Brøndby-coach JENS BANG om den spændende nye liga-sæson, om Brøndbys amerikaner-politik og om sin tid som træner.

Aldrig har jeg moret mig så godt under et volley-interview, som mens jeg sidder og snakker med Jens Bang på en bænk i solen foran Brøndby Stadionhal.

Det hænger ikke blot sammen med Jens’ specielle tørre humor, men også med hans fyndige udtryksform, der bevidst sætter de fleste ting på spidsen, hvor de enten bliver morsomme eller lidt pinagtige eller begge ting på én gang.

Diplomatiske omsvøb og forbehold ligger ikke til Jens. Heller ikke som træner og coach, hvis jeg har forstået det ret. Og på det felt har han erfaring som få.

Lige fra han for et lille kvart århundrede siden startede som den første træner for underskole-eleven Pia Larsen (Hove), der blev den hidtil bedste danske damevolleyspiller gennem tiderne, har Jens Bang ved siden af sit regulære job som skolelærer været i aktion for at skabe bedre volleyball.

Når man har set ham stå på gangene under et ungdomsstævne og give special-coaching til særligt udvalgte, har man oplevet en ildsjæl.

Utallige er de spillere, der gennem årene har lært volleysportens grundbegreber hos Jens og aldrig glemmer den første indskoling. Det kan ikke bare Pia Larsen, men også en taknemmelig spiller som Mie Lindgren tale med om. Og sikkert mange flere.

For ikke at nævne Jens’ egen datter, landsholdets og Brøndbys førstehæver, den 21-årige  Eva Bang, der selvfølgelig slog sine første baggerslag i familiens have og siden er blevet Årets Hæver tre gange, Årets Spiller én gang og sidste år DM-mester med det Brøndbyhold, hun er anfører for.

Dertil kommer, at Eva har spillet 24 kampe for det landshold, hvor Jens er assistenttræner.

 

AMERIKANERE I BRØNDBY

 

Jens Bangs store volleyprojekt i disse år er Brøndbys ligahold, der de to sidste år har været i DM-finalen mod Holte, med sejr i 2011 og nederlag i 2012. I januar vandt Brøndby dog pokalfinalen over Holte.

Sammen med formand og assistenttræner Steen Spangen har Jens gjort Brøndby til en volley-storklub med en stærk ungdomsafdeling og et ligahold, der de sidste fem år har været helt fremme på beatet i semifinaler og finaler. Ikke mindst gennem en skønsom brug af amerikanske import-spillere.

 

 - I fornyr hvert år jeres hold med 3-4-5 amerikanske import-spillere. Gør I også det i år?

 

”Ja, vi får fire nye udenlandske spillere. Foreløbig i hvert fald. Vi må så se, om der bliver behov for én til.

Men kun tre amerikanere. Kantspilleren Anile Clemente kommer fra Brasilien, og hun spillede sidste sæson for Lyngby.

Derudover får vi en libero og to centerspillere fra USA. Vores libero fra sidste sæson, Line Trans Hansen, er rejst hjem til Fyn, så dér måtte vi have en erstatning, og vi har heller ikke de danske centerspillere, der kan klare opgaven.

Til gengæld bliver vi mere danske på kanterne end nogensinde, for dér har vi Julie Guldager, Trine Kjelstrup og den helt unge Liv Magnussen, der debuterede i eliten i foråret.

På hæverpladsen har vi fået tilgang af Rose Olander fra Frederiksberg, så vi har nu tre hævere, min datter Eva og Rose, plus Stine Spangen som udviklingshæver
Iøvrigt er vi også meget glade for at have fået den tidligere Gentofte-træner Holger Schultz ind som assistenttræner. Han er den type, der ikke tæller timer, men går ind for sagen af hele sit hjerte.”

 

– Du har efterhånden meget stor erfaring i at få udenlandske, især amerikanske spillere til Danmark. Hvordan vælger man de rigtige?

 

”Man prøver at spille på flere heste, forstået på den måde, at man har flere agenter, der kan melde tilbage til én. Og så prøver jeg at vedligeholde kontakt med nogle college-trænere i USA, hvor volleyball jo så at sige udelukkende er en collegesport.

I Europa har vi trænerkontakter i Polen, og vi har også en i Japan.

De spillere, vi får, er i stald, som det hedder, hos de agenter, vi bruger. Den ene har været den danske træner Michael ”Mini” Jensen, og ham har vi også brugt i år. Den anden er Bring It USA, som Holte også har brugt.

Man ser spillernes videoer og resultatlister og prøver så at få fat i coaches for hold, som pigerne har spillet IMOD. Altså ikke bare vidnesbyrd fra pigernes egne trænere. På den måde får man nok en mere obejektiv bedømmelse, for pigernes egne trænere vil jo normalt bare tale godt om dem.

Men de amerikanske trænere er nu meget åbne omkring alting.”

 

FALDGRUBERNE

 

”Når spillerne så kommer, så ved man en del om, hvad de kan rent fysisk, men man ved jo ikke hvordan de er oppe i hovedet,” understreger Jens Bang.

”For os er det gået galt to gange. Vi har oplevet, at en af spillerne kom hertil uden den store begejstring, tog på juleferie med sin kæreste i Paris, blev forlovet dernede og rejste hjem til USA.

Sådan noget kan man jo ikke tage forholdsregler mod. Sidste år fik vores kant Chelsea Wilhoite enorm hjemvé, da det blev vinter, og rejste hjem lige efter pokalfinalen. Det var også uforudsigeligt. Hun var en begavet spiller, der skulle bære især vores modtagning og defensiv, men det blev altså ikke til noget.

Man må huske på, at det er en stor omvæltning for en spiller som Chelsea at komme til Danmark. Hun kom fra Florida og havde aldrig før set sne!

Så selv om man prøver at dække sig så godt ind som muligt, er det meget svært at være fuldstændig sikker på noget og til en vis grad køber man spillere i blinde.”

 

- Er der en særlig grund til at I så ofte køber amerikanske spillere.

 

”Normalt er amerikanerne de nemmeste at integrere. Amerikanerne kommer for at få en oplevelse, mens østeuropæerne kommer for at tjene penge. Men man skal  ikke rejse til Danmark for at tjene penge som volleyspiller!”

 

I KONKURRENCE MED HOLTE

 

”Man kan så håbe, at vi næste år måske kun behøver importere tre eller to spillere udefra. Men det er simpelthen svært at få de danske spillere til at træne nok,” fremhæver Jens.

”Det er jo træningsmiljøet, der rykket kvaliteten opad. Hvis man vil udvikle sig som spiller, handler det ikke nødvendigvis så meget om at få en plads på holdet som at træne 5-6 gange om ugen. Det er det, som gør én bedre.

Hvis en spiller bare går efter en sikker plads, fordi der måske ikke er andre om buddet, er det langt fra sikkert, at hun  udvikler sig. Det er træningen, der rykker. Det var også derfor, jeg var så glad for, at Frederiksbergs hæver Rose Olander er kommet over til os. Hun skal konkurrere med Eva om spilletid. Det kan de kun blive bedre af begge to.

Vores koncept i Brøndby ligner meget Holtes, hvad angår træningsmængde, altså træning 5-6 gange om ugen, og vi konkurrerer altså også i vidt omfang om den samme type spiller.

Indtil videre har Holte været bedre til at få fat i de danske spillere, men det kan ændre sig, så det måske bliver os, der er de bedste.

Vi satser meget på en ny ung generation af danske spillere som Trine Kjelstrup og Liv Magnussen, som mange af de andre gode spillere i samme alder gerne vil spille sammen med. Det håber vi da, for så kan vi for alvor give Holte konkurrence på netop det felt.

Modsat Holte har vi jo en ungdomsafdeling med hold, der ligger helt i front, og vi har også gode forbindelser til Team Køge, ikke bare geografisk. Faktisk startede jeg som træner i Team Køge med Sven Brix. Så jeg har været med til at træne Trine Kjelstrup fra dag ét!”

 

FREDERIKSBERG I TOPPEN?

 

– Noget tyder på, at der om måske 2-3 år kunne være et elitehold på vej bygget op omkring Team Køge-spillere. Er der plads til både Køge og jer i eliten?

 

”Du har ret i, at der er noget spændende på vej. Men det bliver et langt, sejt træk. Helt elementært har Køge, i hvert fald i øjeblikket, ikke de økonomiske og materielle resourcer, der skal til for at være liga-medspiller. Man skal f.eks. at have halkapacitet.

En eliteklub skal have en solid organisation, som alt er bygget op omkring. Det er ikke nok med en god træner som Sven Brix.  Det oplevede vi selv, da vi rykkede op i eliten i 2007 og troede det meste bare drejede sig om at træne spillere. Vi blev klogere! ”

 

– Hvordan tror du det vil gå i ligaen i den kommende sæson?

 

”Jeg tror, at Bedsted og Gentofte vil få meget svært ved at komme væk fra bunden. Det vil Aarhus Volleyball også, hvis de ikke får nye spillere.

Til gengæld vil et hold som Frederiksberg kunne blive meget stærkt og melde sig ind i kampen helt i toppen. Og med en ny japansk kant vil Holte også stå stærkt i år. Japanerne er jo altid meget stærke i forsvaret, så det vil denne spiller sikkert også være.

Lyngby bliver også gode, tror jeg. De har købt godt ind og kan stjæle points fra de absolutte tophold. Fortuna ved jeg endnu ikke så meget om, bortset fra, at de får en amerikansk kant, der er utrolig god.

Mange af holdene vil kunne slå hinanden indbyrdes.

Vi i Brøndby bliver forhåbentlig også stærke, men primært på grund af de danske spillere. Det er nyt for os i år.”

 

DEN BEDSTE SPILLER JEG HAR TRÆNET

 

- Hvornår og hvordan begyndte du som træner?

 

”Jeg startede med volley, da jeg var omkring 30 år og spillede med de bedste i klubben Sankt Jørgen.

Jeg ville gerne være træner, men ikke af et pigehold, de tudede jo hele tiden. Men blandt de drenge jeg trænede, kom der konstant to piger, Lotte og Pia. Ikke fordi jeg gjorde noget særligt ud af dem, men de var meget vedholdende, ikke til at ryste af sig.

Især hende dér Pia Larsen kunne jeg simpelthen ikke slå ihjel, hun var der hele tiden. Dengang gik hun i 5. klasse. Og så begyndte der efterhånden at komme flere og flere piger, mens drengene smuldrede.

På det tidspunkt ville jeg altså helst være drengetræner, og jeg råbte præcis lige så meget af pigerne som af drengene, men der kom alligevel flere og flere piger. Så det var den måde, jeg blev dametræner på!

Desværre nåede vi aldrig at vinde ungdoms-DM med Pia, vi blev altid nr. to til Fortuna. Allerede som 16-årig kom hun med i landsholdstruppen og gik fra at spille center til kant.

Hun er nok den bedste spiller, jeg nogensinde har trænet. På alle måder usædvanlig. F.eks. kunne man råbe til hende, uden at det distraherede hende, det var ikke ordenes højde og drøjde, det kom an på for hende, men udelukkende det jeg sagde. Hvorpå hun straks gik ind og gjorde det!

Efter at jeg havde trænet mine ungdomshold færdige, og Pia var  blevet stor og var flyttet til Holte, holdt jeg en pause, indtil jeg blev herretræner igen, først i Roskilde, så i Lyngby og til sidst i Gentofte, for deres herrehold i en periode hvor Borglund holdt pause.”

 

HVAD MED MIN EGEN DATTER?

 

”Så er det jeg tænker: hvad med min egen datter Eva? Skal hun ikke spille volleyball? Joh, da! Og hvorfor ikke melde hende ind i den lokale klub? Det gjorde jeg. Og det var Brøndby!

I Brøndby startede jeg som træner for Eva, Mie Lindgren, Mette Pieper og en polsk pige, der hed Daisy, som vi kendte på det tidspunkt.

Da lå vi i 2. division, og den vandt vi så. Plus at vi vandt alt hvad der var af ungdomsturneringer. En bulgarsk spiller, vi kendte godt, Desislava Mintcheva, som spillede for Holte, sagde, at Eva skulle spille hæver, for hun bliver ikke særlig stor.

Vores hæver var ellers en spiller ved navn Natasja, så Eva kom kun ind, når vi allerede havde vundet kampen. Men ved et DM-stævne i Lyseng var Eva mere inde og blev så valgt til stævnets spiller. Det blev hendes gennembrud, og kort efter holdt Natasja op med at spille.

Vi tænkte slet ikke i elite dengang, det var et rent ungdomsprojekt. Det var lidt svært at få Eva ind i en udfordrende spillesammenhæng herude på Vestegnen dengang, så jeg tog af og til ud til Lyngby, hvor William (Menzel, red.) havde sit stærke ungdomshold, og så kunne hun opleve en meget højere kvalitet i spillet.

 

I ELITEN MED CUBANSK VERDENSMESTER

 

Da vi så kom i eliten, havde vi i tre år, fra 2006 til 2009, en cubansk træner, Ana Luisa Hourrutinier, som to gange havde været verdensmester med det cubanske landshold.

Hun bragte en helt anderledes mentalitet ind. Hvis jeg nogle gange er streng, var hun sindssygt meget strengere til at skælde ud. Det kunne hun gøre, så man blev helt bange. Og det hele i et totalt åbent forum!”

 

- Du er selv kendt for at tale lige ud af posen.

 

”Ja, men da vi havde Ana som træner, så jeg, at jeg var den rene begynder! Hun var meget temperamentsfuld som coach, og det var både hendes svaghed og styrke. Men det var belærende at opleve en helt anden måde at tænke på. Og når hun spillede med til træning, vandt hun i en alder af 42-43 stadig boldene, så det måtte man bøje sig for.

Ana havde mange kvaliteter, men hun var måske hverken helt gearet til vores danske økonomi eller mentalitet. Når man havde spillet godt, hvad enten det var i kamp eller til træning, skulle den pågældende spiller have en præmie. Og de, der ikke spillede godt, skulle nok få det vide, så alle andre også vidste det.

Det positive var bla., at der ingen bagtalelse var. Alt foregik jo i et åbent forum. Det var hårdt, meget hårdt, men det giver også en styrke, for det lærer én at tage kritik på sig, at tage ansvar.”

 

- Det var i Anas to-årige regeringsperiode, at I havde nogle gevaldige jævnbyrdige semifinaleopgør med Fortuna, men ikke nåede i finalen. Det kom først, efter at du havde taget over som chefcoach og I vandt mesterskabet i 2011. Her havde I tre virkelig gode amerikanske angrebsspillere, Jessica Granados og Ashtin Hall på kanterne og Vanessa Williams som center.

 

”Ja, hvis vi nu holder os til den sidste, femte finalekamp mod Holte i 2011, hvor vi vinder 15-13 i femte sæt, så skal man ikke glemme at fremhæve Julie Guldager.
Ligesom Holte kendte vores spilmønster, kendte vi jo deres. Så ved 14-13 til os, vidste vi, at hvis Julie servede et bestemt sted hen, så fik Lykke Degner bolden. Og her var Julie skarp. Jeg behøvede bare at have øjenkontakt med hende, så servede hun præcist derhen hvor hun skulle. Og så kunne vi stå og vente på Lykke Degner, der slog over blokaden, men ud af banen.

Og den forrige bold havde Julie vundet ved angreb på diagonalen, så hun var en vigtig person i afgørelsen.

Men det er rigtigt, vores tre amerikanere var enormt gode. Jessica var en ener, og Ashtin voksede kolossalt med opgaven i finalerunden og forbedrede sit niveau på det helt rigtige tidspunkt. Og så var der centeren Vanessa, som klart er den bedste, vi har haft nogensinde på den plads. Hun var en fantastisk person, som blev en god ven af os og iøvrigt boede hjemme i min kælder. Hun var en dejlig pige.

 

– Hvad gik galt i forårssæsonen i år, hvor I fik et dyk?

 

”Den var præget af, at vi mistede en bærende spiller som Chelsea Wilhoite i januar måned lige efter at vi havde vundet pokalturneringen.

Derefter gik det nedad bakke for os, vi mistede en nerve på holdet, men heldigvis kom 17-årige Trine Kjelstrup ind i billedet på en langt stærkere måde, end jeg havde regnet med fra starten af sæsonen.

Trine kom ind med en herlig fandenivoldskhed og fik sit gennembrud ved Det Nordiske Mesterskab i Vordingborg. Da Trine så gik i stykker inden finalerne, stod vi og manglede en spiller og måtte kalde Julie Guldager ind, som på grund af sin langvarige knæskade ikke havde trænet ret meget og ikke kunne hoppe så godt.
Vi fik også den helt unge, elite-uerfarne Liv Magnussen ind. Det var ikke optimalt, trods disse spilleres enorme potentiale. Især i det defensive stod vi ikke godt nok.”

 

JYDERNE HALTER EFTER

 

– Har du trænet piger/kvinder på en anden måde end drenge/mænd?

 

”Det mener jeg ikke. Jeg betragter dem først og fremmest som spillere, og min erfaring er, at pigerne er præcis lige så toughe som drengene. Det skal de også være, for ellers kan de ikke klare sig. De skal kunne tåle kritik, og det kan de også.

Det store problem er ikke de sarte sjæle, men at så mange stopper, når de er 22-23 år. Altså når de lige er blevet rigtig gode. Det eneste, der kan standse denne udvikling er nok en en økonomisk kompensation til de danske spillere. Ikke nødvendigvis kæmpebeløb, men lidt til dagen og vejen.

Et andet stort problem, vi står med er, at der ikke er nogle jyske hold, der for alvor kan konkurrere med holdene fra København og Fyn. Det er ubegribeligt, at man i hovedlandet ikke kan skrabe et eneste virkeligt tophold sammen.

I Køge kan man skabe gode ungdomsspillere, men i hele Jylland kniber det gevaldigt. Når man sammenligner Talentcenter-træningerne i Øst med dem i Vest, falder Vest-spillerne helt igennem.

I Øst har vi større konkurrence mellem klubber, og ildsjælene findes herovre. Mats Björkman gør det sikkert skide godt på Ikast Idrætsskole, men der er ingen klubber, der følger med. Det er en katastrofe.”

 

- Et andet problem er det fåtallige publikum til kampene. Hvad kan der gøres for at få det op?

 

”Problemet er, at folk ikke rigtig er klar til volley. De kender ikke spillet ordentligt. Her på Vestegnen kender menigmand ikke volley.

Vi prøver selv at lokke fodboldtilskuerne til volley fra Brøndby Stadion, hvor vi længe har haft en bod. Hvis bare fem procent kom over til os, ville vi få omkring 150 mennesker til kampene. Pigerne står i deres korte tights på tilskuerpladserne og deler fribilletter ud og siger: ”Kom til vores kampe!” og alligevel lykkes det næsten ikke.

Jeg har haft kontakt til Brøndby efterskole, der ligger lige overfor vores hal, og ville gerne være lærer dér, selvfølgelig også med henblik på volleyball. Men det havde ingen interesse, for de vil koncentrere sig om floorball. Der er ikke nogen, der spiller volleyball, sagde han. Og 3o0 meter overfor ligger vores hal, og på det tidspunkt var vi trods alt Danmarksmestre!

Så er det, at det går op for én, hvor lille en sportsgren volleyball egentlig er i den offentlige bevidsthed!

Men nu prøver vi at lokke et særlig segment af Brøndbys fodboldpublikum til vores kampe – familier med børn, der gerne vil have en god sportsoplevelse. De kommer dog noget sjældnere på stadion, når det ikke går så godt for fodboldholdet, så det er også et problem.

Vi gør hvad vi kan, pigerne prøver at charme sig ind med forklaringer af, hvad volleyball er og hvad der sker til kampene. Vi har også haft håndboldtilskuere fra AEG, men den klub er jo nu gået konkurs, så det er en bet.

Vi mangler noget formidling af hvad volley er, for vi skal have andre end nogle få volley-tosser og spiller-forældre ind i hallen. Menigmand bør også gå til volley. Der skal egentlig ikke så meget til, for hvis vi bare får 100 tilskuere ind hver gang til en billetpris på 100 kr. som i Sverige, ville det hjælpe enormt på økonomien.”

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske