Tæt kamp i første finale
- Details
- Written by: Steen Spangen
Det blev en kamp der som forventet, blev noget af en gyser, da årets DM-finalister, Brøndby VK og Holte IF mødte hinanden. Ingen turde på forhånd spå om resultatet, men Holte fremstod med en lille favoritværdighed, på baggrund af sæsonens tidligere resultater, hvor Brøndby har vundet to gange og Holte tre gange. 2-3 i sæt var også resultatet af den første finale og med Holte som vinder af det afgørende femte sæt.
I de to første sæt virkede holdene temmelig nervøse, hvilket især gik ud af kvaliteten på servemodtagningerne. I første sæt var det os der havde de største problemer og da vi samtidig havde en del servefejl, fik vi slet ikke lagt det nødvendige pres på Holte, som alt for let kunne vinde sættet med 25-15. I andet sæt var rollerne på det nærmeste byttet om. Det var nu Holte der havde de største servemodtagnings problemer og Eva Bang kunne således lave to serveesser da hun servede sit hold fra 2-2 til 6-2. og i Alissa Coulters serv nåede vi vores største føring, da hun servede fra 16-6 til 20-6. En føring der holdt frem til sættets slutning på 25-13.
Vores problemerne i servemodtagningen fortsatte i starten af tredje sæt, hvor Holte kom til en føring på 6-1 og udbyggede føringen til frem til sættets afslutning på 25-17.
Spillet var gennem kampen blevet bedre og især bød fjerde sæt på en masse spektakulære dueller. Det var os der kom bedst fra start og tog en lille føring, en føring som Holte hentede ved 11-11. Herfra skiftedes de to hold til score point, men ved stillingen 21-22, viste Trine Kjelstrup hvorfor det var hende der skulle have præmien fra "Grey Matter" som bedste spiller, da hun sluttede, en i forvejen pæn præstation i sættet, af med at vinde sine fire sidste angreb frem til slutciffrene 25-22.
Mod slutningen af kampen var der kommet pænt styr på vores servemodtagning, men angrebet havde ikke den fornødne effekt og mod slutningen af sættet trak Holte fra og tog sættet og dermed også kampen med 15-10.
Opgaven for vores damer er nu at vinde returopgøret d. 22. april kl. 16.00 i Ny Holtehal og hvis dette lykkes og begge hold står med en sejr, vil mesterskabet skulle afgøres i et såkaldt "golden set" til 25 point, som spilles umiddelbart efter anden finale.
I forbindelse med den første finale, blev "årets hold", som er fundet ved afstemning blandt Volleyligaens spillere og trænere, offentliggjort. Vi kunne her glæde os over at få kåret Eva Bang som bedste hæver, Tyler Richardson som den ene af to centerangribere og Trine Kjelstrup som den ene af to kantangribere. Holte havde tre spillere på årets hold og Amager VK tog sig af libero posten.