Brøndby Volleyball Klub vandt også den tredje semifinalekamp over Fortuna Odense Volley og med tre sejre på stribe er vi dermed kvalificeret til årets DM-finaler, som ligeledes spilles bedst af fem kampe.

Sejren blev på 3-1 og i stil med de to første semifinaler, var det Fortuna der kom bedst fra start. Vi fik langsomt spillet os op, men blandt andet betød tre servefejl, at vi måtte se sættet gå til Fortuna med 25-23.

I de tre efterfølgende sæt havde vi til gengæld godt styr på serven og undervejs blev det til flere afgørende servestimer. En sådan havde Sarah Schermerhorn, da hun med blandt andet to serveesser, førte an i et godt ryk fra 5-4 til 10-4. Fortuna fik næsten kontakt igen, men ved 16-15 fik vi den afgørende føring til 22-15 i Julie Guldagers serv og sættet kunne kort efter vindes med 25-16.

Julie startede kampen på bænken, men kom på banen i forsøget på at hive første sæt i hus og selv om det ikke lykkedes, gjorde hendes 1,90 m. en god figur, at hun blev genvalgt til opstillingen i de efterfølgende tre sæt. Julie har, som følge af en knæoperation, været ude af holdet i hele sæsonen og er først for nylig blevet meldt klar. Dette er så meget desto mere belejligt for os, eftersom Trine Kjelstrup, som det meste af sæsonen har været i startopstiliingen, som bekendt forvred foden ved DU21-DM og nu kæmper for at blive klar til årets finaler.

I tredje og fjerde sæt fik vi for alvor gang i det hurtige centerangreb. Holdets hæver Eva Bang, fandt med milimeterpræcise hævninger en utroligt effektiv Sarah, som med kraftfulde smash bragede ikke færre end syv ud af ti hævninger i gulvet på den odenseanske banehalvdel. En præstation der gav hende Time Vision prisen som bedste spiller. De to sæt blev vundet med 25-20, 25-17 og finalepladsen var hermed en realitet.

I stil med sidste sæson, bliver modstanderen i finalen Holte IF, som vandt deres semifinaleserie over Vordingborg VK med tre overbevisende 3-0 sejre. Gennem sæsonen har de udvist stor stabilitet og vandt således grundspillet med kun to nederlag i 21 kampe, mens vi måtte indkassere seks af slagsen. Holte anses derfor af mange som favorit til mesterskabet, men vi vil gøre vores yderste for at forsvare titlen og kan i den forbindelse afstive selvtilliden med at vi i det indbyrdes styrkeforhold med Holte fører 3-2 i kampe. Holte vandt således to ud af de tre grundspilsopgør, mens vi tog sejren i det tredje opgør, samt ikke mindst løb med sejren i årets landspokalfinale, samt det indbyrdes opgør i Nordic Club Championship. Der er således lagt op til en yderst spændende finaleserie, der i stil med sidste sæson meget vel kan gå ud i fem kampe.

Alle finaleopgør bliver live-transmitteret på den nye sportskanal "Kanal Sport", som går i luften d. 2. april og kan ses både på TV og på nettet. Finaleprogrammet er:

  • 1. finale: Onsdag den 11. april, kl. 19.00 i Stadionhal 1.
  • 2. finale: Søndag d. 14. april kl. 14.00 i Ny Holtehal.
  • 3. finale: Torsdag den 19. april, kl. 19.00 i Ny Holtehal.
  • Evt . 4. finale: Mandag den 23. april, kl. 19.00 i Stadionhal 1.
  • Evt . 5. finale: Torsdag den 26. april, kl. 19.00 i Ny Holtehal.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske