Brøndby Volleyball Klubs damehold i Volleyligaen er en enkelt sejr fra det danske mesterskab. De har i den forløbne uge tabt en 2-3 kamp og vundet en 3-0 kamp. Det var den henholdsvis anden og tredje finalekamp mod Holte IF, i en finaleserie der spilles bedst af fem kampe. Da de ugen før vandt den første finalekamp med 3-1, fører de nu med to vundne kampe mod en enkelt tabt og er altså en enkelt sejr fra at vinde danmarksmesterskabet. Til dette har de to forsøg. På tirsdag d. 8/4 kl. 19.00 i Ny Holtehal og skulle det glippe der, er der endnu en mulighed i et femte og afgørende opgør på hjemmebanen i Stadionhal 1, tirsdag d. 15/4 kl. 19.00.
Selv om det ville være stort at vinde mesterskabet på hjemmebane, satser vores piger naturligt nok på at afgøre det allerede på tirsdag, i kampen som transmitteres live på kanal Sport, hvilket så vil betyde at kampen d. 15/4 bliver aflyst.
Tirsdagens kamp blev en gyser på to timer og et kvarter. Vi kom bedst fra start og med de forholdsvis overbevisende sætcifre 25-20 i første sæt, så det ud til at succesen fra første finale skulle gentages, men så begyndte vores ellers så sikre kantangribere at slække på kvaliteten. For mange bolde blev spillet blødt over og Holte kom for alvor ind i kampen. Med et pænt servepres fik de holdt vores centerangribere fra fadet og de kunne blandt andet i kraft af deres højrekant Lykke Degner Haley, som spillede sit måske sæsonbedste, tage et sikkert sæt med 25-16.
Fra starten af tredje sæt stod der igen Brøndby på det bedste spil. Simone Asque og Mirjana Duric var sikkerheden selv og også centerangriber Michelle Osunbor tog en pointstime, men efter at være kommet til en føring på 16-9, faldt effektiviteten igen. Holte halede ind og fra 20-20 kørte de to hold parløb, indtil vi fik sætbold ved 24-23. Desværre blev denne udmøntet i en servefejl af den ellers så godt servende Trine Kjelstrup. Endnu en sætbold blev misbrugt af Amanda Anderson, før det blev Holtes tur til at have sætbolde. De to første overlevede vi, men på den tredje tog Holte sættet med 29-27.
I fjerde sæt svingede spillet igen over til vores fordel. Vi var i front hele vejen og ved 19-15 gik Simone i servefeltet. Hun lagde ud med to serveesser og pressede i de efterfølgende server Holte så meget, at vi uden større problemer kunne forsvare os og tage de resterende point til 25-15.
Det var nu tid til det afgørende femte sæt. Begge hold kæmpede indædt og det så længe ud til at skulle blive en tæt afgørelse, men ved sidebyt, kørte Holtepigerne fra os og tog andet finaleopgør med 15-10 i femte sæt.
Gennem kampen havde libero Mathilde Romanowski udført et solidt stykke arbejde, hvorfor hun da også fik Time Gruppen prisen som bedste spiller.
Tre dage senere skulle de to hold mødes i den tredje finale. Det var tydeligt at der var meget på spil og det resulterede i et nervøst og fejlbetonet spil fra begge sider. Heldigvis blev spillet bedre og publikum fik det de kom efter, nemlig en indædt fight om at komme i front i finalespillet. Vores piger holdt et pænt servepres og det blev til esser af både Amanda Anderson, Mirjana Duric og indskiftede Ida Lambach, som var så overbevisende i sine server, at hun blev indskiftet som servespecialist undervejs i alle sættene. Det afgørende ryk blev foretaget i Mirjanas serv, da vi rykkede fra 19-19 til 22-19. Holte nåede ikke at lukke hullet og første sæt blev vundet med 25-21.
I modsætning til tirsdagens kamp, hvor både diagonal og kantangribere i perioder var temmelig anonyme, var de denne fredag aften i perfekt angrebshumør, mens det kneb lidt mere med at vinde point fra midten, hvorfra der heller ikke blev produceret det sædvanlige antal blokadepoint. Samlet set, blev det til en jævnbyrdig forestilling, med Holte næsten konstant i front med et par point. Det blev der gjort noget ved i Trine Kjelstrups serv, hvor vi gik fra 17-21 til 20-21 og kort efter blev det 23-23. Vi fik sætbold ved 24-23, men forspildte den med en servefejl, hvorefter Holte fik chancen for sætgevinst ved 25-24. De greb ikke chancen og vi lukkede sættet med mindst mulig marginal 27-25.
Om det var skuffelsen over at tabe det tætte sæt, der påvirkede Holtemandskabet, vides ikke, men faktum er det, at deres spil faldt fuldstændigt fra hinanden og vi kunne dominere tredje sæt totalt og vinde det med de knusende sætcifre 25-12.Trine havde sin store del af æren for denne dominans, men Time Gruppen prisen for bedste spiller blev tildelt Mirjana, som udover at gøre det godt i angrebet, tog et stort ansvar i modtagningen, fungerede som en dynamisk indpisker gennem hele kampen og traditionen tro lagde endnu et par serveesser til volleyballforbundets officielle statistik. En statistik som hun fører med imponerende 60 serveesser. Intet mindre end 17 flere end nummer to på listen, som for øvrigt er vores tidligere klubkammerat Julie Guldager.
Det overbevisende tredje sæt har forhåbentlig givet vores piger den fornødne selvtillid, så de uden nerver kan gå helhjertet til opgaven, når de i den fjerde finale har muligheden for at sikre sig guldet.