Brøndbys bomstærke venstrekant kommer fra Team Køge, men har nu spillet tre sæsoner i Brøndby.

Trine Kjelstrup er den mest angrebsstærke volleyspiller i Danmark under 20 år.

Statistikkens tal viser det klart, og mistror man dem, har man ved selvsyn kunnet konstatere det i kamp efter kamp i løbet af denne sæson, der i mine øjne har været Trines bedste.

Utallige bolde har den 19-årige kantspiller hamret i gulvet uden skygge af chance for modstanderens blokade eller forsvar.
Og samtidig har den 184 cm høje, kraftigt byggede venstrekant forbedret sit forsvar og demonstreret en smidig hurtighed, der i forening med en stærk serv er med til at gøre hende til en imponerende all round-spiller.

Når man snakker med Trine, fornemmer man da også klart en ufravigelig seriøsitet i hendes stræben efter konstant at forbedre sit spil. Hun er selvkritisk og forsøger hele tiden stædigt at nå et højere niveau.

ET VOLLEY-LIV MED UDLÆNDINGE


Trine har nu spillet tre sæsoner for Brøndby, og i flere henseender foretrækker hun de to sæsoner 2011/2012 og 2013/14, hvor træningen var mest intens på grund af den samme trænings-mindede indstilling hos de udlændinge, hun var i trup med.

– »Eva (Bang) og jeg har været de konstante danske spillere i de tre sæsoner, hvor det har været lidt vekslende hvor meget udlændingene er gået op i træningen.

Amerikanerne er f.eks. vant til nærmest at have en træner på hver finger, men det har vi jo slet ikke mulighed for herhjemme.
Derfor har Eva og jeg flere gange skullet fylde et tomrum ud for dem. Vi er vant til at tage mere hånd om tingene selv.

Men i denne sæson har vi heldigvis nogle udlændinge, der virkelig kan lide at træne, og vores seneste sejre i semifinale-serien viser jo, at det har givet resultater.

– Jeg synes, du har haft din bedste sæson i år. Er du enig?

”Jeg kan godt selv se at jeg har forbedret mit spil på flere punkter i år, men jeg kan også savne spillet fra sidste sæson, hvor jeg måske gennem hele sæsonen mere konsekvent slog på alle de bolde, der bød sig til.

I år har det i perioder været anderledes, fordi vi har fået nogle endnu stærkere udlændinge ind, og de er nogle hårde bananer.
Spillere som Simone (Asque, red.) og Mira (Mirjana Duric, red.) har jo i høj grad erfaring som professionelle, og det skaber nogle høje forventninger til spillet.

I en periode i efteråret blev jeg mere passiv og følte ikke jeg gik fremad, men efter jul synes jeg, det er gået bedre. Nu har jeg har fundet frem til mit gamle aggressive spil igen.

Men hele vores hold var kollektivt i en slags mental krise før jul, da vi missede kvalifikationen til pokalfinalen.
Man må huske, at vi ikke bare har amerikanere, men også en stærk serbisk spiller som Mira, der er vant til noget andre forhold end herhjemme.

I østlandene kan spillerne ofte stå til verbale lussinger fra trænerne, der sætter deres autoritet igennem på en helt anden kontant måde end hos os. Mentaliteten er anderledes, og det kan vi på holdet selvfølgelig også godt mærke.

Men det er uden tvivl en positiv ting, at vi nu har en indbyrdes konkurrence om at få de gode hævninger. Det gælder om at være stabil i sine angreb og vinde boldene, for ellers får mine medspillere jo hævningerne.”

– Er du også blevet mentalt stærkere i år?

”Jo, men det er jeg på en måde blevet presset til ved at spille sammen med de udenlandske piger, vi har nu.
Vil man være med, er det bare om at stramme sig an og sætte sig i respekt. Man er nødt til at forlade den lille, måske lidt for søde verden, man ellers har hygget sig i. Det har ikke altid været lige sjovt, men i højeste grad nyttigt.”

SELVKRITIK OG FRUSTRATION

– Er du en meget følelsesbetonet spiller?

”Jeg vil hellere sige selvkritisk. Og jeg bliver måske overdrevent irriteret på mig selv, hvis jeg ikke til perfektion gør det, jeg ved jeg kan.

I næste bold vil jeg måske så forsøge at gøre det bedre, men så bliver det – måske på grund af frustrationen – endnu dårligere, og det kan blive en ond cirkel. Det er noget jeg har snakket en del med Smølf om (landsholdstræneren SVEN-ERIK LAURIDSEN, red.)

Det har jeg været meget bevidst om at undgå i år, og det synes jeg også i høj grad er lykkedes. Altså hele tiden være bevidst om, at jeg ikke nødvendigvis skal slå 110 procent maksimalt på alle bolde og være den, der skal redde verden.
Det kan også være OK at lave fejl, selv om man jo gerne vil vinde alt, hvad man rører ved.”


– Jeg synes du har forbedret både din serv og dit forsvarsspil i denne sæson.

”Jeg har bevidst forsøgt at træne mig bedre på netop de to felter.

Hvad serven angår, så fik jeg en god impuls til det, da vi spillede landskamp sidste sommer i Hviderusland, og det irriterede mig, at modstanderen alt for nemt kunne modtage mine server.
Det kan ikke blive ved, sagde jeg, og så trænede jeg i en skarpere serv. Det kan give flere servefejl, men jeg kunne ikke spille med tanken om, at min modstander skulle have det SÅ let, når jeg gik ned og servede.

Jeg har altid fået at vide, at det jeg var dårligst til, var at spille forsvar, og min reaktion har været: »Det skal være løgn. Det skal de ikke kunne komme og sige én gang til!«

Som du siger, synes jeg også mit forsvar er blevet bedre. At spille forsvar handler meget om vilje – man skal VIRKELIG ville det, ellers kan man ikke.

Det kan godt være, man ikke når en bold i første forsøg, men efter ti forsøg når man den måske. Det er et spørgsmål om vilje til at presse sig selv. Og så har vi jo fået Simone på holdet i år, og hun spiller et fantastisk forsvar. Det virker inspirerende at prøve at leve op til hendes fantastiske forsvarsspil.”

VOLLEY-UDDANNELSE I KØGE

– Inden du kom til Brøndby, spillede du i Team Køge, ligesom din lillesøster Laura. Fortæl om hvordan du kom i gang.

”Jeg begyndte som 9-årig i Køge med kidsvolley og kom ret hurtigt op på level 3.

Det var EMMA BRIX (Team Køges nuværende hæver, red.), der fik hevet mig med fra starten – vi gik i klasse sammen og går også fortsat i gymnasiet sammen.

Men min lillesøster LAURA, der er to år yngre end mig, var allerede startet et halvt år før sammen med SIN klassekammerat LAURA BRIX (også på Team Køge-holdet nu, red.). Og så var vi pludselig to søskende- og venindepar i samme klub.

I starten var det Emma og mig, der gik foran, fordi vi var de ældste, men derefter kom flere til, så vi fik skabt et godt all round-team.”

– Udover at I indlysende alle havde boldtalent, hvad tror du så er forklaringen på, at Team Køge kunne vinde så mange turneringer og mesterskaber?

”Vores træner SVEN BRIX insisterede på, at hver især skulle kunne spille flere pladser, så vi fik en meget alsidig oplæring i alle spillets facetter.
F.eks. benyttede vi normalt to-hæver-systemet, og en spiller som Emma Brix spillede en del kant. Jeg har også spillet center.
Det giver god boldforståelse at prøve så meget, og det var noget, der adskilte os fra andre klubber, hvor hver spiller specialiserede sig på sin faste plads.
Af og til synes vi det var lidt mærkeligt, at vi ikke gjorde som de andre, men det har helt klart givet os en god grunduddannelse.”

VI SLOG DRENGENE

Det var også enormt stimulerende, at vi kom til at træne med drengene en gang om ugen – en træning, som JENS BANG (nuværende Brøndby-coach, red.) for resten stod for. Og i starten slog vi drengene mange gange, indtil de blev større og stærkere og kunne vinde.

Men den konkurrence vi fik dér, tror jeg har betydet meget. Det var usædvanligt og vakte undren, når man fortalte det til pigerne i de andre klubber. »Træner I med drengene. Hvordan tør I det?«

– Som coach kan Sven Brix godt virke lidt speciel, nogle gange næsten passiv og uudgrundelig. Men jeg kan forestille mig, at han er en coach, som man – netop på grund af hans åbenbare seriøsitet – meget nødig vil skuffe.

”Ja, bestemt. Han er en mand af få ord, han siger kun noget, når han klart kan understøtte det, han siger, altså når han nærmest bevisligt har ret.

Derfor lytter man ekstra opmærksomt, når han siger noget. Så er det bare sådan, det er!
Det betyder også noget, at han er rolig. Selv der måske er lidt uro på banen, står han ikke og råber og skriger. Han bevarer fatningen udadtil, selv om han måske indvendig kan være præcis lige så urolig som andre trænere.”


STARTEN I BRØNDBY

– Hvordan gik det, da du skiftede fra Team Køge i sommeren 2011?

”Godt. Oprindelig var det ikke meningen, at jeg skulle i startopstillingen, men efter et par kampen kom jeg med, som diagonal. Det var først året efter, at jeg fik lov til at spille venstrekant, som jeg også gør i år, og det er jeg glad for. Som kantspiller er man jo mere med i alle spillets faser.

Baggrunden for klubskiftet var et ønske om at komme til at spille med spillere, der var bedre én selv – det havde jeg snakket med Emma Brix om.

Vi drog faktisk også ud til Holte og snakkede med dem, men transporttiden fra Køge var to timer, og træner Sven-Erik ”Smølf” Lauridsen så mig som femte kant – det vil sige reserven for reserven. Og det var for lang transporttid med for svage udsigter til overhovedet at få spilletid.

Så det blev Brøndby, også fordi jeg havde trænet med dem den forløbne sæson og jeg jo også havde haft Jens som træner i Køge. Så det var trygge rammer.”

– Da du var ved at spille dig ind på holdet for alvor, fik du i foråret 2012 en ankelskade under et ungdomsmesterskab i Kildeskovshallen. Det var en alvorlig streg i regningen?

”Ja, i høj grad. Det var lige inden semifinalerne, altså lige op til sæsonens kulmination, og det gjorde det ekstra ærgerligt.

Først fik jeg at vide, at skaden ville være udbedret efter maks to uger, men det endte med, at jeg gik med krykker i de to uger!

Så jeg nåede aldrig at blive klar til finalerne mod Holte. Faktisk var det en så alvorlig ankelforvridning, at jeg stadig kan have lidt problemer med den i dag.

Ved næste sæsonstart kom Eva til at brække min finger under en træning, og så fik jeg på skadestuen at vide, at jeg skulle holde mig i ro en måned.

Men det kunne jeg slet ikke overholde. Jeg var i gang, så godt jeg kunne, efter fire dage. Det var jo min plads på holdet, jeg skulle forsvare!”

GODE OPLEVELSER PÅ UNGDOMSLANDSHOLDENE

– Du er blevet Nordisk Mester med DU19-holdet to gange. Hvilken oplevelse var den største?

”Da vi vandt på Færøerne i 2011.”

– Men har du ikke været med på ungdomslandshold i mange år snart?

”Jo, jeg var kun 14 år, da jeg blev udtaget til mit første DU17-landshold.
Jeg har været meget glad for at være med på de landshold, man oplever andre mentaliteter, og det er lærerigt, også når vi har sværere ved at klare os mod ikke-nordiske nationer.

Det er lærerigt at opdage, hvor gode spillere på ens egen aldre kan være. Det kan næsten være lidt uhyggeligt.

Men den fedeste oplevelse var altså på Færøerne, da vi slog færingerne i finalen. Det var i vildt flotte kulisser med nyt gulv, masser af tilskuere og en fantastisk stemning.
Færingerne skabte i mægtig godt show, også før og efter kampen. Og så spillede de rigtig god volley, og det er ikke underligt, at vi nu ser gode færinger i den danske liga og 1. division.”

MÅSKE TIL UDLANDET

– Hvordan er dine planer for næste sæson?

”De er ikke lagt endnu, alt står helt åbent. Jeg bliver student til sommer og regner ikke med at begynde studie lige efter, så det giver mig ekstra frihed.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal spille i næste sæson – det kan blive her i landet eller i udlandet. Men ikke USA eller Canada, hvor man skal studere samtidig med, at man spiller. Det har jeg ikke lyst til, for jeg trænger til en læsepause.

Men jeg ved godt hvilket studie, jeg kunne tænke mig at begynde på ril sin tid – det er ernæring og sundhed.

Når du spørger, kan jeg ikke løbe fra, at jeg er nysgerrig efter at prøve kræfter på et udenlandsk hold og opleve andre forhold end de danske.
Så kan det jo være, at man indser, at man har det bedre hjemme, men man skal jo prøve det først!”

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske