Med god power kompenserede Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder for en ikke helt optimal servemodtagning i 3-1 sejren over Frederiksberg Volley i den første semifinale ud af to.

Det var to af landets bedste hold der mødte hinanden i onsdagens semifinale. Vi ligger ubesejret som nr. 1 i Volleyligaen, mens Frederiksberg har indkasseret to nederlag, hvoraf det ene har været til os. Dette faktum lod på ingen måde til at skræmme Frederiksberg, som på hjemmebanen i Bülowsvejhallen som oftest er rigtigt godt spillende. Da de selvfølgelig er bekendt med vores slagstyrke og den evne hæver Eva Bang har til at udnytte den optimalt, når servemodtagningerne er gode, satsede de voldsomt i deres server. Hvis ikke det havde været fordi dette samtidig resulterede i et stort antal servefejl, havde de muligvis også haft held med deres forehavende, for vi modtog nok det værste vi hidtil har præsteret i denne sæson, hvilket da også pillede brodden en del af vores ellers så prangende angrebsspil.

De to hold skiftedes til at tage føringer. Frederiksberg havde den største af slagsen da de i den tidligere Brøndbyspiller Mira Abildgaards serv på tre esser kom i front med 14-11 og de holdt føringen frem til 18-17, hvor Amanda Anderson servede til Brøndbyføring på 21-19. Dette holdt hjem og vi tog sættet med 25-22.

Frederiksberg som havde haft ikke mindre end syv servefejl i første sæt, fik bedre styr på denne del af spillet. De holdt presset, men bragte fejlene ned på mere beskedne tre fejl, hvilket da også gav bonus i form af en sætsejr på 25-23.

Den intense fight fortsatte i tredje sæt. Vi fik lavet et hul på 7-2 skabt af tre superserver fra Mirjana Duric. Frederiksberg fik kæmpet sig tilbage og gennem en flot forsvarsspil fik de snuppet en del af vores powerfulde angreb og vendt det til egen fordel. De fik således også midt i sættet en mindre føring, som holdt frem til 21-20. At det ikke holdt helt hjem, kan vi blandt andet takke Michelle Osunbor for. Også i dette sæt lagde hun nogle gode pointgivende blokader, som da også var med til at give hende TimeGroup prisen som bedste spiller. Mod slutningen af sættet tog anfører Eva Bang sagen i egen hånd og servede sættet hjem med 25-21.

I fjerde sæt virkede det en periode, som om luften var gået lidt af Frederiksberg. I hvert tilfælde fik vi en hurtig føring, som da den var størst var på hele 16-7. Det gode Brøndbyspil i denne periode hang blandt andet sammen med at Trine Kjelstrups gode servemodtagning. Gennem hele kampen havde hun været holdets bedste modtagningsspiller, men i i dette sæt lå alle hendes modtagninger perfekt i Evas hænder. Også Simone Asque havde fået pyntet på modtagningerne, hvilket da også blev udnyttet til at køre nogle flere af de hurtige angreb hen over midten af nettet. Frederiksberg fandt igen det gode spil frem og fik støt og roligt kæmpet sig nærmere. Vores forspring var dog for stort og vi kunne tage det første skridt frem mod landspokalfinalen ved at tage sættet med 25-19 og dermed sejren 3-1.

Semifinalen spilles bedst af to kampe. Næste kamp skal således spilles på torsdag d. 19/12 kl. 18.30 på vores hjemmebane i Stadionhal 1. Skulle Frederiksberg her løbe af med sejren, vil afgørelsen finde sted gennem et enkelt "golden set" til 25 point, som spilles umiddelbart efter den ordinære kamp. Inden semifinalen ligger der en udebanekamp i Volleyligaen mod Lyngby Volley. Den spilles søndag d. 15/12 kl. 13.00 i Engelsborghallen.