
Det lykkedes ikke for Brøndby Volleyball Klub at forsvare deres danske mesterskab, som de har været indehaver af i de seneste tre sæsoner. I to spændende finalekampe måtte vi lørdag d. 22. april overlade mesterskabet til Holte IF. Selvfølgelig er det en skuffet spillertrup, som har knoklet hele sæsonen for at opnå at stå øverst på skamlen, men når det er sagt, er det også et hold som er stolte over deres sølvmedaljer.

Alligevel lykkedes det os at præstere to spændende opgør mod Holte IF. I den første finale måtte de to hold ud i et afgørende femte sæt for at finde en vinder og i anden finale, som godt nok blev tabt med 0-3, var sætcifrene så tætte som 22-25, 22-25, 23-25 og der skulle således kun være få bolde i hvert sæt der skulle skifte fortegn, for at succesen var faldet ud til vores fordel.

Ser man bort fra de trods alt kun få fejl, blev der vist flot volleyball fra begge sider og det gode og underholdende spil fortsatte i andet sæt. Duellerne bølgede frem og tilbage over nettet, men Holte fik skabt en lille føring ved 7-4 og selv om vi var ved at kæmpe sig tilbage igen ved 15-16, lykkedes det Holte at holde fast i føringen og de kunne tage endnu et sæt med 25-22. Et resultat som måske kunne være anderledes, hvis ikke vi havde lavet hele syv servefejl i sættet.
Vi havde nu for alvor ryggen mod muren, Det var ikke nok med at vinde de tre næste sæt. En sejr ville have betydet, at de to hold som så havde haft en sejr hver, skulle have afgjort mesterskabet i et såkaldt "Golden set" til 25 point, så altså var kravet nu at vinde fire sæt i træk.
Vi kom godt fra start i tredje sæt og fik en lille føring, som blev hentet af Holte ved 9-9. Vi kom igen foran med 14-12, men i næste opstilling tog Holte en stime og kom på 17-14 da Kayla Neto blandt andet præsterede tre esser. Vi kæmpede os tilbage til 17-17, men Holte trak igen fra og måske var det nerverne der ikke kunne klare presset, da der i slutfasen kom to servefejl, hvilket var med til at føre Holte frem til kampens afslutning med mindst mulig margin 25-23.

Det var en kamp begge hold havde stor ære af og mens vi i den første kamp havde tildelt Holte en del point på egne fejl, var Holte i anden finale i langt højere grad nødt til selv af skabe deres point og det var således fuldt fortjent, at det er dem der får lov til at sidde på mesterskabstronen i den kommende sæson, men de skal vide, at det kun er til låns :-)