Efter en weekend med dobbeltprogram, indtager vores Volleyliga nu førstepladsen i damernes Volleyliga.

Holdets første turneringskamp i den forgangne uge endte som bekendt med et nederlag til rivalerne fra Holte IF, men det tog på ingen måde humøret fra vores piger. De var fuldt bevidste om, at turneringsstarten ville blive svær, idet holdet kun havde tre uger efter landsholdsspillernes hjemvenden fra diverse kampe i Europa til at blive spillet sammen og da holdet desuden blev ramt af tre skader, blev situationen på ingen måde lettere.

Der er nu gået yderligere en god uge og den eneste af spillerne der stadig ikke er klar er Liv Magnussen.

Vi har derfor haft næsten alle muligheder for at kunne stille med den formodede stærkeste opstilling til både træning og ikke mindst weekendens kampe. Katie Post som i Holtekampen måtte "vikariere" på højrekanten i angrebet, er kommet tilbage som centerangriber, som har været planen fra start og Julie Guldager kan nu udfylde denne plads, efter at Trine Kjelstrup, hvis brækkede finger er i orden, har kunne varetage venstrekanten.

Der er således arbejdet ihærdigt alle ugens dage, på at få sammenspillet til at fungere, så selv om det i lørdagens kamp var turneringens formodede svageste hold fra Bedsted KFUM der stod på den anden side, blev der aligevel startet i stærkeste opstilling.

Resultatet udeblev da heller ikke. Første sæt blev vundet med hele 25-9. Til andet sæt blev nogle af kanonerne så skiftet ud, så de kunne spare kræfter til søndagen. Bedsted kom lidt mere med i kampen, men dog ikke mere end at vi også tog de to næste sæt med sikre 25-17, 25-12.

Om søndagen var det Fortuna Odense Volley der var modstanderen. De havde lagt stærkt ud i turneringen med en sejr over Frederiksberg og der var derfor forventet et meget svært opgør. Dramaet udeblev dog. Vi havde fundet opstillingen der fungerede og fra start til slut havdede vi styr på begivenhederne og med cifrene 25-19, 25-17, 25-17, fik pigerne vist, at vi også i år har fået sammensat et hold der vil være med i den absolutte top.

I weekendens kampe gik Time Vision prisen som bedste spiller til holdets sidst ankomne spiller, den polske centerspiller Marta Bronisz. Hun er af statur ikke prototypen på en centerspiller, da hun ikke er speciel høj til denne plads. I modsætning til hendes tre holdkammerater på pladsen, der måler 184 (Pernille Navntoft), 190 (Casey Wright) og 192 (Katie Post) er hun med sine "kun" godt 180 cm. en lille center, men til gengæld springer hun utroligt højt og læser spillet fantastisk.

Da Frederiksberg, som Fortuna slog i sidste weekend, i denne weekend slog Holte, betyder weekendens resultater, at vi lige netop kniber os ind på førstepladsen i en turnering, der har lagt lige præcis så spændende og jævnbyrdigt ud, som det var forventet.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske