I den netop overståede weekend, stod BRH Volley, holdfællesskabet mellem Brøndby Volleyball Klub og RS Volley, for afholdelsen af DM for DU18-hold. Mesterskabsstævnet, som blev afholdt i Rødovrehallen, havde deltagelse af 19 hold som havde kvalificeret sig gennem de forskellige kredses turneringer.
BRH Volley havde deltagelse på dameungdomssiden, hvor de sammen med Team Køge og Gentofte Volley var udråbt som favoritter i det 10 hold store felt og det blev ganske som spået BRH Volley og Team Køge, som spillede sig frem til finalen der fik Team Køge som vinder i en yderst seværdig finale, som begge hold havde stor ære af.

På de efterfølgende pladser kom nr. 3 (bronze) Gentofte Volley. nr. 4 Lyngby-Gladsaxe. nr. 5 Amager VK. nr. 6 Ikast KFUM. nr. 7 BVC Esbjerg. nr. 8 Fortuna Odense. nr. 9 S-E Volley. nr. 10 Vesthimmerlands VK.

Der blev lagt ud med indledende kampe i to puljer med fem hold og første modstander for vores piger var Vesthimmerlands VK. I denne kamp var der god mulighed for at få alle spillere i gang, for selv om der blev skiftet godt ud og alle truppens 14 spillere kom på banen, blev det alligevel til en knusende sejr på 25-4, 25-7.

Noget større modstand kom der i de følgende kampe, som dog alligevel blev vundet overbevisende. Det blev således til 2-0 sejre i alle kampe, med følgende sætcifre: Fortuna Odense 25-16, 25-20. Ikast KFUM 25-16, 25-13 og Gentofte Volley 25-17, 25-22. Til trods for de overbevisende cifre bør det dog nævnes, at sejren over Gentofte kun blev så overbevisende, fordi vi i denne kamp spillede det vel nok flotteste spil de præsterede gennem stævnet og måske også gennem sæsonen som helhed. Dermed fik BRH Volley også en kærkommen revanche for sidste års DM, hvor det blev til et nederlag i finalen til netop Gentofte.

Med de fire sejre gik pigerne direkte til semifinalerne om søndagen, mens nr. 2 og 3 i puljerne skulle gennem kvartfinaler for at gå videre. I semifinalen blev modstanderen Lyngby-Gladsaxe, som havde slået Ikast i kvarten. Første sæt blev vundet uden problemer med 25-19, men i andet sæt måtte det tunge skyts for alvor tages i brug for at sikre sættet med knebne 30-28.

Med sejren, var vi nu i finalen, hvor modstanderen var Team Køge, som ligeledes var puljevindere og i deres semifinale slog Gentofte med to gange 25-20. Første sæt blev meget lige. De to hold skiftedes til at tage små føringer, men mod slutningen stod pigerne til at tage sættet. Om det var finalenerver der spillede spillerne et pus, skal være usagt, men desværre blev der bedst som det hele så godt ud, lavet tre uprovokerede fejl. En servefejl, en overspilning med baggerslag ud af banen og et smash der ligeledes gik ud, gav Team Køge sættet med knebne 27-25.

Andet sæt gik anderledes godt. Pigerne sad med effektivt angrebsspil solidt på sættet og kunne tage det yderst overbevisende med 25-17 og der skulle nu et afgørende tredje sæt til.

Det afgørende sæt startede lige. Team Køge var igen kommet op i gear og ved sidebyt havde vi en smal føring på 8-7, men herefter var det Team Køge der havde størst succes med deres spil og de trak langsomt fra, frem til de endelige cifre på 15-11. Vores piger var selvfølgelig skuffede. Specielt fordi de havde været så tætte på at tage første sæt, men da sølvmedaljerne blev hængt om halsen, var der alligevel brede smil - det var et DM de kunne være stolte af.
Efterfølgende blev der traditionen tro kåret et Dream Team og her kunne vi glæde os over at have kantangriber Liv Magnussen og centerangriber Paulina Hougaard-Jensen blandt de syv udvalgte. Mange havde sikkert også forventet en af vores to ungdomslandsholdshævere, Ida Lambach og Stephanie Dahl på holdet, men da de jo deler spilletiden på holdet, kommer de automatisk også til at "stjæle" stemmer fra hinanden, men det skal her nævnes at de begge ydede en fantastisk indsats.

BRH Volley havde ikke deltagelse på drengesiden, men her blev vinderen Gentofte Volley, som i finalen slog Lyngby-Gladsaxe. På de efterfølgende pladser kom nr. 3 Ikast KFUM, nr. 4 Grøndal EV, nr. 5 DHV Odense, nr. 6 BVC Esbjerg, nr. 7 Hvidovre V, nr. 8 S-E Volley og nr. 9 VK Vendsyssel.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske