Søndag d. 19. oktober skulle Brøndby Volleyball Klubs kvinder på sæsonens første store styrkeprøve i Volleyligaen og der var stor spænding om hvordan den ny sammensatte trup kunne klare sig mod de danske mestre fra Holte IF.Det blev ikke den tætte kamp, som vi havde håbet på. Det er tidligt på sæsonen og det var tydeligt at vi endnu ikke er spillet ordentligt sammen og det blev til en hjemmebane sejr til Holte på 3-0.
Vi lavede alt for mange slagfejl i første sæt, så Holte kom for let til point og tog en hurtig føring på 14-4, før der kom nogenlunde styr på angrebet, så Holtes forcering kunne bremses, men det kneb stadig med at lave point i egen serv og Holte kunne derfor køre en sikker sætsejr hjem på 25-11. Undervejs havde der været flere gode blokader af Amarai Endes og Mette Breuning, men Holtes gode sikringer holdt boldene fra at komme helt til gulvet, men holdt i stedet bolden i spil til en senere afgørelse.
Noget bedre kom vi fra start i andet sæt, hvor Rikke Christensen lagde ud med en god servestime hvori tre esser lagde grunden til en 4-0 føring, før Holte vandt serven. I servemodtagningen gjorde libero Anna Christensen og Grae Gosnell det fint og det gav Rikke Christensen mulighed for at lægge bolden til rette til nogle pointgivende centerangreb fra Amarai Endes og Mette Breuning, men det kneb stadig med at vinde angreb fra kanterne. Holte fik kontakt ved 7-7 og de to hold fulgtes ad i nogle drabelige dueller frem til 14-14, hvor Holte i en enkelt opstilling rykkede til 21-14 og kort efter kunne slutte sættet ved 25-16.Selvom der stadig var tilfredshed med servemodtagningen i tredje sæt, havde vi stadig svært ved at omsætte det til point. Det var nu, stort set kun Grae Gosnell der kunne få boldene i Holtes gulv. Holte fik en hurtig føring og udbyggede frem til kampens slutning ved 25-15.
Det var nogle skuffede spillere der efter kampen evaluerede kampen. Ikke så meget at det blev til et nederlag, men mere fordi de hver især syntes at der var en del de kunne have gjort bedre. Der var dog også en tro på, at når vi er længere inde i sæsonen, vil aftaler og sammenspil være bedre på plads og så må vi se, om det rækker til at gøre det bedre, næste gang de to hold mødes.
Næste opgave er tirsdag d. 28. oktober, hvor holdet skal et smut til Spar Nord Arena i Køge for at møde Team Køge i en aftenkamp med start kl. 18.30.





