejste pokalen med Hylte-Halmstad over broen til svensk territorium.
Fredag skulle der spilles semifinaler. Brøndby skulle møde Hylte-Halmstad og det blev et brag af en kamp, hvor vi måtte se os besejret med 2-3. Det var så en ringe trøst, at vi lavede flest point i kampen. Vi havde således samlet 104 point, mens Hylte-Halmstad endte på 99 point. Kampen blev nok, måske med farvede briller, den mest spændende og velspillede kamp af weekendens fire kampe og var andet sæt, som vi tabte 24-26, tippet til den anden side, kunne det i stedet være endt med en 3-1 sejr. Al det er kun spekulationer og Hylte-Halmstad kunne nu spille sig i finalen med sætcifrene 25-21, 26-24, 16-25, 17-25, 15-9.
Hylte-Halmstad har satset stort i år og er blevet forstærket yderligere på det sidste og står nu også med stærke kort til at vinde det svenske mesterskab. Hos os var det som så ofte før Trine KJelstrup der trak et stort læs i pointscoringen og det er glædeligt at se hvordan samarbejdet mellem angriberne og vores nye hæver Emily Betteridge bliver bedre og bedre. Kampen var den første, hvor holdets mangeårige hæver Eva Bang på grund af sin graviditet nu i stedet sad på bænken som assistent træner. Det skabte i stedet plads til vores 17-årige angrebstalent Manuela Johnsen, som også nåede at få sin debut på banen, da hun var inde i en kort periode og gjorde en god figur.
I den anden semifinale mødtes Holte IF og de svenske mestre Engelholm. som i de senere år har været blandt de absolut bedste i Norden, men på det seneste har været ramt af skader på bærende spillere og yderligere var så uheldige at blive ramt af en skade i fjerde sæt. Holte løb med af med en sejr på 3-1 (25-14, 10-25, 27-25, 25-21) og var dermed klar til finalen mod Hylte-Halmstad.
Lørdag var det så vores tur til at møde de svenske mestre i bronzekampen og også her blev det til en 3-1 sejr, med cifrene 25-27, 25-20, 25-17. 25-20. Efter et første sæt hvor de to hold fulgtes ad til 6-6, havde vi en dårlig periode, som bragte Engelholm i front med 12-7 og selv om spillet derefter blev bedre, nåede vi ikke at indhente det tabte. I de tre øvrige sæt, gik det væsentlig bedre. 15-årige Tajma Muharemovic, der for en periode har været sat på klubbens 2. hold i 1. division, som følge af Emily Betteridge indlemmelse i truppen, er nu hvor Eva Bang går på barsel, vendt tilbage til Volleyligaholdet og det var den 15-årige U17 landsholdshæver der stod for styringen af spillet i slutningen af andet sæt.
Finalen mellem Hylte-Halmstad og Holte IF, blev med svensk sejr på 25-22, 25-18, 27-25 og det blev dermed Svenskerne der besidder mesterskabet for den dansk-svenske liga i det kommende år.
I Brøndby var vi naturligt nok noget skuffelse over at finalepladsen glippede, men troen på at større held i det tætte andet sæt i semifinalen måske kunne være med til at holde pokalen på dansk grund, kan have positiv indvirkning på vores præstationer, nu hvor vi påbegynder slutspillet i danmarksturneringen. I kvartfinalen skal vi spille første kamp mod Ikast KFUM på udebane lørdag d. 3. marts. Der er returkamp onsdag d. 7. marts kl. 20.00 i Stadionhal 1 og i tilfælde af en sejr til hvert hold, skal der spilles en afgørende kamp lørdag d. 10. marts i Brøndby.
Pokalen rejser over sundet
- Details
- Written by: Steen Spangen