Den 21-årige Eva Bang, landsholdshæver og anfører på ligaens førende hold Brøndby, fortæller om hæverens særlige opgaver og metoder – og om sin medaljebestrøede karriere.
Ofte kan det være en hævers fornemste opgave at forvandle vand til vin. En halv- eller heldårlig servemodtagning, en skæv opsamling eller små-mislykket fremlægning fra baglinien skal omskabes til en lækker hævning til angriberne, lige til at knalde i gulvet.
Denne forvandlingsproces mestrer Brøndby-hæveren Eva Bang bedre end nogen anden dansk damespiller. Hvor ofte har man ikke set hende redde Brøndby ud af en presset situation med en perfekt hævning!
Når dertil kommer, at hun er stærk ved nettet, hvor hun forstår at udnytte sin højde (181 cm), sagtens kan smashe selv, har et lynhurtigt overblik og en giftig serv, ja så danner der sig billedet af en komplet spiller.
Lige siden hun førte Brøndby fra ungdomsmesterskaber på rad og frem til en fremskudt plads og DM i ligaen 2011 har hun været anset for et af de absolut største talenter herhjemme.
Kun 21 år gammel har Eva Bang allerede nået en masse. Har været nordisk mester med DU19-holdet i 2009, dansk mester med Brøndby i 2011, pokalvinder i 2012, samt spillet 34 landskampe og næsten 150 divisionskampe.
Hun er blevet valgt til Årets Hold tre gange (2008, 2009 og 2011), og sidste år blev hun Årets Spiller.
Heldigvis tyder intet på, at Eva har fået nok af elitevolley. Den spillelyst, der driver værket, er der stadig.
Som person virker hun ikke påvirket af sin stjernestatus gennem snart mange år. Ligetil og venlig er hun ikke en spillertype præget af store fagter eller replikker, der giver smarte overskrifter.
Men en naturlig faglig stolthed skinner alligevel igennem, både i en interview-situation og når hun sammen med to spiller-kolleger på Brøndbyholdet ytrer sig skriftligt i volleydebatten.
Hun ved, hvad hun er værd, og det ved volley-Danmark heldigvis også!
NYT HOLD FOR HVER SÆSON
- Du har på en måde haft en enestående rolle på dit hold siden I rykkede op i elitedivisionen i 2007, idet der så at sige for hver sæson bliver skiftet ud på centrale pladser i angrebet. Nye udenlandske spillere kommer til og skal spilles ind på holdet. Hvordan har det været?
”Det er hårdt at skulle være med til at forny et hold hvert år. Det ideelle er jo egentlig at fortsætte med det samme hold, som så kan udvikle sig efterhånden i en kontinuerlig proces. Det er jo først hen imod slutningen af sæsonen, at man føler, at det hele bare klinger.
Så det er klart, at det er hårdt altid at skulle starte forfra. Men det har også en positiv side, for det er jo spændende og udfordrende at møde nye mennesker, ny spillere, og man bliver også bedre af at få inputs udefra. Det er en modgift mod rutinen.”
- Skal du tilpasse dit tempo og din særlige spillestil til de nye, der kommer hvert år, eller er det omvendt, så du siger: ”Sådan gør vi her, så det må du se at lære!”
”Det går begge veje. Hvis jeg opdager, at en angriber fungerer bedst med hurtige hævninger, laver jeg mine hævninger om til hende.
Men spillet som helhed, alt det taktiske og hvordan vi står på banen, det er noget de udefra kommende skal tilpasse sig. Det er noget, der ligger i klubben.
Spillerne udefra kan jo altid noget forskelligt, og det er vigtigt at få det bedste ud af dem. Det kæves af en hæver, at hun kan justere i forhold til angriberne. Alle spillere skal have lidt forskellige hævninger i forskellige situationer, det lærer man jo, så overordnet er nok mest mig, der skal tilpasse mig angriberne.
Det er klart, at hvis de vil have en hævning, der er helt urealistisk, så snakker vi om det. Vi har jo en fælles interesse i at gøre hinanden bedre.”
– En hæver skal være smidig?
”Ja, det synes jeg. Man skal gøre angriberne bedre og få det bedste ud af alle. Sværest kan det være med centerne. Vi siger normalt i Brøndby, at vi har et bestemt tempo, vi stræber efter, og som hæveren lægger, og så skal centeren prøve at falde ind.
Så kan det ske, at man finder man ud af, at det ikke går – hun skal have bolden lidt højere eller hendes slagpunkt er lidt anderledes end de andre centeres.”
- Kan det være svært at være fleksibel også mentalt? Det er vel meget forskellige spillerpersonligheder, man skal arbejde sammen med?
”Ja, det kan det være. Der er nogle, som er rigtig nemme at spille sammen med, mens andre er knap så nemme, så det kan være lidt hårdt at arbejde dem ind på holdet.”
– Knap så nemme, fordi de mangler selvtillid eller har for megen selvtillid?
”Nogle gange fordi de har for megen selvtillid, ha, ha.
F.eks. fyldte vores bulgarske spillere, som kom på holdet lige da vi rykkede op i eliten, virkelig meget på banen med deres temperament. De svingede meget i humøret, og det var man nødt til at vænne sig til og prøve at håndtere.
Generelt er de amerikanske spillere, som vi oftest har, nu meget nemme at arbejde sammen med.”
TO OM HÆVER-JOBBET
- Hvordan forholder du dig til, at I har fået en ny hæver, Rose Olander, tidligere 1.-hæver hos Frederiksberg, ind på holdet?
”Jeg synes det er dejligt. Jeg er glad for, at Rose er kommet. Det er nogle gange hårdt at stå på banen og vide, at man er den eneste til pladsen, næsten da.
Af og til har man virkelig brug for bare at blive skiftet ud. Selvfølgelig vil man gerne selv spille, f.eks. i en finale, men hvis man gør det rigtig dårligt, vil man virkelig hellere have, der kommer én ind, som kan gøre det bedre.
Og så er det rigtigt fedt til træning, at der er kommet en spiller som Rose, der kan presse mig. Man kan sige vi presser hinanden, prøver at gøre hinanden bedre og lære af hinanden.
Vi kan mere kaldes kolleger end konkurrenter, for vi hjælper hinanden rigtig meget. Det er helt klart positivt, og det er rart at vide, at der sidder en spiller på bænken, der kan komme ind og klare tingene, hvis det går galt.
I øvrigt har jeg permanent springerknæ, så engang imellem har jeg rent fysisk brug for en pause. Derfor er det ekstra godt, at vi er to.”
PLANLÆGNING OG IMPROVISATION
– Hvor meget i dit spil er planlagt på forhånd og hver meget er improviseret?
”Inden hver kamp studerer man sin modstander og ser, hvilke svagheder de har i blokadespillet eller forsvaret. Og har de en dårlig blok et sted, kan man udnytte det ved at hæve til sin egen spiller overfor. Eller hvis deres forsvar bagude på etter-toeren er dårligt, så kan det være godt at hæve til diagonalen.
Det er noget, man har tankerne, inden man møder ethvert hold.
Hvis der opstår en presset situation under selve kampen, har man idé om, hvem man med størst fordel kan hæve til. Hvem er mest rolig, hvem kan stadig vinde bolden, selv om det står 24-25 eller noget lignende? Hvem har poweren lige i den kamp?
Her kan det hjælpe, at der bliver ført statistik under hver kamp over, hvor mange bolde hver enkelt spiller på holdet har vundet. Det bliver jeg så lige gjort opmærksom på i time-out eller mellem sættene, og det kan være nyttigt, for nogle gange har man et andet billede end det faktiske inde i hovedet.
Eller man har måske ikke været tilstrækkelig opmærksom på, at en spiller, der ikke har fået så mange hævninger, faktisk har vundet alle sine bolde og bør have nogle flere hævninger.
Tit har jeg i side-out’en en plan inde i hovedet om, hvem jeg skal hæve til. Det kan være mere eller mindre bevidst. Men så kan det være, at modtagningen gør det nødvendigt at hæve på en helt anden måde.
I transitionsspillet, når bolden går frem og tilbage over nettet, kan man jo heller ikke planlægge så meget. Så er man nødt til at forlade sig på sin intuition og på den erfaring, man har oparbejdet ved efterhånden at have spillet så mange kampe.
Med til forberedelserne hører også at se videooptagelser af modstanderens kampe for at lure dem af. Det er en fast ritual inden kampene, men der nogle hold vi ser oftere end andre. Nogle nørder vi MEGET med, andre mindre.”
- Jeg har en anelse om, hvem I i hvert fald nørder en del med! Hvilket hold synes du har den bedste blokade?
”Ha, ha, ja, det synes jeg, at Holte har. De er sværest at komme igennem. De har ikke de samme huller som nogle af de andre hold. De har en stabil blok, og Lykke (Degner, red.) har også en dejlig høj blok. Det er klart, at det giver mange udfordringer i angrebsspillet.”
VOLLEY I VUGGEGAVE
– Begge dine forældre har spillet volleyball, og din far Jens Bang er nu headcoach for Brøndby. Hvornår begyndte du at spille?
”Jeg er vokset op med volleyball, og det var også et af de første ord, jeg lærte at sige.
Jeg begyndte for så vidt allerede at slå til en bold, inden jeg kunne gå, da vi boede i lejlighed inde i byen. Jeg vidste lige præcis hvad en volleyball var, der lå volleybolde mange steder i lejligheden, og snart lærte jeg også fingerslag. Senere, da vi flyttede i hus og fik have, trænede min far mig i fingerslag hjemme på plænen og udlovede vingummi, hvis jeg slog min rekord.
Så da jeg blev ni år og kunne starte i klub, var det bare naturligt at begynde at spille volley – det var det, jeg gerne ville, selv om jeg faktisk har dyrket gymnastik, håndbold og forskellige former for dans, inden jeg begyndte at koncentrere mig om volley.
Det var helt og holdent mig selv, der valgte volley, men der har nok ligget noget ubevidst bag, som har at gøre med den store rolle, volley spillede allerede helt tidligt i min barndom.
Som 9-årig var jeg en af de yngste i Brøndby dengang, vi var ca. 30 piger og blev trænet af Steen (Spangen, red.) og min far.
Det var ret naturligt for mig at begynde at spille hæver, da jeg var en af de mindste i gruppen.”
- Men du var ikke førstehæver fra starten, har jeg hørt?
”Nej, det var en pige, som hed Natasha, som var to år ældre end mig, som oprindeligt var 1.-hæver, men hende slog jeg af holdet. Jeg tror jeg var 13 på det tidspunkt, og det var også, da jeg var 13, at jeg kom på ungdomslandsholdet.”
BRØNDBY-PIGERNES BETYDNING
– Hvor meget betød det for din udvikling, at I var en meget stærk ungdomsårgang dengang i Brøndby, som vandt det ene mesterskab efter det andet?
”Det har uden tvivl betydet utrolig meget for min lyst til at blive ved og blive bedre. Hvis man ikke får udfordringer, går man jo i stå. I Brøndby blev jeg hele tiden stimuleret og udfordret, fordi alle på holdet gjorde det godt, alle var gode.
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have holdt ved, hvis jeg selv havde ligget på et højere niveau end de andre. Det var nok blevet kedeligt i længden.
Vi ville alle gerne blive bedre, det var noget, der smittede, dette at få niveauet op. Alle konkurrerede med alle om det. Vi udviklede os sammen ved hjælp af hinandens evner.
Mange af mine medspillere var lidt ældre og bedre end mig i starten, og jeg så op til dem. Det var fedt og ansporede mig bare endnu mere. Det var spillere som centeren Christina Jensen, liberoen Mia Olsen, kanterne Mie Lindgren, Mette Pieper, Desislava Mintcheva og søstrene Stine og Mette Spangen.
Jeg var den lille i sammenligning med dem. Den lille lort – ha, ha! Så det var bare om at blive ved og blive bedre!”
- Hvad ser du som højdepunkterne i din karriere?
”Det største øjeblik var, da vi sidste år vandt vores første DM-guld i seniorrækken i vores gamle gule hal, der havde været vores hjemmebane i alle disse år. Den hal, vi altid har trænet i og brugt så mange timer i. Og så vinder vi over rivalerne fra Holte i vores egen hal!
Det var det største. Fra ungdomstiden kan jeg huske nogle år, hvor vi vandt tre mesterskaber i samme sæson – pige-, junior- og ynglingemesterskabet, som det hed dengang – det føltes også som noget meget stort. Især, da jeg var med til at vinde ynglingemesterskabet, mens jeg endnu var pigespiller. Jeg var måske ikke så meget inde, men det føltes fantastisk.
Det var også en kæmpe oplevelse at vinde det Nordiske U19-mesterskab på Island. Det er noget særligt at være med til at vinde guld for landsholdet, en anden form for ære, når man repræsenterer sit land.”
EN BEDRE FREMTID FOR LANDSHOLDET
- Hvordan har du det med at spille på A-landsholdet? Der har været lidt vaklen i rækkerne, men du fortsætter ufortrødent?
”For mig er det en stor ære at være på landsholdet. Og jeg synes, det er vigtigt, at de efterhånden lidt mere erfarne spillere bliver på landsholdet, så de kan indgå i en trup med nogle af de mange yngre, virkelig gode spillere, der er på vej frem.
Jeg tror vi får flere og flere unge spillere, som vil komme til at gøre det rigtig godt, og jeg vil da gerne være med til at skabe et godt hold.
Jeg ville ikke sige fra på grund af, at niveauet er for dårligt til konkurrencen, men man kan jo aldrig gardere sig mod skader, manglende tid eller andre uforudsete ting.”
- Er niveauet på ungdomslandsholdene højere end nogensinde?
”Ja, sådan virker det bestemt. Nu slår vi jo et land som Sverige langt oftere end vi gjorde dengang jeg selv spillede på ungdomslandsholdene.
Derfor tror jeg, at der er en styrkelse af A-landsholdet på vej, det ser jeg frem til, og det vil jeg gerne arbejde for.”
- Hvad med din egen volley-fremtid?
”Ja, på en måde er den en lille smule usikker, for i august næste år skal jeg begynde at læse idræt på universitetet i København. Og det sætter mig jo i en ny situation, for hidtil har jeg kunnet klare mig perfekt med lærervikartimer på den skole i Greve, hvor jeg selv gik i folkeskole.
Så jeg ved ikke præcist, hvor tidskrævende studiet bliver, men jeg har stadig mod på at spille, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. Jeg er stadig meget glad for at spille og vil gøre alt hvad jeg kan for stadig at tage den tid, der kræves til at gøre det på højst muligt niveau.”