Endnu en sejr på svensk grund
- Details
- Written by: Steen Spangen
Onsdag d. 17. februar drog Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga damer for sidste gang i denne sæson over broen til Sverige, for at spille en kamp i Øresundsligaen. Brøndby har allerede to runder før afslutningen på turneringen, sikret sig Øresundsmesterskabet, i den nyetablerede liga, som i sin første sæson har bestået af tre tophold fra henholdsvis Danmark og Sverige. Hvordan en fortsættelse af turneringen vil foregå er endnu uafklaret og der pusles blandt andet med tanker om at udvide og også inddrage de bedste norske hold.
Selv om mesterskabet var i hus, var det alligevel et opsat Brøndbymandskab der mødte op til kampen. Svedala ligger nummer to i Øresundsligaen og med en frisk sejr over de svenske mestre fra Engelholm tydede alt på et toptrimmet mandskab. Det gjorde ikke udsigterne til sejr bedre for os, at vi mødte lidt svækket op, idet vores amerikanske kantangriber Deme Morales døjer med en mindre muskelskade, som afholder hende fra at springe i et par uger. Daria Wozniak var udset til at erstatte Deme og det fungerede heldigvis fint og senere på aftenen kunne vi tage tilbage over broen med endnu en sejr i bagagen.
Det var Svedala der, godt styret af deres amerikanske hæver Camryn Irwin, samt nogle virkelig gode server, som indbragte dem tre serveesser, kom bedst fra start. De nåede således frem til en føring på ikke mindre end 15-8 før vi fik styr på spillet. Eva Bang stod for nogle gode server, Trine Kjelstrup bankede en bold i brædderne og Paulina Hougaard-Jensen satte ind med sin fantastiske blokade og Brøndby kom på 13-15. Julie Mikaelsen var for alvor kommet i gang. Hun smashede tre point hjem i denne fase og ved 18-18 var Svedalas forspring elimineret og vi fortsatte de gode takter frem til sættets afslutning på 25-21.
Generelt var kampen præget af et utroligt højt servepres fra begge hold og andet sæt var da heller ikke en undtagelse. Det var således også tre serveesser der førte Svedala på 14-7 og igen måtte vi se os distanceret med et anseeligt antal point. Selv om Julie og Trine fortsatte de gode takter ved nettet, var forspringet denne gang ikke til at indhente og Svedala tog sættet med 25-19.
Daria Wozniak stod for serven i starten af tredje sæt og med en veloplagt libero Rikke Larsen, der som kampen skred frem blev bedre og bedre, fik vi skabt et komfortabelt forspring på 7-0. Trine var forrygende ved nettet og spillede en af sine absolut bedste kampe. Hun endte da også med at blive kåret som kampens spiller. Det er ikke usædvanligt at hun har bemærkelsesværdige præstationer ved nettet, men denne aften udførte hun også et fantastisk sikkert stykke arbejde i både servemodtagning og forsvar og hendes blokade sikrede Brøndby fem point. I tredje sæt vandt hun således alle sine fem angreb, blokerede et point hjem, modtog perfekt og satte et servees på kontoen. Hun var således kraftigt medvirkende til at vi kunne tage tredje sæt med 25-18.
For tredje gang den aften kom Svedala bedst fra start og nåede til en 12-9 føring før vi i Julies serv gik til 13-12. Trine fortsatte de gode takter ved nettet og det samme gjorde Julie da hun kom frem til nettet. Samtidig havde Svedala svært ved at komme gennem de danske blokader, hvor både Paulina, Dominique Thompson og Trine hver blev noteret for to af slagsen. Vi øgede forspringet, indtil Dominique kunne brage kampens sidste smash mod den svenske banehalvdel. Smashet blev i første omgang reddet, men slaget var for hårdt til at den svenske forsvarsspiller kunne kontrollere bolden. Den gik i en blød bue tilbage over nettet og ud over vores sidelinje og de glade spillere kunne ved 25-21 konstatere at de stadig er ubesejrede i både Øresundsliga og Volleyliga.
På fredag d. 26. februar spiller vi sidste kamp i Øresundsligaen, når vi møder Holte IF kl. 18.00 i Stadionhal 1. Efter kampen vil de få overrakt pokal for Øresundsmesterskabet, af turneringens sponsor Alfa Laval. Kampen tæller samtidig med i Volleyligaen, hvor den er den direkte kamp om førstepladsen i grundspillet. Brøndby topper, men Holte ligger umiddelbart efter med kun en enkelt nederlag, netop mod os. Med en sejr, vil de kunne klemme sig foran og dermed få et bedre udgangspunkt for de efterfølgende playoff kampe, så der er for alvor lagt op til en spændende aften i Stadionhal 1.