Endnu en travl uge for Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga damer resulterede i et nederlag i tirsdagens kamp mod Holte IF og en sejr over Aarhus Volleyball. Dermed er der atter samling i toppen, med tre hold der hver har lidt to nederlag, Brøndby Volleyball Klub, Holte IF og Frederiksberg Volley.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi altid har haft det svært mod Holte i deres egen hule, mens det omvendte som regel har været tilfældet, når vi har haft hjemmebane og vi har ligeledes vundet de to gange det har været på neutral bane i forbindelse med Nordic Club Championship og Landspokalfinalen. Så meget desto mere ærgerligt er det, at der i stil med foregående år, endnu en gang er lagt en turnering, hvor Holte er blevet begunstiget med to ud af de tre indbyrdes opgør der skal udkæmpes i grundspillet.

Også denne tirsdag var vi opsatte på, at den dårlige udebanestatistik skulle ændres og langt hen ad vejen var der også takter der pegede i den rigtige retning. Libero, Morgan Springer spillede en rigtig god kamp, som også gav hende Time Vision prisen som bedste spiller og hendes flotte modtagninger gav Eva Bang gode muligheder for at benytte sine angribere. Desværre blev de gode muligheder ikke udnyttet godt nok af kantangriberne. På nær Anile Clemente, som havde en killprocent på 66 %, var de øvrige kanter ikke effektive nok, hvilket selvfølgelig skal ses i lyset af, at Holte er kendt for et fantastisk forsvar, som også denne aften lå på et højt niveau.

Vi havde i starten små føringer, men fra 14-14 var det Holte der tog en lille føring, som holdt frem til sættets afslutning på 25-22. I andet sæt var billedet lidt det samme. Det var nu Trine Kjelstrup der formåede at vinde point fra kanten, mens de fleste af Aniles og Julie Guldagers angreb blev samlet. Morgans gode modtagninger gav dog gode muligheder for centerangreb og både Casey Wright og Katie Post gjorde en god figur. Holdene skiftedes til at være forrest frem til 21-21. Holte tog føring 23-22, men vi kom igen og fik sætbold ved 24-23. Holte overlevede og fik selv en sætbold ved 25-24, som vi vandt inden Holte tog de sidste to point til 27-25.

Tredje sæt startede igen lige og vores piger holdt fast, blandt andet via nogle gode angreb fra Trine og Julie, men fra 10-10 faldt effektiviteten igen på kanterne og i samme periode var modtagningerne ikke til at etablere centerangreb. Holte greb chancen og øgede støt og roligt frem mod kampens afslutning 25-16.

Lørdag skulle pigerne i kamp igen. Denne gang mod Aarhus Volleyball, som ligger i den nederste halvdel af ligaen og som vi i første runde slog overbevisende 3-0. Der herskede da heller ikke tvivl om, at vi var favoritter og kampen skulle benyttes både til at afsøge muligheder i truppen, med henblik på næste lørdags vigtige landspokal semifinale mod Lyngby, men også til at give en tiltrængt pause til de spillere der har trukket et stort læs i den seneste tid. Det var samtidig muligheden for at give holdets yngste spiller den 16-årige Liv Magnussen en længere sammenhængende spilperiode oven på den skade der holdt hende ude af holdet i de første måneder. Hun leverede en godkendt indsats, men mangler stadig noget i at komme op på den styrke der gav hende titlen som Nordens bedste i sin aldersgruppe.

Aarhus hang pænt på indtil 15-15, hvor Rose Olander med en effektiv servestime førte holdet til føring 20-15 og Anile Clemente, som gennem hele kampen var fantastisk servende fortsatte med en stime fra 20-18 til 25-18. Tre serveesser var sammen med hendes angreb med til at gøre hende til mest scorende spiller.

Fra andet sæts start kom vores polske centerspiller Marta Bronisz på banen i stedet for Casey Wright, Stine Spangen overtog angrebet på højrekanten efter Julie Guldager og midt i sættet erstattede Pernille Navntoft sin amerikanske holdkammerat, Katie Post på en centerplads. De kvitterede alle for tilliden med en flot indsats. Pernille rev fuldstændig Aarhus servemodtagning i stykker med sin flade serv, som lige netop sneg sig over nettet. Stine var sammen med Trine Kjelstrup mest scorende i angrebet og havde næsthøjeste killprocent efter altid effektive Katie og Marta lavede en helstøbt præstation, som berettigede hende til Time Vision prisen som bedste spiller. Sættet blev uden den store spænding vundet af hjemmeholdet med 25-17.

Tredje sæt blev ikke den store volleymæssige oplevelse. der blev generelt lavet for mange fejl og Aarhus så sit snit til at tage en føring der midt i sættet kom op på fem point. Der blev strammet op fra Brøndbypigernes side og på gode server af først Anile og derefter Marta afsluttede vi sættet og kampen med 25-21.

Vi går nu ind i en spændende uge, hvor der skal spilles to kampe på hjemmebanen i Stadionhal 1, som begge er mod Lyngby Volley. Onsdag kl. 19.30 spilles en Volleyligakamp og lørdag kl. 14.00 er så den vigtigste af opgaverne, når de to hold spiller knald eller fald kamp i landspokalens semifinale. Vinderen af denne kamp skal møde vinderen af Holte IF og Fortuna Odense i finalen d. 20/1 2013.