Kravet for at vi skulle vinde vores NCC-pulje, var at vi skulle vinde 3-0 over Fortuna Odense, samtidig med at Stod skulle slå Engelholm 3-2. Ved 3-1 til Stod ville der stadig være en mulighed, men det skulle i så fald afgøres på boldscoren.
Det var således også nogle engagerede Brøndbypiger der tog plads på tilskuerpladserne for at give deres støtte til det af de to hold der havde brug for det for at resultatet skulle passe i vores kram. Det blev hurtigt klart, at det var Engelholm der havde brug for støtten, men lige lidt hjalp det. Stod kørte deres modstander fuldstændigt over i en 3-0 sejr, som kun kan gøre os endnu mere stolte over vores flotte fredagskamp, hvor vi slog sidste års NCC-vindere.
Fortunakampen skulle nu bruges til at sikre vores andenplads, samt at bevise over for os selv at udfaldet i Engelholmkampen var en enlig svale. Det startede ikke så godt. Vores tidligere Brøndbyspiller Julie Guldager lagde ud med at servere to serveesser for sine tidligere holdkammerater og generelt gik vores modtagninger ikke godt de første 6-8 gange Fortuna kom til serv. Stephanie Dahl, som ellers havde været ude det meste af tiden i de to foregående kampe blev skiftet ind på liberopladsen og det var med til at stabilisere vores spil. Vi var kommet bagud med 4-7, men så vandt vi bolden og Mirjan Duric gik i servefeltet og viste hvorfor hun har været kåret som bedste server ved EM, da hun sammen med det serbiske DU21-hold blev Europamester. Hun førte os frem til 12-7 med en stime på otte server, hvoraf de tre var esser og tre af de andre blev popcornmodtagninger, som Fortuna kun med nød og næppe fik sendt retur. Gennem hele kampen nåede hun op på fem esser og holdt på 15 server Fortuna nede på en modtagning på 0,86. Dette sammen med 11 angrebspoint og et par blokader gav hende TimeGroup prisen som kampens spiller. Føringen blev støt og roligt udbygget og sættet endte 25-18.
I andet sæt var det Simone Asque der gjorde livet surt for Fortuna med sin serv. Efter et enkelt point til Fortuna lagde Simone ud med et es, hvorefter hun blev stående i servefeltet indtil stillingen 9-1. Ved nettet Sørgede Trine Kjelstrup og Mirjana for at banke bolde ned og de to centerspillere Amanda Anderson og Michelle Osunbor var sikkerheden selv i deres angreb. Amanda vandt således alle sine fem angreb i kampen og Michelle havde et enkelt kiks undervejs. Også Eva Bang fik i denne kamp mulighed for at vise angrebsstyrke og vandt således fire angreb på andengangsbolde. Andet sæt blev vundet overbevisende med 25-12.
I tredje sæt blev der skiftet en del ud. Paulina Hougaard erstattede Amanda. Stine Spangen erstattede Simone og Ida Lambach tog en periode for Eva Bang. Trine sørgede for at skabe vores største føring, da hun på tre serveesser førte os til 13-6. Det fik Fortuna pynte noget på, men selv om de kom nærmere, blev det aldrig rigtig spændende og kampen endte med 25-22.
Dermed var andenpladsen sikret, men utroligt nok, var der ingen der kunne fortælle hvordan man skulle kåre den bedste 2´er, når der er forskelligt antal hold i puljerne. Man kunne jo med en vis ret hævde, at det er vores piger, da de er de eneste der har slået en puljevinder, mens de andre puljevindere er gået ubesejrede gennem deres puljer.