Efter et noget skuffende nederlag på en tragisk baggrund i sidste weekends landspokalfinale mod Holte. Var det fredag aften tid til at rejse sig igen da vores Volleyligakvinder en sen fredag aften i Aarhus, skulle møde rækkens nummer 6, Aarhus Volley.

Vi må stadig undvære vores stærke amerkanske centerspiller Casey Wright, der som følge af sin mors pludselige dødsfald, rejste hjem dagen efter pokalfinalen. Det er stadig uvist hvornår hun vender tilbage til Danmark.

Første sæt blev det sæt, hvor Aarhus hang bedst på, men med gode server fik vi presset spillerne fra den jyske hovedstad så meget, at deres angrebsspil aldrig for alvor blev en trussel. Vores to hævere Eva Bang og Rose Olander kunne frit benytte sine angribere og vi trak støt og roligt fra for til slut at tage sættet med 25-18. 16-årige Liv Magnussen viste i sættet, at hun igen er ved at være på fuld styrke efter sin skade og hun vandt således hele 75% af sine angreb i første sæt.

I andet sæt Lagde Eva ud med to serveesser, før hun gav Aarhusianerne bolden ved en servefejl. Vi vandt serven tilbage og Trine Kjelstrup gik i servefeltet. Her blev hun stående de næste elleve server, indtil Brøndbyføring 13-1. Undervejs havde hun lavet to serveesser og de resterende server havde Aarhus også svært ved at håndtere. Dette udnyttede vores polske centerangriber Marta Bronisz, som har overtaget pladsen efter Casey Wright, til at etablere tre pointgivende blokader. Marta klarede for øvrigt sin indtræden på centerpladsen til stor tilfredshed for trænerteamet. I andet sæt stod hun således for ikke mindre end seks af vores point. Sættet blev vundet overbevisende 25-12.

De gode takter fortsatte i tredje sæt og der var rigeligt plads til at få hele truppen i aktion. Således erstattede Julie Guldager, Stine Spangen og Pernille Navntoft henholdsvis Liv, Anile Clemente og Marta. De eneste to spillere der dermed fik lov til at spille hele kampen var libero Morgan Springer og centerangriber Katie Post. Sidstnævnte præsterede endnu en gang en overbevisende kamp. Hun blev således holdets topscorer med 12 point og holdt en killprocent på ikke mindre end 80% over hele kampen. Hun fik da også fuldt fortjent Time Vision prisen som bedste spiller og havde stor andel i endnu et overbevisende sæt, hvor Aarhus blev holdt nede på 16 point.

Med sejren overtager vi endnu en gang førstepladsen i Volleyligaen. Dog med en kamp mere end Holte IF, som i stil med os, kun har lidt to nederlag. De to hold mødes i et indbyrdes opgør i Stadionhal 1 d. 9/2, men inden da, er der en meget vigtig kamp nu på tirsdag d. 29/1 mod rækkens nr. 4 Frederiksberg Volley. Frederiksberg har været kraftigt plaget af skader, men holdet skulle nu være oppe på fuld styrke igen og holdet der ved sæsonstart var spået til en potentiel DM-finalist, kan meget vel blive en kraftig trussel for vores topplacering. Kampen som Spilles kl. 19.00 i Stadionhal 1, sendes direkte på Kanal Sport og da der kan spilles på kampen, kan den også ses på nettet på www.kanalsport.dk.

Det vil igen være muligt, helt gratis at tippe kammpens resultat på vores Facebookside "Brøndby Volleyballklub". Vores vinsponsor Quality Wine har endnu en gang sponseret to gange seks flasker god rødvin.

Vi kommer desværre til at undvære stærke Casey Wright i både denne kamp og måske også i nogle af de næste på papiret lettere kampe. Forhåbentlig er hun tilbage på holdet inden den vigtige Holtekamp d. 9/2.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske