Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

Tirsdag d. 26/3 lagde vores Volleyliga damer ud med en nederlag i finaleserien mod Holte IF. Finalen spilles bedst af fem kampe, så der er endnu fire kampe til at indhente det forsømte. Det kan dog blive svært nok, idet de to næste kampe er på Holtes hjemmebanne, hvor Holte står utroligt stærkt.

Men selv om oddsene dermed er imod os, har pigerne på ingen måde tænkt sig at lægge sig på ryggen og lade Holte løbe med guldet. Til trods for en klar 3-0 sejr til Holte, var der flere elementer, som får dem til at tro på, at de stadig kan rejse sig i de næste kampe.

Det var således Brøndby der kom bedst fra start i alle tre sæt. I første sæt førte vi således 9-6 ført an af fantastisk angrebsspil fra Trine Kjelstrup, før det i en enkelt opstilling gik galt og Holte lavede otte point i træk til 14-9. Et forspring de øgede til slutcifrene 25-15.

 

I andet sæt var pigerne igen godt med i starten af sættet, men ved 14-14 blev en servestime fra Holtes side igen afgørende. De fik et forspring på 19-14 og igen blev der øget hen mod sættets slutning på 25-16. Anile Clemente, som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller, var den eneste af vores angribere der for alvor fik præsteret point i dette sæt. De øvrige blev som oftest samlet i Holtes effektive forsvar, ført an af libero Mia Kloth.

Vi havde på ingen måde mistet troen på succes og igen i tredje sæt gik spillerne ind til opgaven med en sund optimisme, som igen resulterede i en startføring. Denne gang på hele 5-0, men allerede i den efterfølgende Holteserv skiftede billedet og det var nu dem der var foran med 7-5. Holte kørte videre på bølgen og i resten af sættet var det tydligt at der var en del frustrationer i vores lejr. Holte tog sættet og dermed kampen med overbevisende 25-13.

Når vi alligevel kan bevare troen på at billedet kan vende i de næste kampe, skyldes det, at der til trods for det klare nederlag var flere opmuntrende elementer. Der var således rigtig mange gode dueller, hvor begge hold spillede flot volleyball og hvor godt forsvarsarbejde på begge sider forhindrede et egentligt angrebspoint. Det var således oftest en personlig fejl der afgjorde duellen. Vi lavede flest af disse og producerede dermed for mange af Holtes point. Et element der kan og skal rettes inden de kommende kampe.

Hæver Eva Bang arbejdede hårdt under kampen, men et maveonde op til kampen, gjorde at hun ikke var helt oplagt og undervejs kunne hun have haft godt af en pause. En mulighed der var umuliggjort af Rose Olanders skade. Det forventes at Rose er klar igen til næste kamp.

Ofte har der været talt om Holtes skræmmende blokader, men også her viser statistikken, at vi ikke ligger efter. Holte lavede 13 blokpoint, mens vi stod for 12 af slagsen og da det jo i denne kamp var Holte der havde serven flest gange og dermed også havde flere blokademuligheder, er det faktisk os der kommer bedst ud af blokadesituationerne, hvis det opgøres i succesprocent.

Påsken er blevet brugt til at justere spil og taktik. De næste kampe i Holte d. 4/4 og 9/4 skal vise om det giver os succes så muligheden for at vinde guldet på hjemmebane d. 14/4 bliver en mulighed.