Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Mikasa

DSV

Tak til publikum (Foto: Steen Spangen)Med en 3-0 sejr på udebane over ASV Elite, tog Brøndby Volleyball Klub torsdag aften d. 31. marts det sidste skridt ind i finalen. Med sejren fik vi den krævede tredje sejr, i en serie der maksimalt kunne gå i fem kampe. Vi vandt første, tredje og fjerde kamp, mens ASV Elite tog sejren i anden kamp.

Da det var i Aarhus Gl. Stadionhal vi havde tabt den anden kamp og i visheden om at ASV spiller markant bedre på hjemmebane, hvor de altid støttes af et talstærkt publikum, var der selvfølgelig noget spænding op til kampen. Dette var nok også årsagen til, at en større gruppe fans end normalt på udebane var dukket op. I særdeleshed imponerende når kampen foregår en hverdags aften, hvor man først kan forvente at være tilbage et godt stykke inden i det nye døgn hvor en arbejdsdag venter.

Nr. 12 Mette Breuning og nr. 15 Lucia Babic i en blokade (Foto: Claus Olsen)Med de gulklædte fans på plads med trommer, var der et godt modspil til ASV´s hjemmepublikum og spillerne lod også deres taknemmelighed over støtten udmønte sig i fantastisk spil. ASV holdt sig heller ikke tilbage. Også de spillede godt og det blev til adskillige seværdige dueller med spil bølgende frem og tilbage over nettet. Vi fik et hul da vi i Rocio Fortunys serv og med Mette Breuning og Lucia Babic flittigt scorende ved nettet kom på 12-7. Lidt efter med Lucias Babic som server gik vi på 16-8. Sættet burde nu på det nærmeste være sikret, men i de næste mange rotationer holdt ASV os fra at score point i egen serv, mens de selv med god fight åd af vores forspring. De fik kontakt ved 22-22 og fortsatte deres gode spil frem til en sætbold ved 24-23. Brøndby overlevede på et brag af et smash fra Trine Kjelstrup. Hun fulgte op med en blokade til 25-24, hvorefter Mette Breuning kunne afgøre sættet til 26-24 på en serv, som ASV ikke kunne få styr på.

Tess Reid satte os i gang i andet sæt med en effektiv serv, som gjorde det let for forsvaret at læse de efterfølgende ASV-angreb, som især libero Isabella Nielsen fik godt styr på. Vi kom på 5-0 og da det nogle rotationer senere blev Lucia Babics tur til at serve, leverede hun seks fantastiske og godt varierede server både kort og langt. To af dem endte som esser og kun en enkelt af dem fik ASV ordentligt styr på, inden de vandt serven tilbage nu med os i føring 13-6. Ved nettet var centerspiller Mette Breuning helt fantastisk. Hun fik hænderne på det meste i blokaden og i eget angreb leverede hun fem angrebspoint i løbet af sættet. Angreb der var sat godt op af vores suverænt spillende hæver Tess Reid. Tess havde også stor indflydelse på resultatet, da hun anden gang i sættet kom i servefeltet. Nu med en stime på fem, hvoraf to var esser og resten måtte ”nøjes” med at give ASV store problemer. Vi kom på 20-10 og fik sætbold ved 24-17, hvor ASV bragte fornyet spænding ind i sættet, da de på gode server af Emilie Krogh kom på 22-24, inden vi lukkede sættet med 25-22.

Det høje niveau fra begge hold bød fortsat på mange spændende dueller, med skiftende vinder. Holdene fulgtes således langt hen i tredje sæt, indtil vi i Mette Breunings serv fik et hul ved 16-11. I angrebet havde både hun og Trine Kjelstrup stor succes med henholdsvis fire og syv vindere. Vi holdt føringen og kunne under stor jubel konstatere at vi med 25-19 havde spillet os i DM-finalen, med stor hjælp fra den medrejsende ”gule væg” s om blev takket på behørig vis.

I finalen skal vi møde Holte IF, som besejrede Team Køge med 3-0 i deres semifinaleserie. Programmet for de maksimalt fem finalekampe er endnu ikke lagt, men vil blive offentliggjort inden for få dage.