Jubelbilledet er fra en tidligere kamp mod Holte (Foto: INTO FOTO)
Søndag d. 21. november tog Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga damer turen til den jyske hovedstad for at møde ASV Aarhus´ 1. divisionshold i landspokal 1/8-finalen, På papiret en overkommelig opgave og det blev da også til en 3-0 sejr, men undervejs bød ASV på flot spil og havde flere føringer undervejs, men kom til sidst til kort over for vores noget større angrebsstyrke.


ASV lagde ud med et servees placeret med kirurgisk præcision i banens hjørne af Natascha Winther Olsens som i flere år har været en del af ASV Elites Volleyligahold og da vores næste
kanonangreb af Manuella Johnsen blev samlet og røg direkte tilbage, over vores forsvar og ned i samme hjørne, var stemningen hos hjemmepublikummet i top. Det nåede også at blive en jysk 5-2 føring, inden vi gik forbi ved 6-5 på Lucia Babics andet servees. ASV førte igen ved 8-7, men så rykkede vi for alvor i en servestime af Mette Breuning, som bragte os til en 12-8 føring og i rotationen efter startede Tess Reid en servestime der bragte os på 19-9, hvor hun blev skifte ud med Tajma Muharemovic som fortsatte servestimen med yderligere tre bolde, som bragte os på 21-9. I løbet af den lange serveserie var Manuella Johnsen som var ved nettet, sikkerheden selv og knaldede fire smash i gulvet. De gode takter fortsatte og vi tog sættet 25-13.

Vi tog en hurtig føring i andet sæt og var efter tre rotationer på 10-2 og ved stillingen 14-8 startede Tess Reid igen serveserie, hvor hun ved 19-8 igen blev skiftet med Tajma Muharemovic, som fortsatte stimen til 23-8 og i rotationen efter blev sættet lukket med 25-9 på en angrebskombination, hvor Lucia Babic krydsede bag om Rocio Fortuny.

Det temmelig overbevisende andet sæt havde på ingen måde taget modet fra ASV. Med god fight kom de foran med 10-8 i tredje sæt og de førte stadig ved 15-13, hvorefter vi i næste rotation overtog føringen med 18-15. En føring der blev udbygget yderligere frem til kampens slutning hvor "Manu" lukkede kampen med sit 14. angrebspoint.

Vi er dermed i kvartfinalen, som skal spilles i perioden 13.-19. december. Hvem modstanderen er, bliver afgjort ved lodtrækning tirsdag d. 23/11 kl. 14.00. Lodtrækningen vises live på Volleyball Danmarks Facebook side.

Allerede i den kommende weekend skal vi igen til Aarhus hvor vi i Volleyligaen skal møde ASV Elite lørdag d. 27. november kl. 14.00.