Årets hold (Foto: Brian Culmsee)
Det er med stor glæde og stolthed, at vi i Brøndby Volleyball Klub kunne konstatere at hele tre af vores spillere kom på årets hold i Volleyligaen. Kåringen blev foretaget før starten af den anden DM finalekamp, Som Brøndby vand i en spændende 3-2 sejr over Holte IF.

Det var Brøndby Volleyball Klubs anfører og hæver Eva Bang, der sammen med klubbens stærke centerduo, Mette Breuning og Taylor Alexander, der var valgt til årets hold.

3 Brøndbyspillerer på årets hold (Foto: Brian Culmsee)Mette Breuning, skiftede i forrige sæson til Brøndby fra Fortuna Odense, hvor hun har fået en god volleyopdragelse stærkt motiveret af en far og mor, om begge har spillet for Fortuna i adskillige år og hun har således også trådt i sin mor Jette Breunings fodspor, ved at etablere sig som en af de bærende kræfter på det danske landshold, hvor det indtil videre er blevet til 26 A-landskampe og et tilsvarende antal ungdomslandskampe.

Taylor Alexander, som med sine 193 cm er Brøndbys højeste spiller er Amerikaner og har før hun i denne sæson kom til Brøndby, spillet for det amerikanske velrenommerede college, Ole Miss.

De to centerspillere er en væsentlig del af Brøndbys succes, som har ført til at holdet i øjeblikket spiller DM finaleserie, hvor der spilles bedst af fem kampe, men en centerspiller er ikke meget bevendt, hvis ikke man har en dygtig hæver, som magter at lægge op til det hurtige centerspil og det har Brøndby i Eva Bang. Den 28-årige anfører for Brøndby har været med hele vejen siden klubben i sæson 2005-2006 med det yngste divisionshold i Danmark, spillede sig i 1. division og direkte videre op i ligaen, hvor det blev til bronze i den første sæson. Hun har siden da været krumtappen på klubbens succesrige hold, som siden oprykningen til den bedste række har vundet ikke mindre end 2 bronze, 3 sølv og 5 mesterskaber. Eva sluttede sidste år af med et mesterskab og gik direkte på barsel og på rekordtid er hun vendt tilbage til holdet og kæmper nu for at Brøndby skal forsvare deres mesterskab.

De øvrige spillere på året hold var Mikala Mogensen og Mette Sallerup fra Holte samt Emilie Krogh og Tenna Donslund fra Elite Volley Aarhus. Årets unge spiller blev stortalentet Sofia Bisgaard fra Gentofte og årets træner blev Sven-Erik Lauridsen.

2. Påskedag kl. 15.00 spiller Brøndby sin 3. finalekamp mod Holte i Ny Holtehallen. De to hold har i vundet en kamp hver, så uanset resultatet 2. Påskedag, vil der skulle spilles en 4. finale, torsdag d. 25. april kl. 19.00 i Stadionhal 1 og måske yderligere en afgørende kamp i Holte d. 29. april kl. 19.00.

Vi håber i Brøndby, at der kommer stor og gul opbakning til kampene.