Med lørdagens sejr over Stod, havde vi muligheden for at tage et væsentligt skridt videre, hvis de gode takter kunne fortsætte mod Engelholm. Det så også langt hen ad vejen fornuftigt ud i første sæt, hvor de to hold fulgtes ad frem til 13-13, hvor Engelholm tog en lille stime til 17-13. Vi kunne ikke holde det gode blokniveau fra førstedagen og mens vi kun tog et enkelt point ad gangen, øgede Engelholm til 22-16. Eva Bang gav os nyt håb om sætsejr, da hun med nogle godt pressede server førte os fra 18-23 til 21-23. Glæden var dog kort og Engelholm tog sættet 25-22.
I andet sæt tog vi en føring på 5-1 i Simone Asques serv. Engelholm hentede os ved 9-9, men lidt senere var det igen Evas serv der sammen med en række gode blokader af Michelle Osunbor bragte os i føring med 15-12. Amanda Anderson skabte os nogle vigtige point gennem nogle effektive centerangreb og Mirjana Duric havde en servestime på fire, som kun med nød og næppe blev holdt i spil på den anden side. Lige lidt hjalp det, da vores kanter ikke fungerede. Med en killprocent på beskedne 30 %, fik Engelholm det alt for let og de kunne tage endnu et sæt med 25-22.
Stine Spangen erstattede Trine Kjelstrup fra starten af tredje sæt, men ellers blev der kørt videre med samme opstilling. Libero, Mathilde Romanowski udførte et eksemplarisk arbejde i dette sæt og det skabte gode muligheder for at få angrebet i gang igen. Både Mirjana og Simone tordnede bolde ned og Michelle var sikkerheden selv på de tre hævninger hun fik. Også i serven var Michelle effektiv. Hun stod således for to 4-point stimer til henholdsvis 8-4 og 19-13. Trine blev skiftet ind igen og hun kvitterede med servestime på tre point, frem til 24-17 og kort efter endte sættet 25-18.
Netop som alt igen så lys ud, gik det helt galt. Der blev produceret fejl på fejl. Kun Michelle formåede at holde et højt niveau, som da også indbragte hende TimeGroup prisen som bedste spiller. Mathilde som havde arbejde så godt, faldt i niveau og blev erstattet med Stephanie Dahl, som holdt et pænt modtagningsniveau. Resten haltede dog stadig og Engelholm bragte sig til en kæmpe føring på 17-7. Amanda Anderson fik rettet kraftigt op på dette, da hun med en fantastisk servestime på otte server, bragte håbet tilbage ved næsten at hente Engelholm ved 19-20, men Svenskerne trak fra igen og tog for tredje gang et sæt med 25-22.
Det var et yderst skuffet Brøndbymandskab der måtte konstatere at det nu ville blive meget svært at vinde puljen. Vi kan ikke være tilfredse med vores indsats, men måtte konstatere at vi nu var afhængige af andre holds resultater, samtidig med at vi selvfølgelig skulle vinde vores sidste kamp mod Fortuna med 3-0.
I dagens anden kamp vandt Stod overbevisende 3-0 over Fortuna.